Annonce

Tema: Visioner & Virkelighed

Kendt forfatter: ”Omsorg er en superkraft, ikke alle har”

Forfatter, lærer og debattør Geeti Amiri er blevet underviser på social- og sundhedsuddannelsen og har især lagt mærke til én ting: ”Vores elever siger altid, at de kan lide at arbejde med mennesker, og det kan de, fordi de har en helt særlig evne til at drage omsorg for mennesker. Det er det, de skal sige i stedet for.”

Annonce

Måske skal vi være virkelig, virkelig selektive i optaget på sosu-skolerne i en periode, spekulerer Geeti Amiri. Så kun de, der virkelig kan give omsorg, kommer ind. Så det går op for folk, at det er så svært, som det i virkeligheden er.  Jørgen True

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Nej, det er ikke alle, der kan blive lærer. Det er ikke alle, der kan blive politibetjent, ikke alle kan blive sygeplejerske, pædagog eller socialrådgiver. 

Og ikke alle kan blive social- og sundhedsassistent. 

”Jeg mener det,” siger forfatter, lærer og debattør Geeti Amiri, der længe har været velfærdssamfundets mest indædte observatør og folkeskolens stærkeste talerør og insisterer på sin pointe ved at holde blikket.

”Det kan alle ikke, for det kræver noget helt særligt. Det kræver, at man har det i sig,” siger hun og sætter et ’forstår du’ og ’ved du, hvad jeg mener’ bag sætningen. For hun vil, at alle forstår. 

Læs også: Løkke: Ungdommen skal forpligtes til fællesskaber på tværs af samfundslag

For eksempel politikere eller journalister, der så gerne hylder velfærdsheltene og holder skåltaler for velfærdsmedarbejderne. Uden dog at tilskynde egne børn til at blive en af dem.

Visioner-og-Virkelighed_Geeti-Amiri
Hen over sommeren bringer Fagbladet FOA en række interviews om 'visioner og virkelighed'. Tor Birk Trads
”Politikere og journalister forstår ikke, at sosu-gerningen forudsætter en evne til at tilsidesætte sig selv, fordi det ikke handler ikke om den enkelte sosu, men om borgeren.”

”Og det er et gennemgående træk for vores elever, hvad enten de er etnisk danske eller kun har boet i Danmark i nogle år og endnu kæmper med uvished i junglen af regler på udlændingeområdet, som spænder ben for at tage uddannelsen. Alt sammen til trods for, at vi mangler faglært arbejdskraft i ældreplejen,” siger Geeti Amiri og griner lidt af ironien, inden hun konkluderer:  

”De mennesker, jeg har mødt, som har gennemført uddannelsen, er eminente mestre i at udvise medmenneskelighed og drage omsorg for dem, der har brug for deres hjælp,” siger Geeti Amiri, der for noget tid siden skiftede lærergerningen på folkeskoler med rollen som underviser på SOSU-H.


På sosu-skolen fik hun øjnene spærret op over for et paradoks, hun har grublet over lige siden.  

”For hvordan kan det være, at de her mennesker, der meget ofte har mærket samfundets skyggesider og f.eks. har haft nederlag i skolen og en svær opvækst, er så eminent gode menneskekendere og har så stærkt og robust et omsorgsgen? Hvordan kan de samme mennesker, der har oplevet så meget modgang og så meget pis, udvise så meget hjerterum? Jeg tænker over det hver dag, når jeg går på arbejde.”

Måske, spekulerer hun, er det lige præcis derfor. Måske kræver det for mange af dem, at man kender til livet på skyggesiden for at kunne passe på en ældre borger, der lider af demens. Lige som det måske er derfor, hun selv er ’lærer med stort L’ som hun kalder det. 

”Jeg værner om min kerne,” siger hun og klapper sig selv på brystet. Som tidligere anbragt barn udviklede hun antenner. 

”Men antenner er jo gode. Jeg bruger dem selv hver eneste dag,” siger Geeti Amiri, hvis forældre flygtede fra Afghanistan, hvor faderen arbejdede som direktør i Styrelsen for Kultur og Turisme og moderen som uddannet pædagog i en børnehave, til at blive en flygtningefamilie på bunden af det danske samfund, der spiste billige pomfritter og frosne grøntsager til aftensmad.

”99 procent af vores elever ryster, når de skal til eksamen, fordi de har så mange dårlige oplevelser med sig fra folkeskolen. Når jeg giver dem 10 og siger til dem, at hvis jeg kunne give karakter for menneskeforståelse, så havde de fået 12, så er det første gang, at de hører, at de er dygtige. Ellers har de altid fået at vide, at de ikke egnede sig til at gå i skole,” siger Geeti Amiri.

Når jeg giver dem 10 og siger til dem, at hvis jeg kunne give karakter for menneskeforståelse, så havde de fået 12, så er det første gang, at de hører, at de er dygtige.

Geeti Amiri, underviser på sosu-uddannelsen.

Fra sin tid som lærer på den københavnske vestegn kender Geeti Amiri den typiske sociale profil for sosu’erne, fortæller hun.

”De kender ikke middelklassens koder og har ikke samme stabilitet med i rygsækken som deres jævnaldrende, som er født i et bedre postnummer. Men de er så omsorgsfulde og lydhøre overfor det menneske, de står foran. Også over for mig som lærer, og det oplevede jeg aldrig, da jeg underviste den øvre middelklasses børn fra villakvarteret, da jeg arbejdede som lærer i det københavnske nordvestkvarter,” siger hun og fortsætter:

”Gennem min tid som lærer har jeg opdaget, at de børn, der på papiret fremstår ressourcesvage, i virkeligheden er ressourcestærke, fordi de kan afkode mennesker. Og det gør dem til stærke sosu’ere.”

Læs også: Pensionseksperten: ”Vi står i præcis samme problemer som før efterlønnen”

Du kan ikke andet

Det var de børn, der blev sendt direkte videre til social- og sundhedsuddannelserne fra 10. klasse af lærere, der mente, at det var det eneste, de kunne blive. Unge, der i dag mange gange dagligt går ind i forskellige menneskers private hjem og omstiller sig hver eneste gang. I psykiatrien, i hjemmeplejen, på plejehjem. 

”Tænk på, hvor mange skift du skal igennem, hvor mange gange du skal tune dig ind på, hvem du har her,” siger Geeti Amiri og peger på den rummelighed, det kræver. 

”De evner det virkelig. Ikke fordi de har tilegnet sig en masse fine teorier, men fordi de virkelig kan rumme mennesker, der er i den tilstand, hvor de er lige så forsvarsløse som babyer. Det er jo en sindssyg menneskelig egenskab, som jeg meget hellere vil have, at vi hylder.”

Superkraft

Og det er sådan, vi skal begynde at tale om omsorg, mener Geeti Amiri. Som en superevne eller superkraft. 

”Vi får aldrig den øvre middelklasses børn til at vælge sosu-faget, men det skal vi heller ikke. Vi skal kun have dem, der vil faget. De, der ikke vil, har allerede fra den dag, de starter, planer om at læse videre. De forlader faget alligevel,” siger hun og punkterer den strategi, der kan ligge i at give faget prestige og anerkendelse ved at få flere ressourcestærke unge til at vælge uddannelsen.

Ved at begynde at tale om forskelle - mellem sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter, mellem lærere og pædagoger, vil man få øje på det, man hver især særligt kan. Det vil forstærke værdien, mener Geeti Amiri.  Jørgen True
”Men ærligt talt. Så synes jeg heller ikke at alle skal være lærere, socialrådgivere, pædagoger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Det synes jeg virkelig ikke. I stedet synes jeg, vi skal være virkelig, virkelig selektive i en periode.”

Der skal ikke være frit optag til uddannelsen, som der er nu. I stedet skal vi indsnævre nåleøjet. 

”Lidt lige som de eksklusive natklubber, hvor der står en picker i døren og vælger gæsterne. Vi skal have en picker i optagelsessystemet, som virkelig tester folk på om man har den forståelse for mennesker, som det kræver og som ikke bliver fanget i karaktersystemet. Så man begynder at tale og anerkende uddannelsen ved at sige: Gud, den er virkelig, virkelig svær at komme ind på.”

Det handler om værdi – ikke hierarki

Og forhåbentlig vil det være med til at få eleverne til selv at se det. At de har en værdi i deres egen ret. 

”Vi har så travlt med at sige, at der ikke er hierarkier, at der ikke er noget klassesamfund i Danmark, at alle kan blive lige præcis det, de vil, at der ikke er forskel på folk og at den ene faggruppe er lige så meget værd som den anden. Problemet er, at det synes vi ikke i virkeligheden.”

Det er den største løgn, man også fortalte Geeti Amiri i velfærds-Danmark; at der ikke var forskel på hende og alle andre.

”Men jo, der var. Jeg har kunnet mærke det i alt. I den måde jeg klædte mig på, i den mad jeg fik. I den madpakke jeg havde med i skole og den hjælp, jeg fik hjemmefra, ” siger hun og nævner en socialrådgiver, hun selv mødte i systemet, som fortalte hende, at når hun gik hjem, så hang hun sin arbejdskappe på knagen.

”Det billede har rumsteret i mit hoved i alle årene. For jeg var et barn, og her fik jeg pludselig sort på hvidt, at jeg ikke kunne få hjælp, hvis lokummet brændte på klokken 18. For så var jeg hængt på en knage.”

Hun ved, hun får høvl for at sige det. Men hun hader de tre P’er. Privat, professionel og personlig, der bliver prædiket i velfærdsfagene. 

”Jeg mener ikke, det er et kontorarbejde fra 9-16 at arbejde mennesker, og det bliver det aldrig, når du har med mennesker at gøre. Jeg mener også, at man fratager os meget ved ikke at give os lov til at give noget af os selv. Mange af os vil gerne gå den ekstra mil.”

Hun kiggede bare på mig og sagde: Geeti, det er så forfærdeligt. Hvordan lægerne føler sig hævet over sygeplejerskerne og sygeplejerskerne føler sig hævet over assistenterne, og assistenterne føler sig hævet over hjælperne.

Geeti Amiri, underviser på sosu-uddannelsen

Slå myterne i stykker

Og ved at tale om forskellene mellem faggrupperne, vil man også bedre kunne se, hvilken værdi man selv har, mener Geeti Amiri, og slår en stor streg under: Vi skal begynde at tale rent om det, der sker. 

Hun så det under sygeplejerskekonflikten i Debatten på DR, hvor sygeplejerskerne ville have mere i løn, og Mona Striib, forbundsformand i FOA, spurgte Dansk Sygeplejeråds formand Grethe Christensen om hun så ikke mente, at social- og sundhedsassistenterne skulle have mere i løn. 

”Og det syntes hun jo rent faktisk ikke,” siger Geeti Amiri, der spurgte sin sygeplejerske-søster om hierarkiet i sundhedsvæsenet.  

”Hun kiggede bare på mig og sagde: Geeti, det er så forfærdeligt. Hvordan lægerne føler sig hævet over sygeplejerskerne og sygeplejerskerne føler sig hævet over assistenterne, og assistenterne føler sig hævet over hjælperne,” siger Geeti Amiri, der genkender det fra sit eget fag, hvor lærere føler sig bedre end pædagogerne. 

”Hierarkier vil altid eksistere, men vi skal tale rent om dem i stedet for at lade som om de ikke findes. Det giver mulighed for at sige, at det kan være, du ikke synes jeg er lige så god som dig, men vi er lige vigtige. Dit arbejde fungerer ikke uden mit. Det giver mulighed for at sige: vi er forskellige. Vi er helt særlige, og der er ikke nogen, der kan erstatte os.”

Jeg er min egen 

Ved at tale om forskellene, kan vi begynde at tale om det, vi særligt kan, mener Geeti Amiri, der kender det fra sig selv.

”Det her står jeg kun på mål for selv: Men efter et liv, hvor jeg har forsøgt at kaste mig ind i noget, der ligner alle mulige andres liv, er det gået op for mig, at det aldrig vil lykkes. Hvis jeg gør det, vil jeg kun møde nederlag og min følelse af mindreværd vil kun blive forstærket, hvis jeg sammenligner mig med folk, der fra fødslen er ti skridt foran. Jeg bliver aldrig som dem. Men jeg er min egen, og ved du hvad: Det er faktisk ret godt.”

Det er der, hun håber på, at også social- og sundhedsmedarbejderne kommer hen. 

”Vi bliver aldrig som sygeplejerskerne, men vi er os. Det her er kun os, der kan. Vi er helt særlige, og vi skal ikke sammenligne os med andre. Hvis man lærer at se sig selv på den måde, så tror jeg også, at man finder – ikke en ro, men en oplevelse af at blive anerkendt.”

Møgsager rammer hele gruppen 

At det er ikke en nem opgave, anerkender hun. For der er ikke mange faggrupper, man har umyndiggjort i samme grad som social- og sundhedspersonalet – ved f.eks. at lave timeslots over deres tid. 

”Jeg kan ikke komme i tanke om et andet område, hvor man i den grad har tilladt sig at krænke deres autoritet og deres territorium. Det må jo være, fordi man ikke mener, at de kan administrere deres egen arbejdstid, og fordi der er en mistillid. Hvorfor skulle vi ellers lave de her snørklede regler?” 

Der er heller ikke noget andet område, hvor én skandale kan berøre en hel faggruppe. 

”Er der sket noget med læreruddannelsen efter dokumentarer, der viste helt horrible forhold i folkeskolen? Eller med embedsmænd og jurister, fordi det kom frem, at en departementschef havde overtrådt en grænse eller to? Jeg kan ikke komme i tanke om det. Men på sosu-området, da sætter en sag hele området 10-15 år tilbage. Velfærdssamfundet behandler ikke altid sine ildsjæle lige godt.” 

"System gennemsyret af mistillid"

I interviewserien "Visioner og Virkelighed" spørger Fagbladet FOA, hvornår seriens hovedpersoner har været mest stolt af at bo i et velfærdssamfund – og også, hvornår de har været mest flove over at bo i et velfærdssamfund.

- Hvornår har du været mest stolt af at bo i et velfærdssamfund?

"Min far havde ALS, og den sommer, da jeg fyldte 14 år, blev min mor nødt til akut at tage til Holland, fordi to af hendes fætre var omkommet i en bilulykke. Min mor, som jeg har været tolk for lige siden, jeg var helt lille, bad mig om at ringe til hjemmeplejen, så de kunne komme, mens hun var væk. Så jeg sagde til damen i telefonen: 'Min mor er nødt til at rejse, fordi hendes to fætre er ankommet, og vi har brug for hjælp'. Damen blev ved med at spørge, hvad jeg mente med, at fætrene var ankommet, og jeg blev mere og mere presset. Til sidst sagde jeg: 'Jamen, de er døde for fanden'. Hun forstod det med det samme, og sagde: Vi kommer. Det blik de havde, både for mig som barn i hjemmet, og for min far, det fik mig til at tænke: ok. Det er nogen, der passer på en, samtidig med at de passer på min far. Det var simpelthen så fint," siger Geeti Amiri.

- Og hvornår har du så været mest flov over at bo i et velfærdssamfund?

"Puha, det sker desværre på daglig basis. Jeg synes, vi har opbygget et system, der er så gennemsyret med mistillid. Menneske i fokus? Det er der ikke plads til. Lige nu underviser jeg blandt andet et hold, der er sendt på uddannelse som led i deres beskæftigelsesplan, fordi de har været på dagpenge eller kontanthjælp. Det har taget min kollega og mig to måneder at få dem til at sænke paraderne. De kender kun til sanktioner, og ikke forståelse fra systemet. De skal stå til rådighed hele sommerferien, mens vi andre holder fri. Og så har man sendt dem på en uddannelse, hvor man skal forestille sig, at de skal gå med oprejst pande. Det er ren dehumanisering. Så det første jeg gjorde var, at jeg skrev til jobcenteret og sagde: 'Nallerne væk!'," siger Geeti Amiri.

+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev