Annonce

Ambulancebehandler i ambulance

Ambulancebehandlere topper listen over flest færdigvaccinerede


71 procent af ambulancebehandlerne har færdiggjort deres vaccinationsforløb, og dermed er de den autorisationsgruppe i fjerde målgruppe, der har den største andel færdigvaccinerede. 

Annonce

32-årige Tobias Webber er ambulancebehandler og er en blandt de mange i faget, der er færdigvaccineret. Det giver ro i sindet og en følelse af, at hans arbejdsfunktion er blevet prioriteret.  Tor Birk Trads

Af Simone Kjølbye-Dam
Journalist

Annonce

Vaccination af fjerde målgruppe, som omfatter personale i sundheds-, ældre- og udvalgte dele af socialsektoren, er godt i gang. I alt har næsten 245.000 personer af gruppen per 8. marts påbegyndt eller færdiggjort deres vaccinationsforløb. 

Af dem er det ambulancebehandlerne, der er længst i vaccinationsforløbet. Her er det 85 procent, der har lagt skulder til det første stik, mens 71 procent har fået det sidste stik og derfor er færdige med vaccinationen. Det viser tal fra Sundhedsstyrelsens nyeste statusrapport

Det vil sige, at af de i alt 661 personer, der arbejder som ambulancebehandlere, er det 470 af dem, der kan sige, at de er blevet vaccineret mod corona. 
 
Sektorformand i FOA Reiner Burgwald er begejstret for, at vaccinationen af ambulancebehandlerne er blevet prioriteret på den måde, den er. 

”Det er en faggruppe, der er voldsomt udsatte. De omgås en masse mennesker, de kommer på hospitalerne, de er ude at hente folk i deres private hjem eller hvor nu, ulykken må være sket. Så det er kun godt og fair, at de er blevet vaccineret som en af de første faggrupper herhjemme,” siger han. 

En vigtig anerkendelse

Tobias Webber er også godt tilfreds med prioriteringen og udrulningen af vaccinationen af hans faggruppe. Han er tillidsrepræsentant og arbejder selv som ambulancebehandler og lægeassistent i Region Midtjylland, hvor han også har takket ja til tilbuddet om at blive vaccineret. Vaccinationen for ham betyder, at han nu kan skubbe bekymringerne til side og fokusere på sit arbejde.  

”Jeg er i et arbejdsmiljø, hvor det er svært at holde afstand, også selvom man står i værnemidler. Udfordringerne er stadigvæk de samme nu, men frygten for, at man selv bliver syg, eller at man kommer til at smitte patienterne ved selv at gå syg på arbejde, den er forsvundet ved, at vi er blevet vaccineret,” siger han. 

Tobias Webber arbejder i et miljø, hvor han er i berøring med mange mennesker i løbet af dagen, og da arbejdet foregår på vejen, oplever han ikke den samme form for kontrol, som man ser i andre dele af sundhedsvæsenet. Derfor mener han, at hans faggruppe er vigtig at få vaccineret. 

”Vi står i nogle uforudsigelige situationer, hvor vi ikke nødvendigvis har en coronatest på de folk, vi kører ud til. Så vores arbejdsvilkår har været anderledes end f.eks. på sygehusene eller hos de praktiserende læger eller i hjemmeplejen, fordi det har været akutte situationer med folk, der måske er smittet med corona, vi har skulle omgås til daglig," siger han og tilføjer:

"Og desuden er vi også en lillebitte faggruppe, så hvis vi fik massiv smitte, ville det være en rimelig vigtig samfundsfunktion, der lige pludselig ikke ville fungere.

Han ser også vaccinationen af hans kollegaer, som en form for anerkendelse af hans faggruppe, som han mener ellers ofte bliver overset og nedprioriteret. 

”Det er glædeligt, at vi er blevet vaccineret, og at vi kan mærke, at vores arbejdsgiver også har prioriteret det. Det har været dejligt, at vi, som en faggruppe, der ellers ofte føler os lidt glemt i sundhedsvæsenet, faktisk den her gang er blevet set som en vigtig ressource i sundhedsvæsenet, og som derfor var vigtig at beskytte. Det er rigtig positivt, synes jeg,” siger Tobias Webber.  

Så stor procentandel har påbegyndt vaccination

  • Ambulancebehandler: 85,3
  • Bandagist: 71,1
  • Behandlerfarmaceut: 53,4
  • Bioanalytiker: 66,2
  • Ergoterapeut: 58,9
  • Fodterapeut: 52
  • Fysioterapeut: 60
  • Jordemoder: 63,8
  • Kiropraktor: 47,8
  • Klinisk diætist: 54,3
  • Klinisk tandtekniker: 44,5
  • Læge: 80,7
  • Optiker: 53,5
  • Optometrist: 36,4
  • Osteopat: 63,3
  • Radiograf: 76,2
  • Social- og sundhedsassistent: 66,1
  • Sygeplejerske: 73,2
  • Tandlæge: 61,4
  • Tandplejer: 51,1
Kilde: Sundhedsstyrelsen 
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev