Annonce

Kvinde med lyst hår. Privatfoto

Anne blev opfordret til løntjek: ”Jeg blev forbavset. Meget forbavset endda”

Cirka fire år efter Anne Rabech Nielsen stoppede på sin tidligere arbejdsplads, fik hun lavet et løntjek, som resulterede i, at hun nu skal have en stor portion penge tilbage.

Annonce

Det var tidligere kolleger, der fik Anne til at få lavet et løntjek. Og det var værdifuldt. Privatfoto

Af Stine Birgitte Andersen Kriger
Journalist

Annonce

Da den 56-årige social- og sundhedsassistent Anne Rabech Nielsen opsagde sit job til fordel for et andet, havde hun ikke skænket det en tanke, at noget kunne være galt med den løn, hun havde fået udbetalt.

Hun havde været glad for sin tidligere arbejdsplads og havde et godt forhold til sine tidligere kolleger, som hun forsatte med at holde kontakten til.

Og netop dé kolleger, skulle vise sig at være grunden til, at Anne i dag kan se frem til at få udbetalt flere månedernes manglende løn. For da hun for godt 12 måneder siden snakkede med dem, gav de hende et uventet råd.

”Da jeg snakkede med nogle af mine tidligere kolleger, fortalte de, at de havde fået lavet et løntjek, og der var flere, der havde fået ret mange penge tilbage,” fortæller Anne.

Det var ellers ikke en overvejelse, som Anne selv havde gået med, så opfordringen kom egentlig som en overraskelse for hende.

”Jeg havde egentlig ikke en fornemmelse af, at noget skulle være galt. Så jeg havde ikke indgivet mine lønsedler, hvis ikke jeg havde talt med mine kolleger.”

Anne har ellers før prøvet af gennemgå sine lønsedler, dog uden rigtig at kunne forstå dem. Hun havde blandt andet svært ved at afkode hvilke ting, der var vigtige at holde øje med. Det endte med, at hun valgte at lægge dem fra sig med den overbevisning, at det nok skulle passe, hvad der stod. Derfor kom det også som noget af en overraskelse, da der kom svar på løntjekket.

”Jeg var forbavset – meget forbavset endda – over at jeg skulle have så mange penge tilbage uden at vide det. Jeg troede først, at der stod 9.000 og ikke 90.000. Men det er jo vildt dejligt,” siger hun.

Mange af de ting, der på lønsedlerne viste sig, at der havde været noget i vejen med, var da også noget, som Anne ikke selv tror, at hun ville have spottet.

”Det var flere ting, der havde været ged i. Både FO-dage, overarbejde og 11-timers-reglen var der noget galt med. Det er jo mange ting, og så er det svært.”

Egentlig ville Anne gerne kunne tjekke sine lønsedler selv, men hun synes, at der er så mange ting og forskellige regler, som gør det svært at forstå. Men hun kan da alligevel blive overrasket over, at det kunne lade sig gøre, at der var begået så store fejl på lønsedlerne.

”Jeg tænkte ’hold da op’, da jeg så mit beløb. Men der var jo så mange, der fik meget tilbage. Det kan jeg da godt blive forundret over.”

Havde tillid til systemet

Fordi det var så længe siden, at Anne havde forladt sin tidligere arbejdsplads, var det netop kun fordi, der var en, der gav hende en mistanke, at hun opdagede fejlene. For generelt har udbetalingen af hendes løn aldrig været noget, som Anne har spekuleret over, at man skulle være meget opmærksom på. Og det begrunder hun med tillid.

”Jeg havde jo en grundlæggende tillid til, at der var styr på tingene. Så jeg havde aldrig selv tænkt på at få det gjort.”

Situationen har dog fået hende til at ændre på, hvordan hun fremadrettet vil kigge på sine lønsedler.

”Jeg vil være mere grundig i fremtiden, og måske være lidt mere fremme med luppen,” siger hun og tilføjer, at det dog er med forbehold for, at hun nok stadig ikke helt kan aflæse den.

Under forløbet har hun dog været utrolig glad for den hjælp, der har været at hente.

”Jeg synes, det gik helt vildt godt, og på et højt niveau den hjælp jeg har fået af FOA. Det har været den ypperste hjælp!”

Og med de penge hun nu kan se frem til at få, er der allerede blevet lagt nogle planer om, hvad de skal bruges til.

”Jeg tænker, at der bliver lidt større julegaver til børnene i år. Og så kan det være, at jeg skal op og se Grønland – nu må vi se,” siger hun med et grin.

Få et gratis løntjek

Mange af FOAs medlemmer oplever fejl på lønsedlen. Faktisk sker det for hver anden lønmodtager i Danmark.

Du kan læse mere om FOAs løntjek, og er du i tvivl, om du får den rigtige løn, kan du altid få et løntjek hos din tillidsrepræsentant eller din lokale FOA-fagforening.
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev