Annonce

Portræt af Denise Kjær. Respiratorisk hjælper.

Ingen vikarer til at afløse Denise: ”Jeg vidste aldrig, hvornår jeg havde fri”

Opdateret 17. september 2021

Kunne du forestille dig, at du ikke kunne regne med, hvornår din vagt sluttede, eller at du blev kimet ned af din arbejdsgiver på dine fridage? Det var hverdagen for Denise Kjær, der aldrig vidste, hvornår en 12-timers vagt reelt sluttede.

Annonce

"Lige så snart du er oplært og har dit respiratoriske bevis, så bliver du jaget vildt. De ringer til dig fra klokken 6 om morgenen til klokken 23 om aftenen og vil have dig på arbejde konstant," fortæller Denise Kjær. Heidi Lundsgaard

Af Simone Kjølbye-Dam
Journalist

Annonce

32-årige Denise Kjær var for bare en måneds tid siden respiratorisk hjælper ved Carelink i Odense. Et job, hvor der er for få ansatte, og hvor du konstant skal være i beredskab, når du sidder sammen med borgeren. Derfor blev den evige kimen fra bureauet, de mange, lange vagter og til sidst en ødelagt skulder dét, der fik det hele til at kamme over.  

"Jeg har arbejdet som respiratorisk hjælper før. Dengang var det hos Handicapformidlingen, hvor jeg var glad for at arbejde. Så det var grunden til, at jeg startede igen som hjælper i februar. Men efter min tid hos Carelink har jeg besluttet, at jeg aldrig skal være i det fag igen. For sådan vil jeg simpelthen ikke arbejde," fortæller Denise.  

Som respiratorisk hjælper skal man under hele sin vagt være i syns- og høreafstand til borgeren, da man skal sørge for, at luftvejene altid har fri passage. Nogle gange tillader borgerens helbredstilstand, at man kan læse en bog imens, men man skal hele tiden være årvågen og observant på selv de mindste tegn.  

"Man kan i nogle tilfælde godt sidde og læse, fordi du hurtigt lærer lydene fra borgeren at kende, men selvom du læser en bog, så er du hele tiden i beredskab, hvis noget nu skulle ændre sig. Og så kan du jo ikke bare lige tage en halv times frokostpause, hvor du kan koble af. Så det er hårdt at være på i så mange timer ad gangen," fortæller Denise. 

Læs også: Timeansættelser går ud over fagligheden

Uforsvarlige forhold
Som respiratorisk hjælper kan man ikke forlade sin vagt, før der kommer en afløser. Som i mange af FOAs andre faggrupper er det svært at rekruttere flere til faget, hvilket betyder, at der ikke er nok til at dække alle vagterne.  

"Den gennemsnitlige arbejdstid tilstræbes at udgøre 30-35 timer pr. uge dog minimum 24 timer pr. uge. Den daglige arbejdstid lægges normalt på 12 timers vagter og omfatter dag, aften og natarbejde, samt arbejde på søndag og helligdage," fremgår det af Denises ansættelseskontrakt. Men realiteten er en helt anden.

"Jeg skulle i gennemsnit have 28,5 timer om ugen, men nogle uger var jeg oppe på 49,25 timer. Men det svingede meget. Nogle uger havde jeg ikke overarbejde, men så var det en af mine kolleger, det gik ud over," fortæller hun. 

"Nogle af mine kolleger, har siddet vågne i helt op til 20 timer. I weekenderne har vi 12 timers vagter, så hvis nattevagten ikke kommer klokken 19, kan man blive nødt til at sidde vågen en hel nat – eller rettere kæmpe sig igennem en hel nat. Det har jeg heldigvis ikke selv oplevet, men bare det at sidde i 16 timer, som man ofte gør, er også alt rigeligt, når du skal være så meget på hele tiden."

Ét stort kaos

Når Denise taler om sine arbejdsforhold og kommunikationen fra bureauet, er der et ord, der er på hendes læber mere end andre: Kaos. 

"At vi var underbemandede, betød jo, at vi tit ikke blev afløst. Man kunne have fri klokken 15.15 og ende med at sidde der til 23.15, fordi der ikke var nogen til at afløse en. Og når man endelig blev afløst, hørte man aldrig noget fra Carelink. De kom aldrig med en klar melding om, at der var en sygemelding. Det fik man at vide 14.30 lige inden, man skulle have haft fri: 'Du bliver ikke afløst før klokken 18'. Når man så står der og har et barn, der skal hentes fra institution, så kan man ikke rigtig bruge det til noget."

Flere af hendes kolleger har børn, og Denise selv hjælper sin søster ved at hente sin nevø efter skole. Derfor er det også kommunikationen, som Denise mener, er problematisk og som besværliggør deres tid uden for arbejdet. 

"Om det var februar eller marts eller juni, så var det det samme kaos og de samme arbejdsvilkår, vi blev mødt af. Noget, som jeg snakkede med mine kolleger om, inden jeg stoppede, var, at en ting er, hvis sådan noget sker en gang i mellem. Lad os sige, at det skete en gang hver anden måned, og vi virkelig var på spanden, men det skete jo hele tiden. Man vidste aldrig rigtig, hvornår man havde fri."

Læs også: Rengøring i dagplejen: Kommuner afsætter ikke ekstra ressourcer

Blev kimet ned i alle vågne timer
Denise er i gang med en netuddannelse til pædagog, hvilket giver hende muligheden for at arbejde ved siden af og derved få hverdagen til at løbe rundt. Da hun skulle til at finde et studiejob, faldt valget på respiratorisk hjælper, som hun tidligere havde arbejdet som. 

Hun blev ansat hos Carelink, som dog viste sig at stå uforstående overfor hendes situation.
 
"Jeg var tilknyttet et team og havde frabedt mig om at være tilkaldevikar. Det var der ingen respekt for. Jeg blev kimet ned lige så snart, jeg havde en fridag. Jeg kunne snildt have 10 opkald fra dem med alle mulige vagter, de ville have mig til dække," fortæller hun og fortsætter med et andet eksempel: 

"Jeg har to dage om måneden, hvor jeg er på uddannelse i Aabenraa, som ligger fredag til lørdag fra 8-17.30 begge dage. Så jeg fortalte dem, at jeg ikke havde mulighed for at arbejde de dage. Men alligevel blev jeg mødt af et: 'Nå, men så booker jeg da dig bare i Haderslev fra 19-7 både fredag og lørdag, for det kan du jo godt nå med din skole.' De tænker slet ikke over, om det er forsvarligt, at man har så mange timer, eller at man ikke får sovet inden en hård nattevagt. Det er de fuldstændig ligeglade med. Bare vagten bliver dækket ind." 

En ond cirkel

Igennem det halve år, Denise nåede at arbejde for Carelink, var der en del udskiftning i teamet. Normalt var de seks tilknyttet det samme team, men de var altid 1-2 mand nede, fordi folk ikke kunne holde til det.  

"De sagde bare op," fortæller hun. 

Denise stoppede selv som respiratorisk hjælper i slutningen af juli. Hun var nødt til at sige fra for at passe på sit eget helbred. Hun vidste godt, at hun ved sin opsigelse ville sætte sine kolleger i en endnu værre situation, end de i forvejen var i. Men som så mange andre fag, er det en ond cirkel, der dikterer de respiratoriske hjælperes arbejdsforhold. 

"Der er færre og færre, der vil faget på grund af løn- og arbejdsforholdene. Så dem der bliver tilbage, de bliver endnu mere slidt ned, og så stopper de," fortæller hun. 

Denise fik selv udbetalt 133 kroner i timen som ufaglært. Af overenskomsten, som er lavet i samarbejde med FOA, er man berettiget sin fulde løn plus 50 procent af grundlønnen i overarbejdstillæg, når man må blive på vagten grundet afløsers udeblivelse. Det var dog aldrig tilfældet for Denise, og det var kun en enkelt gang, at hun fik kæmpet sig til 20 kroner ekstra i timen.  

Der var bare aldrig styr på noget, fortæller hun videre. 

"Jeg stoppede selv en torsdag og blev kimet ned både søndag og mandag, om jeg kunne tage mine egen vagter, som jeg havde stoppet fra. Det giver jo bare et billede af, hvor lidt styr der er på tingene," siger hun, men pointerer, at kritikken ikke ligger på dem på kontoret:

"Alle lider jo. De var også underbemandede og stressede. De kunne ikke løbe hurtigere, end de gjorde i forvejen. Det er dog i sidste ende borgeren, der kommer til at lide mest under det, fordi der er så stort et skift i personalegruppen. Men vi har virkelig også lidt under det."

Læs også: Løn til voksne elever skal sikre flere hænder i ældreplejen

Problematisk for brugerne 
Hos Muskelsvindfonden, der har flere medlemmer, der har brug respiratorisk assistance, kan de allerede se konsekvenserne af den underbemanding, Denise fortæller om.  

"Der er et akut rekrutteringsproblem på området. At der ikke er respiratoriske hjælpere nok, har den direkte konsekvens, at nogle respiratorbrugere må indlægges, hvis der ikke kan skaffes hjælpere," fortæller Thomas Krog, som er Muskelsvindfondens handicappolitiske konsulent, og fortsætter:

"Det går ud over deres livskvalitet. Hverdagen hænger ikke sammen, og det er et stort sikkerhedsmæssigt problem for brugerne, at de ryger ind og ud af intensivafdelingerne, og at der er et rend af vikarer, brugerne ikke kender. Så det er dybt problematisk for mine medlemmer, at det foregår på den her måde."

Carelink: Vi har igangsat en masse tiltag

Carelinks administrative direktør, Brian Rosenberg, er blevet forelagt kritikken. 
 

"Jeg vil ikke nægte, at det, hun fortæller, ikke er sket, for vi laver selvfølgelig fejl. Jeg er ked af, at der er nogen, der har oplevet det her. Og at der er nogen, der har siddet i 24 timer, det vil jeg selvfølgelig gerne kigge ned i, fordi det ser vi meget alvorligt på. Der er ikke nogen, der skal sidde i så lang tid," siger han og fortsætter:  

"Med mere end 500 medarbejdere, kan det ikke undgås, at vi hver måned har 15-20 vakante stillinger. Det kan vi ikke lave om på. Ofte vil det sige, at der mangler en enkel medarbejder i et team, og så kan man godt komme til at løbe ind i nogle udfordringer, som vi vil give vores højre arm for, at nogen skulle fortælle os, hvordan vi så skulle gøre. For vi vil gerne gøre det på en anden måde."

-Har I så tænkt på andre måder at løse udfordringerne på? 
 

"Vi laver ikke andet fra vi står op til vi går i seng end at prøve at optimere det her. Vi har lige udviklet et helt nyt planlægningssystem, vi har ansat ekstra planlæggere, vi har ansat flere teamkonsulenter, som kan komme tættere på teamene, så vi også får løst, de udfordringer, der måtte være. Vi har også indført, at vi fremadrettet en gang om måneden har et møde, hvor man har mulighed for at komme af med de her ting. Så jeg ville bare have ønsket, at hun var kommet til os med problemerne."

Regionen: Vi er opmærksomme 

Det er Region Syddanmark, der har det overordnede ansvar for at stille med leverandører til respiratorbrugerne. I et skriftligt svar fra koncerndirektøren i regionen, Kurt Espersen, står der, at de er opmærksomme på de respiratoriske hjælpere og deres arbejdsforhold. 

"Vi er generelt opmærksomme på, at der er udfordringer med at bemande hjælperholdene, og at dette i praksis betyder, at der anvendes flere vikarer end ønskeligt, fordi leverandørerne har vanskeligt ved at rekruttere det nødvendige antal hjælpere i det aktuelle arbejdsmarked," skriver han. 

Kurt Espersen slår imidlertid fast, at regionen har udbudt opgaven til en privat leverandør, og at arbejdsgiveransvaret derfor ligger hos Carelink. Dog har regionen stadig fingeren på pulsen og prøver at forbedre arbejdsforholdene løbende.  

"Vi anerkender fuldt ud, at der er udfordringer i nogle af ordningerne, hvor medarbejdere kan opleve de beskrevne udfordringer, og det er også derfor situationen løbende drøftes med leverandørerne, og der presses på, for at ordningerne bemandes bedre," skriver han og fortsætter:

"Derudover igangsætter vi også internt i regionen og i samarbejde med interessenterne et arbejde med at afdække, om der er tiltag, der kan iværksættes inden for de eksisterende kontrakter, som bedre kan understøtte rekruttering og fastholdelse af hjælpere."

Kurt Espersen skriver desuden, at det i følge Carelink er langt hovedparten af vagterne, der ligger inden for normalen tidsmæssigt. 

Opdateret: Efter udgivelse har Carelink kommet med rettelser til nogle af de faktuelle tal. Det drejer sig om, at Denise ikke havde arbejdet over 50 timer, men 49,25 timer. Tilsvarende stod der i artiklen, at en kollega havde siddet 24 timer på en vagt. Det rette antal timer var 20.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev