Annonce

En dag i socialpsykiatrien: ”Her kan en ukendt vikar ødelægge hele dagen”

Det er blevet svært at rekruttere, svært at skaffe vikarer, svært at vagtplanlægge sig ud af ferier, kurser og sygdom. Det er bostedet Sønderparkens største hovedpine i et arbejde, hvor borgerne er afhængige af kendte ansigter. Fagbladet FOA har besøgt bostedet, mens medarbejdere og borgere venter på den stort opslåede 10-årsplan for psykiatrien. 

Annonce

Når Mias bostøtte Line siger til hende, at hun har en overraskelse, så går der er et jag igennem hele Mias krop. For Mia er bange for, at Line siger op, og at hun igen skal sige farvel til en, hun stoler på og holder af. Mia knytter sig. Og hun har så meget brug for at kunne stole på dem, hun knytter sig til efter en barndom, hvor hun var udsat for en lang linje af svigt.  Anna Cathrine Leth Christiansen

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

I mindst 25 år har skiftende sundhedsministre erkendt, at psykiatrien er i problemer. Den nuværende kalder området 'den største udfordring i vores sundhedsvæsen', mens Sundhedsstyrelsen bruger udtrykket 'en brændende platform'.

Men hvad skal der til, for at det går godt? Og hvad når det ikke gør?

Mens vi stadig venter på 10-års planen for psykiatrien, giver de ansatte og borgerne på det regionale socialpsykiatriske bosted Sønderparken i Hornsyld deres bud.

Læs også: Alenearbejde udløser stor kritik: Se otte sager, hvor det kunne være gået helt galt

Her bor 35 mennesker med diagnoser som skizofreni, personlighedsforstyrrelser, psykoser og spiseforstyrrelser i små lejligheder side om side.  Delt op i fire teams alt efter diagnose, er det mennesker, der enten spiser for lidt, for meget eller kaster det hele op igen. Mennesker, der hører stemmer, ingen andre hører, og ser ting, ingen andre ser. Mennesker, der føler sig forfulgte. Med grænser og følelsesmønstre andre har svært ved at forstå.

Det er mennesker, der for tre, fire og fem år siden havde været indlagte på hospitalets psykiatriske afdelinger, men nu lever på bosteder som Sønderparken. 

Når Sønderparkens leder Peter Tanghus taler om robusthed, så er det hele Sønderparkens robusthed han mener. For Sønderparken skal have personale nok selv til at klare medarbejdernes ferier og kurser. 'Vi kan ikke få dem udefra,' siger han.   Anna Cathrine Leth Christiansen
Mias store interesse er at hækle, og hun har garn i alle nuancer. Hun deler ofte tips og opskrifter med sin bostøtte Line.  Anna Cathrine Leth Christiansen

Peter

Jobsamtale, mumler Sønderparkens leder Peter Tanghus, da han prøver at finde en dag i kalenderen. Og mumler: endnu én.

Han tøver og forklarer den med, at det gælder om at tage samtalen, mens kandidaten er ledig. Det er helt normalt, at folk ringer og siger, at de ikke kommer alligevel. Og helt normalt, at dem, der igen holder op, har været i Sønderparken i under seks måneder. 

"Det er vores største problem," siger Peter Tanghus. Rekruttering. Fastholdelse. Prestige. Løn.  Medarbejdere, man har svært ved at få, og svært ved at beholde.  Prestigen, som Peter Tanghus ikke forstår noget af.

Læs også: Nyt brætspil er landet i din postkasse: ”Smil, det skal nok gå”

"Der er da ikke noget mere spændende end det her fag. Det var en grund til at jeg selv skiftede."

Og lønnen, som man ikke kan konkurrere på i regionerne, som ikke må være lønførende. 

Læs også: Minister om psykiatrien: Alle skal kunne gå trygt på arbejde

Det er fire sider af samme sag og Sønderparkens største hovedpine, som alle andre problemer udspringer af, mener han, da vi møder ham på kontoret, hvor han diskuterer ferieplaner med vagtplanlæggeren og hvordan de skal håndtere dem, der bliver ansat efter skæringsdatoen. Det er ikke fagligheden. Ikke på et sted på Sønderparken, der ikke ansætter ufaglært personale og giver den efteruddannelse, medarbejderne skal bruge. 

"Man må konkurrere på kvalitet, når man ikke kan give en høj løn," siger han.  

Heller ikke sikkerheden. Magtanvendelser bruger de ikke. Han nikker hen imod en lille plastikkasse på væggen. Hvis en medarbejder trykker på alarmen, dukker det op på de andres telefon, præcis hvem, der har trykket og hvor vedkommende befinder sig. Hvis en medarbejder får en fornemmelse af, at noget er galt, går de ikke ind alene, for den intuitive fornemmelse er oftest rigtig, mener Peter Tanghus, og understreger: Man skal ikke være utryg, når man går på arbejde i Sønderparken. 

Det var heller ikke det, der gik galt sidste sommer. Planen var lagt, antallet ansatte passede, og alligevel. Tre nåede ikke at starte, to sagde op. 

"Vi kunne ingenting," siger han.   

For mange vikarer, for mange, der ikke kendte borgerne, for mange, der ikke havde fagligheden i forhold til målgruppen og for mange borgere, der ikke fik den støtte, de skulle have, lød kritikken fra Socialtilsynet.  Så de fik rettet op og lavede handleplaner for, hvad medarbejderne skal gøre, hvis der mangler en, to eller tre medarbejdere. Den seneste tilsynsrapport var igen god, og alligevel forlader rynken ikke Peter Tanghus pande.

Læs også: Antallet af politianmeldte volds-sager i psykiatrien er eksploderet

Personaleflowet i socialpsykiatrien i sin helhed er på en tredjedel. Det vil sige, at tre ud af 10 medarbejdere i løbet af et år siger op, siger han. Og selv om tallet langt fra er lige så højt i Sønderparken, er det for højt. Vikarer kan man ikke længere få. Alt skal klares inhouse. Det er det, han mener, når han taler om robusthed og det, der er den største forandring i forhold til for 10 år siden, da han startede i jobbet. Dengang kunne man sagtens få 10 vikarer. Det kan man ikke nu. 

"Vi gjorde det bedste vi kunne sidste sommer, og det var ikke nok. Hvad vi skulle have gjort for at undgå den situation, har jeg svært ved at se."   

For medarbejderne kan ikke nå mere end de kan nå. Når de prøver, så brænder de ud på det. Og det skal de ikke.

Når Karen spiser, skal Lone Eleonora Jensen være ved hendes side hele tiden, for Karen har tendens til at fejlsynke. 'Det gælder om at være rolige, inden vi går ind, for hvis vi er urolige, bliver borgerne det også,' siger Lone Eleonora Jensen.  Anna Cathrine Leth Christiansen

Lone

Lone Eleonora Jensen retter lidt på visiret. Banker på, går ind med bakken med suppe og smørrebrød og stiller den på bordet hos Niels, hvor veninden Karen allerede sidder klar. Niels skal lige op af lænestolen og social- og sundhedsassistent Lone Jensen hjælper til.

"Skal du ikke have taget et billede," spørger hun. 'Nej,' svarer Niels prompte. Det er lidt lige som med militærpolitiet, forklarer han. Der hedder det kun 'nej'. Lige som han ikke skal have noget af suppen, skal han heller ikke have taget et billede. 

"Det gælder om at komme ind ad døren med en arousal, der er rigtig lav. Det er det vigtigste i vores fag," siger hun, da vi taler sammen bagefter. 

"Hvis vi er urolige, så bliver de det også. Så kan vi ikke lave det, vi egentlig har planer om."

Så det gør hun hver eneste dag. Det er selvfølgelig svært de dage, hvor der mangler personale. Eller de dage, hvor beboere, der egentlig er for dårlige til at være på Sønderparken, og hvor de må have fat i lægen. Men det er ikke altid, hun føler, de bliver hørt. 

"Det kan være på grund af pladsmangel. Eller at vores faglighed ikke bliver respekteret. Men det er os, der kender borgeren. Det er os, der ved, at de ikke kan lave en aftale i den tilstand, de er i, selv om lægen tror det."

Og så kan det eskalere, for at blive dobbelt så alvorligt dagen efter. 

"Så må vi have fat i en ny læge, somme tider bliver politiet involveret, og der skal indlægges på røde papirer. Men alt det kunne være undgået, hvis de havde lyttet. For det kræver erfaring, virkelig meget erfaring." 

Læs også: Aggressive misbrugere på kokain og amfetamin skaber utryghed på bosteder 

Det kræver respekt hele vejen rundt. Både mellem faggrupperne. Og for hinanden.

"Det hele kommer herindefra," siger Lone og peger ind mod brystet.

"Det er det, vi arbejder med. Fagligheden, motivationen og roen. Hvis vi ikke har redskaberne og den viden, der skal til, så kan det gå galt hele tiden. Beboerne kan blive vrede eller kede af det. For hvordan får du det dysset ned? Og hvordan finder du ud af, hvad beboeren mangler, når beboeren ikke selv kan sige det?"

Måske er det det, der gør rekrutteringen svær. For nogle får måske en forskrækkelse over, hvor meget man i virkeligheden selv skal arbejde med for at tingene lykkes, og så flygter det, spekulerer Lone Eleonora Jensen. 

"Det eneste, vi i sidste ende kan gøre, er at pege på os selv." 

Da Line Schøwing havde en vagt hos en beboer, der ikke kendte hende, ødelagde hun ikke bare dagen for ham, men hele ugen. 'De kan ikke tåle den forandring,' siger hun.  Anna Cathrine Leth Christiansen
Det nytter ikke at komme et kvarter for sent, for borgerne har brug for at kunne stole på medarbejderne ned i de mindste detaljer. For mange borgere har oplevet svigt på svigt i deres barndom, siger Freshta Darvis.  Anna Cathrine Leth Christiansen

Freshta

Døren til lejligheden går op, men kun halvt. Freshta Darvis klemmer sig ind, og så bliver døren ellers smækket i, så de grå persienner vibrerer også længe efter at døren er gået. Der går nogle sekunder, så kommer social- og sundhedsassistenten ud igen. 

Det går ikke i dag, vi må ikke komme ind. Man kan aldrig vide det på forhånd, undskylder hun. Hver dag er forskellig. Hun har hørt os tale, set os gennem persiennerne. Hun er del af en særlig efterforskningsenhed i politiet, så har hun noget på os, lyder kvindens forklaring, som Freshta nu videregiver.

"Fortæl dem, at jeg er paranoid," havde hun sagt, som en slags undskyldning, der ikke helt er en undskyldning. For hun stoler kun på få. Freshta er en af dem, og det har taget års arbejde. Hvis Freshta er stresset, mærker hun det. Hun kan se det på kropssproget og høre det på stemmen. Års arbejde for at opbygge tillid. 

"Vi skal holde, hvad vi lover. Hvis vi siger, at vi kommer klokken 10, skal vi komme klokken 10. Ellers mister beboerne tillid, og så er det hele smidt på gulvet. Så sker der ingen udvikling. Mange er jo blevet svigtet igen og igen igennem hele deres barndom, så vi må ikke gøre det samme. Vi må ikke svigte."

Men det kan være svært, når de som i går er to medarbejdere i stedet for fire. I dag er de igen fire, men der mangler en aftenvagt. Så de skal sørge for ikke at efterlade opgaver til aftenvagten, for det har den ikke ressourcer til med den bemanding. 

"Arbejdet her kræver, at vi tænker på hinanden. At der er faglighed hele vejen rundt. At man vil sit arbejde og vil gøre en forskel. Det er et fantastisk arbejde, vi får så meget igen. Hvis man altså tager det alvorligt."

Hvis bare én ikke gør det efterlader det mere til Freshta og mindre til borgerne. Mindre tid. Meget mindre tillid.   

Line

En unge kvinde med en sort, løs flæsekjole, der skjuler hendes magre krop, går rastløst frem og tilbage. I kantinen sidder en ung kvinde over for en medarbejder. Medarbejderen spiser frokost, selv spiser hun intet. I stedet bevæger hun sine ben i konstante ryk, op og ned, op og ned. Rejser sig op, løfter benene i høje knæløft. Alt, hvad der kan forbrænde kalorier. 

Det er de kvinder, Mia har det svært ved. De har så meget smerte, og smerte smitter, siger Mia, der nemt overtager andres følelser. Derfor er det bedst for hende at blive her på sofaen i sin lille lejlighed, som hun deler med katten. Line, der er social- og sundhedsassistent, er hendes bostøtte, men hun er mere end det. En slags søster.

Med jævne mellemrum er Mia indlagt på hospitalet, men hospitalet er forandring, og dem har hun svært ved, og så går Lines arbejde i gang med at overbevise hende om, at hun ikke skal udskrive sig selv. Det insisterer hun på mange gange om dagen. 

"Vi skal altid tænke fremad, og det kræver tid og ressourcer. Hvordan reagerer borgeren på den her forandring? Hvad udløser det, hvis de får at vide, at en gæst er smittet med corona? Nogle af vores borgere er overbeviste om, at de er skyld i coronaepidemien. Alt kan ske, hele tiden. Detaljer kan sætte katastrofetankerne i gang."

Hvis Line er syg og der kommer en, Mia ikke kender, kan det ødelægge hele dagen, og sådan er det for de fleste.

Line Schøwing husker stadig, da hun var sat ind i et andet team på grund af personalemangel og skulle ind hos en borger, der ikke kendte hende. Det ødelagde ikke bare dagen for ham, men hele ugen. 

"De kan ikke overskue den forandring, og de kan ikke tåle den. Afvigelser i døgnrytmen hos en beboer kan ødelægge hele dagen, og sker det flere gange, er hele ugen ødelagt og det fremskridt, man har knoklet for, er tabt. Så kan man starte forfra." 

Læs også: Flere kommuner afviser aftale om dagplejernes coronarengøring

Det kræver tid, kontinuitet og dygtige medarbejdere hele vejen rundt. 

"Jeg vil se det før jeg tror på det, " mener Line Schøwing om psykiatriplanen. For et løft vil ikke kun betyde en lille procentstigning, mener hun. Det vil kræve virkelig, virkelig mange penge, men de vil være godt givet ud. En tidlig indsats for eksempel ville betyde, at mange af de unge på bostedet slet ikke ville være der, mener hun. 

Lige nu er her roligt. Det er noget tid siden, BVC-scoresystemet, der advarer om uro hos borgeren har vist andet end grøn.

"Det er tegn på, at vi gør det godt," mener Line Schøwing, der alligevel er beredt. Lige pludselig kan der ske noget. Det ved hun. 

Men relationer kan meget, og dem har man mulighed og tid til at skabe her i Sønderparken. Hvis hun har en ide til at gøre tingene anderledes, så lytter ledelsen. Der er højt til loftet, og rammerne er der.  

"Det er relationerne, vi gør det her for. Det er derfor, jeg stoppede på sygehuset, der var meget mere samlebånd. Her får jeg krammere, når jeg møder på arbejde. Hvor får man det henne? Nu har jeg snart været her i to år, og Karen har endelig tillid nok til mig, at hun er begyndt at smile til mig. Hvor ender det ikke?" Line Schøwing griner lidt. Men hun mener det.

Faget mangler prestige, men i virkeligheden er det verdens bedste job. Det er der bare ikke nogen, der tror på, når de spørger til det. 

"Det er kærligheden til mennesker. Det er derfor, jeg går på arbejde." 

Kanoture eller at bage pizzaer i pizzaovnen, de har bygget sammen, at overnatte i shelteret eller at dreje træ på drejebænken får tankerne et andet sted hen, og det hjælper borgerne, mener Værkstedsleder Henning Busch Højbjerg.  Anna Cathrine Leth Christiansen

Henning

Når man står ved drejebænken ude i værkstedet, forsvinder stemmerne. Så er der ikke plads. For at dreje træet ved drejebænken kræver koncentration, at man holder øjnene på maskinen og det træ, der er ved at blive drejet. 

"Det at have noget helt tredje at koncentrere sig om, får tankerne væk for mange af borgerne," siger Henning Busch Højberg, der har været medarbejder i psykiatrien siden '77, fordi han dengang ikke kunne få job som tømrer og så, at de søgte omsorgselever på hospitalet. Han fandt ud af, at han holder af 'de skæve eksistenser'. Siden blev han plejer, i starten på psykiatrisk afdeling og nu er han værkstedsleder her i Sønderparken, hvor han laver aktiviteter og en gang imellem springer til, når der mangler en nattevagt. 

"For mange er jeg jo blevet nærmeste pårørende," siger han. Når de bager pizzaer i pizzaovnen, de har muret sammen, laver udflugter i shelteret, de har bygget sammen, og drejer fugle i træ på drejebænken.

Det var egentlig det, der var planen i dag, men den unge mand, han venter på, kommer ikke. Det sker cirka hver anden gang, når skizofreniens stemmer holder ham vågen om natten.  At hospitalerne mangler pladser, presser også her, mener han. De bliver udskrevet for hurtigt, og er for sene til at tage borgerne ind. 

"Vi ser jo hvad konsekvensen er her. Så ender det med politi og tvangsindlæggelser. Det er rigtig skidt for alle."

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev