Coronakrisen har for social- og sundhedspersonalet betydet en ny hverdag i konstant forandring med coronarestriktioner, der løbende skulle implementeres, mens de stadig skulle passe på de ældre og sig selv. 

Det har været hårdt, men har coronakrisen kun ført dårligt med sig, eller har den været godt for noget?  

Netop det spørgsmål har VIVE, Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd undersøgt i en ny rapport, 'Hvad kan vi lære af Covid-19 på det kommunale sundheds- og ældreområde.' Medarbejdere, leder og chefer fra 10 kommuner har medvirket i undersøgelsen og blev interviewet i efteråret 2020 og igen i foråret 2021.

Undersøgelsen har set på de nye arbejdsgange, der blev udviklet under coronapandemien på det kommunale ældreområde for at se, hvad der kan tages med videre for at videreudvikle området. 

Læs også: ”Den indsats, de leverer, er dybt fascinerende – alligevel taler vi faget ned, og det er et kæmpe problem”

Analytiker og organisationssociolog Emmy Topholm, som har været med til at sammenfatte rapporten, har oplevet, at social- og sundhedspersonalet er blevet inddraget i beslutninger i højere grad end før, og at der er sket en ændring i måden medarbejderne og ledelsen arbejder sammen på.

”Der er blevet udvist stort sammenhold, alle er gået i samme retning, da de sammen har stået overfor en meningsfuld opgave,” fortæller hun om plejepersonalets og ledernes oplevelser.

Læs også: Ekspert: Vi mangler viden om dem, vi fejlagtigt bare kalder sosu’er

Mange deltagere i undersøgelsen lægger vægt på, at krisen har indgydt til bedre sammenhold og samarbejde, da de har været i samme båd med det samme overordnede mål om ikke at bringe de ældre i smitterisiko. 

En social- og sundhedsmedarbejder udtaler i rapporten:

”Jeg føler, at vi rykker sammen og hjælper hinanden som personalegruppe og med lederen. Vi er sammen om det her og skal nok få det til at fungere. Jeg oplever et kollegafællesskab, der fungerer bedre, og mange er gladere for at gå på arbejde.”

Det samme går igen blandt de øvrige deltagere i undersøgelsen. Det er dog ikke kun samarbejdet kollegaerne imellem, der er blevet forbedret, men også mellem de forskellige niveauer, der samlet står for beslutningsprocesserne. 

Effektive beslutningsprocesser 

Flere medarbejdere og ledere i ældreplejen har nemlig en oplevelse af, at kommunerne driver kortere og mere effektive beslutningsprocesser. Tilmed bliver der taget bestik af medarbejdernes hverdag, og det er noget, som de forskellige parter er glade for. 

”Det har mange steder været ny praksis, og det er både de ledere og medarbejdere, vi har talt med været meget positive overfor. Det siger sig selv, at med bredere inddragelse er der også bredere ejerskab til en beslutning, og det er nemmere for medarbejderne at implementere den, når den er tilpasset deres og borgernes hverdag,” siger Emmy Topholm. 

Den bredere inddragelse har betydet, at medarbejderne er belevet hørt i en anden grad end før, og at de ting, der skal implementeres, giver mening i forhold til det arbejde, som plejepersonalet står i hver dag.

”Der var en energi og synergi i organisationen, som jeg var meget stolt af og lidt forundret over, fordi det er en stor organisation. Det er en stor skude at vende i andre projekter og nye ting. Og lige pludselig stod vi med nogle beslutninger, der ændrede sig dag for dag og nogle gange time for time, som blev løftet så flot af vores medarbejdere, så det var en rigtig god oplevelse for mig som chef,” sagde en af de interviewede ledere. 

’The new normal’

Rapporten har også kigget på den anerkendelse, medarbejderne oplevede i de forskellige faser af krisen. 

”I foråret sidste år var der krise og kaos, og medarbejderne i ældreplejen blev udråbt til hverdagens helte. Det blev de af topledelsen i kommunen, men også i samfundet generelt og af lokalsamfundet: der var pizzeriaer, der kom med mad og folk, der kom med kaffe. Og i den første periode var der en stemning, hvor alle ’rykkede sammen i bussen’, alle var lige vigtige, der var meget sammenhold, og det skabte noget motivation, og der var mere anerkendelse. Men det forsvandt,” fortæller Emmy Topholm og fortsætter:

”Både den stemning der var, men også den anerkendelse som medarbejderne fik, det forsvandt i løbet af sommeren. Da vi interviewede medarbejderne her i efteråret og i foråret, var der en mere mat stemning. Der brugte de selv ordene ’coronatræthed’, ’coronamæthed’, og at corona er ’the new normal’”.

”Der er bare gået hverdag i den igen. Og det, synes jeg, er ærgerligt, for anerkendelse af medarbejderne på det her område er ikke kun vigtigt under Covid-19, det er lige så vigtigt i hverdagen. De udfører jo hver dag vigtigt og svært arbejde, og det arbejde er ikke kun vigtigt og svært under en pandemi.” 

Der er brug for anerkendelse 

Derfor er en af VIVEs pejlemærker i rapporten, at der bliver arbejdet mere med anerkendelse fra ledelsens side:

”Der har været en periode med rigtig meget anerkendelse, og det har betydet rigtig meget, og det gør, at medarbejderne, hvert fald under covid-19, har sagt, ’jeg tager lige en tørn mere’. De har jo været under et absurd arbejdspres, og det er de også til hverdag,” siger Emmy Topholm og fortsætter:

“Det er jo det, vi ikke må glemme: at det her fag er pissehårdt, og det er derfor, det er vigtigt, at der bliver arbejdet mere med anerkendelsen, for det betyder meget for medarbejderne. Og så vidner rekrutteringsudfordringerne på området også om, at der er et behov for den.”