Klokken er otte søndag den 3. juli, og Jimmi Perkel møder ind på Københavns Hovedbrandstation bag Københavns Rådhus. Han har taget en ekstravagt i Akutberedskabet i Region Hovedstaden og giver hånd til hver og en af kollegerne.

”Sådan hilser vi hver morgen. Det har været en fast tradition, så længe jeg kan huske. Vi ser hinanden i øjnene for lige at tjekke, at alt er ok, og forsikrer os om, at vi vil passe på hinanden,” fortæller Jimmi Perkel, der har arbejdet som ambulancebehandler i en årrække i Hovedstadens Beredskab og nu Akutberedskabet.

Sammen med makkeren Martin Cetti, der også har taget en ekstravagt, bliver han sendt på en opgave hos en selvmordstruet kvinde, som det lykkes at få indlagt til behandling. Bagefter når de at få lidt mad på brandstationen, inden de bliver sendt til en borger, som har taget for meget medicin.

”Det lykkes at finde en god løsning, så borgeren kan blive i eget hjem med hjælp fra blandt andet pårørende. Vi kører tilbage mod København i højt humør. Solen skinner, og vi taler om, at vi skal have en sodavand og måske en is, når vi er tilbage på brandstationen, da jeg får en melding fra en kollega. Han fortæller, der skyderi i Field’s” siger Jimmi Perkel og fortsætter:

”Jeg har en mærkelig fornemmelse og kontakter vagtcentralen, som bekræfter, at der er skyderi i København.” 

Jimmi Perkel og Martin Cetti ser på hinanden og er enige om, at det var det værst tænkelige opkald, de kunne få. Samtidig bekræfter de, at de er sammen med den bedst tænkelige makker, når det skal være.

Jimmi Perkel sidder bag rattet i ambulancen på vej mod København. Imod sig ser han en strøm af biler med mennesker på vej på ferie, på fortovene går fodgængere og spiser is, og pludselig kommer politibiler og civile politibiler bragende for fuld udrykning. 

”Situationen er fuldstændig surrealistisk,” siger han og lukker øjnene et kort øjeblik, inden han fortæller videre:

”Jeg giver en melding til centralen om, at vi kører mod Field’s. Så ringer Martin Cetti og jeg til vores familier og siger, at de skal blive, hvor de er og ikke gå nogen som helst steder. Jeg lover mine pårørende, at jeg kommer hjem igen, og at jeg vil forsøge at sende en smiley en gang imellem, så de ved, at jeg er ok.”

Jimmi Perkels ambulance er blandt de første, der når frem til Field’s. Området er fyldt med betjente. Forældre kommer grædende hen til de to ambulancefolk for at få hjælp til at få deres børn ud af storcentret. Jimmi Perkel og Martin Cetti beder dem søge sikkerhed og give politi og redningsmandskab arbejdsro.

”Vi møder indsatslederen, der er ved at optegne situationen på et whiteboard, og spørger, hvor mange tilskadekomne, vi har med at gøre, men han ved det ikke.”

Perkel og Cetti får besked om at køre i opmarch, altså holde og vente på, at politiet har sikret området, så de kan komme ind i centret og hjælpe tilskadekomne. 

”Vi taler om, hvad vi skal have med af udstyr, når vi får grønt lys til at gå ind,” husker Jimmi Perkel.

Der er mennesker overalt, politi med trukne våben, politi i civil, brandmænd. Jimmi Perkel parkerer ambulancen nær hovedindgangen. 

Betjente kommer med en kvinde, som bliver kørt væk i en anden af de mange ambulancer, der er ankommet. 

”Pludselig får vi besked på at gå ind i centret sammen med en læge og lægeassistent,” fortæller Jimmi Perkel.

De nåede frem til området omkring biografen. I skyndingen registrerer Perkel, at biografen spiller familiefilmen Minions:

”Det berører mig som far. Det er helt surrealistisk,” siger han.

Ved biografen flyder gulvet med sko og sandaler og mobiltelefoner. En barnevogn ligger væltet, men heldigvis har forældrene fået barnet med på flugten.

”Der bliver ved med at komme folk ud fra biografen, fra toiletter og andre steder, hvor de har gemt sig. Jeg møder blandt andre nogen, jeg kender, og de fortæller, at de ikke har hørt skuddene, men at nogen kom ind i biografsalen og råbte, at der blev skudt,” fortæller Jimmi Perkel og fortsætter:

”Jeg ser børn, kvinder og voksne mænd, der græder; alle er enormt bange. Vi forbereder en behandlingsplads, hvor vi kan lægge folk og gøre dem klar til at skulle med ambulancen. Når der er tid, sender jeg en smiley til min familie for at berolige dem.”

Udenfor centret holder Sociolancen –  det køretøj, beredskabet sætter ind, når socialt udsatte har brug for hjælp. 

Ved 21-tiden bliver Jimmi Perkel og hans makker frigivet, det vil sige, at de får besked om at køre tilbage til Hovedbrandstationen og aflevere ambulancen. De har været på vagt i 13 timer og er udmattede.

”På vejen tilbage taler vi om, hvad der er sket og ringer til vores familier. Vi håber, vi har gjort en forskel, og alle vores tanker går til de pårørende. Da vi afleverer bilen ved Hovedbrandstationen, holder der også ambulancer fra Region Sjælland. Vi har fået hjælp fra hele Sjælland. Cetti og jeg får tilbudt defusing, altså en aflastningssamtale, men vil bare gerne hjem. Vi får kram og en snak med nogle af kollegerne, og et par dage efter bliver jeg ringet op af min chef, og vi får tilbudt psykologsamtaler,” siger Jimmi Perkel.

Sammen med seks andre, der var tæt på hændelsen i Field’s, får Jimmi Perkel og Martin Cetti nu hjælp af en psykolog.

”I dagene efter har jeg været trist. Der er nogle forældre, som nu mangler deres barn, og en far, der ikke kommer hjem til sine børn. Jeg er ambulancemand og har oplevet både starten og afslutningen på livet for flere mennesker. Døden holder ikke fri, heller ikke for eksempel juleaften, og tager både børn og gamle. En af mine gamle læremestre i faget sagde, at man kan tage manden ud af ambulancen, men ikke ambulancen ud af manden. Jeg er på en måde brændemærket af mine oplevelser. Jeg elsker mit arbejde og mine kolleger, men ved, at livet er skrøbeligt,” siger Jimmi Perkel.