Annonce

Varmehjælpen får et løft: Flere husstande får en større varmecheck


En ny aftale erstatter den hidtidige varmehjælp. Det betyder, at flere husstande modtager checken, og at beløbet er blevet højere. Det kommer som konsekvens af, at den russiske invasion af Ukraine har ført til endnu større prisstigninger på gas. Forbundsformand i FOA Mona Striib er glad for aftalen.

Annonce

Varmechecken ankommer til blandt andet nogle husstande med el-radiator, der har oplevet voldsomme prisstigninger på fjernvarme.  Colourbox

Af Simon Marvig Ravn
Journalist

Annonce

Varmechecken bliver større og går til flere mennesker. Regeringen og aftalepartierne er blevet enige om at løfte varmechecken fra 3.750 kroner til 6.000 kroner. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Klima- Energi- og Forsyningsministeriet.

Samtidigt hæves indkomstgrænsen, så husstande med en årlig indkomst på under 650.000 kroner før skat, der bor i områder med særligt høje prisstigninger på varme, nu kan modtage varmechecken. 

Læs også: Prisstigninger rammer FOA-familier dobbelt så hårdt som akademikerfamilier

Varmechecken er målrettet husstande, der opvarmes af gasfyr, husstande med el-radiatorer eller varmepumper, hvor der har været høje prisstigninger, og husstande der ligger i områder, hvor gas udgør en stor del af fjernvarmen. 

Den oprindelige aftale om varmechecken blev indgået 11. februar, og blev målrettet de husstande, der bliver særligt hårdt ramt af de stigende priser. Siden da har den russiske invasion af Ukraine ført til endnu højere prisstigninger, hvilket er grunden til, at der nu afsættes en milliard kroner mere til varmechecken.

Desuden er der sat 200 millioner kroner af, som kommunerne kan søge om, og som skal gå til at hjælpe de allerhårdest trængte, i tiden inden varmechecken ankommer. Det drejer sig blandt andet om personligt tillæg til pensionister og hjælp til enkeltudgifter til kontanthjælpsmodtagere.

En social retfærdig varmehjælp  

Forbundsformand i FOA Mona Striib er glad for løftet til varmehjælpen.  

"Vi er glade for, at der bliver lyttet, og det kommer til at hjælpe FOAs medlemmer en hel del, men jo ikke alle. Der er lang vej endnu, for med stigninger på 3-4.000 kroner om måneder, er varmechecken kun et plaster på såret," siger Mona Striib.

Varmechecken bliver udbetalt automatisk til danskere, der opfylder kravene. Den ankommer dog først til august og september, på grund af IT-udfordringer og mangel på lovhjemmel.

Læs også: Prisstigninger kræver at Irene må tage to job for ikke at gå fra hus og hjem

"Nogle mennesker kan ikke vente frem til august for at få den hjælp, de har brug for. Jeg så gerne, at hvis man har kraftige stigninger, uden mulighed for at lægge sin varmekilde om,  så var der mulighed for ekstraordinær hjælp," siger Mona Striib.

"Det handler om at finde et socialt retfærdigt princip, og der er vi nødt til at finde en grænse. 650.000 kroner er en social retfærdig grænse for mig. Man kan altid tænke sig til mere, men Christiansborg kan have svært ved at finde midler. Derfor håber vi også, at man tænker over at rulle skattelettelser på højtlønnede tilbage, for at finde flere penge til de svageste i samfundet," siger Mona Striib.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev