Annonce

Regeringen: Danskerne skal kunne udskyde deres energiregninger


Nu foreslår regeringen, at vi skal betale det samme for el, gas og fjernvarme, som vi gjorde sidste år ved samme tid og afbetale resten af regningen over en årrække. ”Godt forslag, der giver tryghed,” siger forbundsformand i FOA. 

Annonce

Der skal lægges loft over prisen på gas, el og fjernvarme, så danskerne skal kunne betale det samme for energi som de gjorde sidste år ved samme tid, mens resten bliver afdraget over de næste fem år til en lav rente på f.eks. to procent. Sådan lyder S-regeringens forslag, der nu skal hastebehandles i Folketinget.   Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Alle danske familier er ramt af prisstigninger. Og derfor skal alle danske familier have mulighed for at indefryse en del af gas- varme- og elregningen, så man betaler samme pris i 2022, som man gjorde ved samme tidspunkt i 2021, mens resten afbetales over en årrække. 

Sådan lød det, da den socialdemokratiske regering på et pressemøde onsdag kom med sit forslag til at hjælpe danskerne igennem vinteren. Et forslag, der nu skal hastebehandles i Folketinget. 

”Det gør ondt i rigtig mange danskeres økonomi lige nu, og det vil kun blive værre i en mørk og kold vinterperiode, hvor man vil se stigninger på mange tusinde kroner om måneden. Oveni det er priserne ude i meget store udsving, der gør det svært at lægge et budget,” sagde statsminister Mette Frederiksen, der stod ved siden af finansminister Nicolai Wammen, erhvervsminister Simon Kollerup og klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen og understregede, at hun godt kan forstå danskernes bekymring. 

”Mange spørger sig selv, hvad er det for en vinter, vi går i møde. Kan vi få enderne til at mødes? Vi har fra starten sagt, at vi ikke kan skærme alle danskere og hele Danmark for konsekvenserne af Putins krig,” sagde statsministeren og understregede, at det er muligt at give en håndsrækning til alle, der har problemer.

”Vi er smerteligt bevidste om, at jo lavere indtægt, jo hårdere rammer prisstigningerne.”

Læs også: Prisstigninger får FOA-medlemmer til at droppe nødvendige indkøb – især én gruppe er hårdt ramt

Godt forslag

Regeringens forslag vil give tryghed for de danskere, der allerede nu har mærket stigende priser enten i faktiske regninger eller i a conto-beløb, mener forbundsformand i FOA, Mona Striib. 

”Det er et rigtig godt forslag. Det er en fuldstændig katastrofal og håbløs situation, rigtig mange står i allerede, så det her forslag gør, at man kan tilpasse sig og klare sig igennem den her vinter. Det er en virkelig god hjælp i den aktuelle situation.”

Især den tryghed det giver, at man kan lægge et budge t, som man kan regne med holder, mener hun.

”Det at man ikke behøver at gå fra hus og hjem eller slukke helt, hvis det bliver en kold vinter. Det giver noget tryghed,” siger Mona Striib. 

Læs også: Sofie er enlig forsørger: ”Alt er steget undtagen lønnen”

Frivillig model

Hvordan det konkrete forslag bliver, er noget, man skal blive enig om i Folketinget. Men regeringen lægger op til, at der bliver lagt et loft over den pris på el, gas og fjernvarme, den enkelte familie skal betale.

”Det betyder, at hvis prisen kommer over den pris, der var gældende sidste efterår, så vil man kunne udskyde betalingen af det overskydende beløb til et senere tidspunkt og afdrage over flere år. Det betyder, at man kan få lagt et budget over de store poster og får en vished over, hvor høj en pris man maksimalt skal betale,” sagde Mette Frederiksen.

Læs også: Irene har fået udbetalt varmechecken: ”Jeg føler lidt, det er en hån”

Den ordning vil regeringen også gerne have udvidet til små og mellemstore virksomheder, men der er ikke nogen endelig model klar. Samtidig stiler man efter også at inkludere kultur- og foreningslivet i ordningen, understregede erhvervsminister Simon Kollerup. 

”Det, der lægger sig over loftet på din regning, vil du kunne indefryse og betale tilbage over de næste år eller hurtigere,” sagde han og understregede, at det er en frivillig model, man kan bruge, hvis man har brug for det og ønsker det. 

”Staten stiller penge til rådighed for energiselskaberne, så det er altså dit eget energiselskab, du skal gå til for at få indefrysningen på plads. Ordningen skal vare i et år, hvorefter der skal gøres status over prisudviklingen.”

Regeringen stiler efter, at tiltaget kan træde i kraft hurtigst muligt. 

”Nu går vi i gang med de politiske forhandlinger, så vi kan få lovgivningen på plads,” sagde Simon Kollerup.

Der blev spurgt fra salen, hvor lang tid man skal kunne afdrage over. Og om hvad renten skal være. 

Nicolai Wammen svarede, at regeringen forestiller sig en afdragsperiode på cirka fem år. 

”Renten er noget, vi drøfter med de politiske partier, men der vil være en beskeden forrentning. Vi har lavet en risikovurdering over, at der er nogle, der ikke vil kunne betale deres gæld, når vi når dertil. Det er en forventning, at ordningen vil koste statskassen 3-400 millioner kroner,” sagde finansministeren.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev