Annonce

Ung kvinde stående på trappe op til hus

27-årige Louise: ”Nogle gange skal der ikke så meget til en sygemelding”

Unge er på én og samme tid skrøbelige og usårlige. Begge dele
udløser flere sygemeldinger, mener 27-årige Louise Andersen. 

Annonce

”Unge tror, de er usårlige. De har en ’superhelte’-tendens, hvor de forsøger at klare tingene selv i stedet for at tilkalde en kollega eller bruge et hjælpemiddel," siger social- og sundhedshjælper Louise Andersen, der også er tillidsrepræsentant. Heidi Lundsgaard

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Louise Andersen kan godt genkende statistikkernes data om mere sygefravær blandt unge fra sit eget arbejdsliv.

"Ja, nogle gange skal der ikke så meget til en sygemelding hos de unge. Det kan være lidt hovedpine, som ældre ansatte måske klarer med et par Panodil'er. De unge har også en del fredags- og mandagsfravær," siger hun.

Louise Andersen er 27 år og arbejder som social- og sundhedshjælper i Svendborg Kommunes hjemmepleje, hvor hun også er tillidsrepræsentant. Og i en tidligere ansættelse afleverede hun selv sygemeldinger med løs hånd.

"Lige da jeg startede på arbejdsmarkedet, kunne jeg ikke med min leder. Jeg følte mig ikke supertilpas i gruppen og var ked af at være der. Så tror man ikke rigtigt på, at hovedpinen går over. I dag, hvor jeg er meget glad for min arbejdsplads, stikker jeg lige fingeren i jorden og ser, om jeg ikke får det bedre."

Læs også: Unges sygefravær stiger drastisk

Virkeligheden rammer hårdt

Hun mener, at oplevelsen af at høre til og være en del af fællesskabet betyder meget for sygefraværet. Den følelse savner nogle af de unge, og deres loyalitet over for arbejdspladsen og kollegerne kan derfor være mindre. Louise Andersen fortæller, at ufaglærte, ferievikarer, studerende på sabbatår og andre uerfarne ansatte kan få et virkelighedschok under plejearbejdet, som også kan udløse sygemeldinger.

"Virkeligheden kan ramme hårdt i form af for eksempel dødsfald eller sexchikane, men vi har ofte for travlt til at give råd og vejledning. Vi får ikke altid hjulpet ufaglærte med at læse op på borgerne, og nogle ved for eksempel ikke, hvad det indebærer at have demens. Vi har virkelig brug for en mentorordning, især til de unge, så de ikke føler, at de står alene," siger Louise Andersen.

Vi er ikke superhelte 

Hun peger også på, at unge både kan være usikre og sårbare og alligevel udvise en adfærd, som signalerer, at de kan klare alt.

"Unge tror, de er usårlige. De har en 'superhelte'-tendens, hvor de forsøger at klare tingene selv i stedet for at tilkalde en kollega eller bruge et hjælpemiddel. Så går tingene lidt hurtigere, men det kan give arbejdsskader. Det har jeg selv prøvet. Ældre kolleger, der har fået slid og smerter, tænker mere over, hvordan man undgår den slags skader."

Stress er også en af årsagerne til de unges sygemeldinger. For det hårde arbejdsmiljø har de tilfælles med ansatte i andre aldersgrupper, fastslår Louise Andersen.

"Vi har for travlt, vi mangler kolleger, og vi har meget pressede køreplaner."

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev