Annonce

Flemming i sit arbejdstøj

Ambulanceredder kørte galt under udrykning: Frikendt for uagtsomt manddrab 


For anden gang i år er en ambulanceredder blevet frikendt for at være skyld i et sammenstød under udrykning. Denne gang var det den meget erfarne Flemming Mose Thomsen, der var involveret i en dødsulykke. Han føler med de pårørende, men det betyder også meget, at han kan sige til sig selv, at han ikke gjorde noget forkert. 

Annonce

Flemming Mose Thomsen har været i jobbet som ambulanceredder i mange år. Han kører forsigtigt og har derfor aldrig været nervøs for at komme ud for en retssag, før han i april under en udrykning påkørte en personbil. Privatfoto

Af Stine Birgitte Andersen
Journalist

Annonce

”Jeg synes ikke, at jeg har gjort noget forkert. Jeg kørte efter forholdene, som jeg plejer.”

Sådan forklarede ambulanceredder Flemming Mose Thomsen sig, da han ved retten i Esbjerg stod tiltalt for at være skyld i en ulykke, som kostede en 63-årig mand livet. 

Ulykken skete, da Flemming Mose Thomsen under udrykning og i høj fart påkørte den 63-åriges bil bagfra.

Anklagemyndigheden mente, at ambulanceredderen havde overtrådt udrykningsbekendtgørelsen og gjort sig skyldig i uagtsomt manddrab og krævede ham straffet med en bøde på 7.000 kroner og betinget frakendelse af kørekortet. 

Men i sin vurdering støttede retten sig blandt andet til vidneudsagnet fra den læge, der var med i ambulancen, og til bilinspektørens rapport. Ifølge deres forklaringer og beskrivelser havde den 63-årige mulighed for at reagere på, at lægeambulancen kom bagfra med sirene og blå blink. 

”Jeg er lettet over, at jeg nu har rettens ord for, at jeg ikke gjorde noget forkert. Men jeg er enormt ked af det på vegne af de pårørende og føler virkelig med dem. Det kunne være min egen far, det var gået ud over,” sagde Flemming Mose Thomsen til Ekstra Bladet efter rettens afgørelse.
 
Det er anden gang i år, en ambulanceredder er tiltalt for at have forvoldt en ulykke under udrykning. Og anden gang, der sker frifindelse. 

I marts blev ambulanceredder Bruno Dante Martiri nemlig også kendt uskyldig i en sag, hvor han i ambulancen var kørt over for rødt og stødt sammen med en anden bilist. Ligesom Flemming Mose Thomsen mente Bruno Dante Martiri også, at han kørte, som han skulle.
 
”Jeg har bare udført mit job,” sagde Bruno i marts inden dommen var afsagt.
 
Selvom ingen af de to reddere var skyld i ulykkerne, har de oplevet det som et hårdt pres at gå igennem retssagerne.
 
”Det er en hård mølle at skulle igennem rent psykisk, og der har været mange søvnløse nætter. Det har været hårdt psykisk, og det betyder meget, at jeg nu kan sige til mig selv, at det ikke var min skyld,” fortæller Flemming Mose Thomsen til Fagbladet FOA og understreger, at han også føler meget med de pårørende til den dræbte.
 

Kom meget tæt på

Den 46-årige Flemming Mose Thomsen har været ambulanceredder i 27 år og fortæller, at han kører med udrykning for at komme hurtigt frem, fordi det er det, man skal. Derfor har han heller aldrig været nervøs for at komme ud for en situation som denne.
 
”Jeg har ikke tænkt over det før. Det var først nu, da det kom meget tæt på,” siger han.
 
Selvom han mener, at han altid har kørt forsigtigt, og som han skal, har situationen fået ham til at tænke over, hvordan han kører.
 
”Når man kører udrykning, så passer man på. Man passer på de andre, og man passer på sig selv. Men jeg kommer til at køre udrykning på en anden måde nu – endnu mere forsigtigt end jeg gjorde i forvejen.”
 

Har modtaget trusler

Da medierne tidligere på året skrev om sagen første gang, var Flemming Mose Thomsens identitet ikke kendt af offentligheden. Men han kunne se, at han fik nogle grove ord med på vejen i kommentarsporene på de sociale medier. Det gentog sig efter retsmødet mandag, blot med den forskel, at mange kontaktede ham direkte, fordi hans navn nu var kendt.

”Langt de fleste kom med opmuntrende bemærkninger, men enkelte truede mig. For eksempel var der en, der sendte mig en sms. Han skrev, at han håbede, jeg mødte en lastbil næste gang, som ville slå mig ihjel,” fortæller Flemming Mose Thomsen. 

Han har orienteret sin leder om de trusler, men lader sig i øvrigt ikke anfægte af dem:

”Jeg tror, det er en sølle stakkel, der sidder bag en skærm og skriver den slags,” siger han. 

Anklagemyndigheden har to uger til at beslutte, om frifindelsen skal ankes til landsretten.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev