”I må for guds skyld holde fast i den danske model.”

Som regel forventer vi, at den slags bastante budskaber kommer fra en fagforeningsformand, der har stillet sig op på en ølkasse for at holde endnu en flammende tale.

Men der er andre, der deler den holdning. Deriblandt Preben Mogensen, men i modsætning til fagforeningsmanden bruger han ikke ølkassen som talerstol. Preben Mogensen er nemlig præst og færdes derfor bedst på en prædikestol.

Han bor lige syd for grænsen, er medlem af det danske mindretal i Sydslesvig og er efter en årrække som præst i Flensborg nu ansat i den danske menighed i Midt- og Sydangel. I en kort periode sad han i byrådet i Flensborg, og han har altid engageret sig i socialt arbejde og kampen mod ulighed.

”Og det vil virkelig være en skam,” siger han og udtrykker ønske om, at de danske sejre på arbejdsmarkedet skal beskyttes. 

”Hvert øjeblik den danske model er truet – for eksempel igennem EU-direktivet om mindsteløn – der råber man vagt i gevær. For vi ved, at det er den danske model, der holder tyske forhold fra døren,” siger Preben Mogensen.

Han ser den faldende fagforeningstilslutning i Danmark som et problem. Netop fordi, at han ser fagforeninger og kollektiv forhandling som værnet mod den slags fattigdomsforhold, der er udtalte i Tyskland, har han et simpelt budskab til dem, der melder sig ud.

”Du skal skrive, at det skal de lade være med. De skal dæleme være medlem af en fagforening, er du rigtig klog?” siger Preben Mogensen.

I Danmark er tæt på 80 procent af arbejdsstyrken dækket af en overenskomst. I Tyskland er blot 54 procent, og det skyldes ifølge Preben Mogensen, at der siden slutningen af 1800-tallet ikke har været tradition for stærke fagforeninger i Tyskland. Men det har også været en faldende tendens i nyere tid.

”For fyrre år siden var det mellem 15 og 20 procent af befolkningen, der var medlemmer af foreninger eller partier. Nu ligger medlemstallet på 12,5 procent,” siger Preben Mogensen.

Det kan være en faktor for, at Tyskland har været præget af en stillestående social mobilitet. En voksende del af befolkningen lever tæt på fattigdomsgrænsen på trods af at være i arbejde. Det skyldes, ifølge Preben Mogensen, de snart 20 år gamle Hartz-reformer, der blev indført i perioden 2003-2005.

”Det var ment som en løsning på et system, der ikke kunne holde. På det tidspunkt var der stor tilslutning til reformerne, der kørte på princippet om, at man skal yde, før man kan nyde. Men det havde den konsekvens, at hvis der var et arbejde, så skulle man tage det, uanset hvor elendigt arbejdet var, og hvordan lønnen så ud. Håbet var, at når arbejdsløse fik et dårligt betalt arbejde, så ville de være indenfor døren og bevæge sig opad derfra. Det er simpelthen ikke sket,” siger Preben Mogensen.

I dag er 10 procent af den tyske arbejdsstyrke ’working poor’. Det kaldes det, når deres indkomst er 60 procent under medianindkomsten, hvilket sætter dem i risiko for fattigdom. Det er cirka 2.400 euro om måneden, hvilket svarer til cirka 18.000 kroner.

”Det er fuldstændigt vanvittigt. Det betyder, at selvom man arbejder 40 timer om ugen, så tjener man stadig en hungerløn. Det er blevet sådan, at der er fire millioner tyskere, der ikke kan klare sig med et job, men er tvunget til at tage to eller tre. Selv med tre jobs kan man stadig være fattigdomstruet,” siger Preben Mogensen.

Hvis man i Tyskland er i arbejde, men får mindre i løn, end man ville få med arbejdsløshedsdagpenge, kan man ansøge om at få sine lønninger suppleret af staten. 

Samtidig indførte Tyskland en mindsteløn i 2015, der i år blev hævet til 12 euro i timen, som svar på den stigende inflation.

Disse tiltag er en nødvendig hjælp til den voksende skare af fattige i Tyskland, men ifølge Preben Mogensen er det nødløsninger.

”Problemet er, at staten overtager udgifterne til de sociale ydelser. Det er jo egentlig arbejdsgiverne, der burde betale. Det burde være sådan, at du har et arbejde, og det arbejde skal der betales for. Men der er et andet problem især med lavtlønsområdet, nemlig at der ikke er nogle overenskomster,” siger Preben Mogensen.

Den stigende mængde fattige i arbejde betyder også, at mange i Tyskland lever på kanten af samfundet. Preben Mogensen har oplevet det fra første række, når han blandt andet har engageret sig i kirkelige programmer, der hjælper arbejdende fattige i Flensborg med blandt andet fødevarer. 

Men for ham handler fattigdom ikke bare om, at de mangler penge. For ham handler fattigdom også om manglen på håb. 

”Over helvedes port står der: ’Her lukkes alt håb ude’. Uligheden i samfundet er, hvad det handler om. Det handler om det øjeblik, hvor der ikke er nogen social mobilitet. Det frygtelige ved det er, at hvis man er så langt ude, så har man ikke ressourcerne til for eksempel at slutte sig til en fagforening, hvilket ville være den kloge ting at gøre i den situation,” siger Preben Mogensen.

Han skønner, at den stigende inflation og de forskellige kriser rammer de nederste ti procent af befolkningen hårdest. Og på trods af, at relativt mange lever med fattigdom på det niveau, er der stadig mange, der ser ned på det at mangle penge.

”Det kræver mange ressourcer at være fattig. Det kræver for eksempel, at man læser tilbudsaviser, at man finder sit tøj i genbrug. Det er ikke en moralsk kvalitet at være fattig, det er det ikke, men hvorfor interesserer vi os så meget for dem, der snyder systemet? Det er ikke normen. Man er nødt til at se på, hvad det er for en psykologisk mekanisme, det bevæger sig hen imod, når vi for eksempel fokuserer så meget på Dovne Robert i Danmark. Det er fordi, vi ser dem som en trussel mod fællesskabet. Men det er ikke normen.”