”Portører kører bare patientsenge rundt på hospitalet.” 

 

Sådan lyder en gammeldags, klassisk misforståelse af jobbet som portør. Men med knap tre årtier i faget og 23 år på Rigshospitalet som portør ved Michael Morsø, at det for det første er løgn. Og at den fordom for det andet trænger til at blive gjort op med.

 

Derfor takkede han ja, da han blev spurgt, om han havde lyst til at medvirke i dokumentarserien på DR1 "Med livet i hænderne" om Rigshospitalet indefra, hvor han blev fulgt af et kamerahold i fire måneder.

 

”Der er mange, der tror, at vi kun kører fra A til B. Og det gør vi også meget. Men vi gør også rigtig, rigtig meget andet. Min grund til at være med – og det kan godt lyde lidt helligt – men det har ikke noget med mig at gøre. Det var ikke for at blive eksponeret. Det var, fordi jeg vil gøre noget for mit fag og for min gruppe,” siger Michael Morsø, som er 52 år. 

 

I løbet af seriens seks afsnit, hvor man følger alt fra hospitalsmusikere til en neurokirurg og mange andre faggrupper på Rigshospitalet, ser man, hvordan Michael både laver forflytninger, modtager patienter på helikopterlandingspladsen, løber til traumekald og er med til at styre en stor beredskabsøvelse og meget andet.

 

Ved at vise den bredde i faget, håber han at kunne være med til at rykke ved fortidens fordomme.

”Mine egne forældre troede i mange år, at jeg kun kørte folk til røntgen. Samme dag, som de siger det, har jeg måske kørt en akutpatient på traumeafdelingen og holdt nogle tarme eller et eller andet.”

 

Men nogle seere har fået øjnene op for portørernes alsidige faglighed, fortæller Michael. Han har fået flere beskeder fra folk, der skriver, at de ikke anede, hvor mange forskellige opgaver han varetager.

 

”Jeg har fået så mange henvendelser efter serien. Det er helt vildt, så søde folk er. Jeg har også fået kontakt fra andre hospitaler, som er interesserede i nogle af de ting, som portørerne laver på Riget. Jeg har for eksempel været på Bornholm for at undervise i forflytning og traumemodtagelse efter serien,” siger Michael.

 

De gamle fordomme om faget hænger sammen med dengang, mener Michael, hvor hierarkiet faggrupperne i mellem også var meget større. Selv startede han på Frederiksberg Hospital som ferieafløser den 1. maj 1988.

 

Dengang kunne en portør ikke finde på at byde ind med sin mening eller sige nogen imod, der havde en højere placering på rangstigen. For så ville man bare blive bedt om at holde mund.

 

”Da jeg var 18 år og sprød og lige var startet, var vi på operationsgangen, hvor en patient skulle have lavet noget med nyren. Vi havde alle pakket os ind, steriliseret og sprittet af og så videre, og så går døren op og ind kommer overlægen. Og jeg lyver ikke, han havde pibe i munden – den var ikke dog ikke tændt – og sit private tøj på. Så kigger han kort og siger, at det er i orden. Og så gik han. Men der var ikke en, der sagde en lyd.”

 

Dengang tænkte Michael, hvad det mon var for en verden, han var endt i. Men derfra besluttede han sig for at forsøge at gøre op med den hakkeorden, der herskede. I dag taler han ens til alle. Høj som lav. Fra kongefamilien og PET-vagter til rengøringspersonalet. Alle får samme behandling. Og nu tør han godt sige sin mening. Det har vist sig at redde liv.

 

”Vi fik engang en patient ind, der var blevet kørt ned, og han havde slået hovedet, så det fokuserede man meget på inde på stuen – tjekkede pupildifferencen og så videre. Men imens patienten lå der, kunne jeg se, at maven voksede. Ikke hurtigt, men stille og roligt, og efter ti minutter sagde jeg det til vores traumeleder. ’Det kan godt være, jeg er helt forkert på den, men den der mave er altså vokset,’ sagde jeg, og så fik de sat noget ultralyd på ham. Og så havde han altså indre blødninger.”

”Det havde yngre kolleger måske ikke turdet at sige andre steder, selvom de havde opdaget det. For de ville være bange for at sige noget forkert og få en over næsen. Det har vi fået brudt ned i vores gruppe, hvor aftalen er, at man siger det, hvis man har noget,” siger Michael.

 

Efter to år som ferieafløser på Frederiksberg Hospital i 80'erne, aftjente Michael sin værnepligt og arbejdede i udlandet, før han i 1994 var en del af det første portørhold, som blev uddannet på Hvidovre Hospital. Her fik han og de andre elever en reel uddannelse med en eksamen, hvor de skulle vise deres faglighed. Før i tiden bestod portøruddannelsen af et 14-dages kursus.

 

”Og siden den dag er faget bare blevet meget mere udviklet. Jeg underviser selv på SOSU-skolen i traumemodtagelse og forflytning, og jeg kan se, at der sker noget. Man forlanger noget af folk nu,” siger han.

 

I løbet af sine mange år i faget har Michael både fået en specialuddannelse i hjertestop, i trombolyse, i traumemodtagelse og en branduddannelse til modtagelse af helikopteren på landingspladsen på taget af Rigshospitalet.

 

”Jeg er megastolt af mit fag, af udviklingen og af at kunne vise mit fag. I dag, når traumeafdelingen laver beredskabsplaner for, hvis Nørreport Station eksempelvis bliver angrebet, bliver vi taget med på råd og beslutninger. Det er beredskabsplaner for alle mulige tænkelige scenarier. Terror, naturkatastrofer, kemiske udslip. Og ingen af dem fungerer, uden at vi portører bliver hørt. Det gør, at man brænder for det. Man bliver hørt og respekteret, og man er en del af noget større.”

 

Alle afsnit af serien "Med livet i hænderne" kan ses på DRTV.