Derfor har hun kaldt beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) i samråd. Det har hun gjort, fordi hun mener, det kræver politisk handling at komme uligelønnen til livs. 

 

”Vi har stadigvæk et løngab på 13-14 procent mellem mænd og kvinder i Danmark. Der bliver det stabilt ved med at ligge,” siger hun til Fagbladet FOA. 

 

Hun mener ikke, at de penge, der er blevet sat af til ligeløn i de seneste overenskomstforhandlinger, gør en reel forskel.

 

”Den pulje, der er sat af i overenskomstforhandlingerne i år, er en vigtig symbolsk sejr, men det er heller ikke meget mere end det. Jeg har bedt ministeriet i et skriftligt spørgsmål om at regne på, hvilken effekt det vil have på statistikkerne. Jeg er i tvivl om, om vi overhovedet kommer til at kunne måle det,” siger hun og fortsætter: 

 

”Uligeløn er ikke kun et problem for rengøringsassistenter, social- og sundhedspersonale, sygeplejersker og pædagogisk personale, det er alles problem.” 

 

Derfor mener hun ikke, problemet skal løses uden politikernes indblanding. 

 

”Det er et politisk ansvar, at vi får ligeløn i Danmark. Det er det af flere grunde. Uligeløn er et samfundsproblem og ikke kun et arbejdsmarkedsproblem. Det er ikke et problem, der er isoleret på arbejdet, så regeringen kan ikke holde det ud i strakt arm og sige, at det er et problem, der skal løses af arbejdsmarkedets parter. Det berører jo os alle samme,” siger hun og tilføjer:

 

”Det blev politisk besluttet i 1969 med tjenestemandsreformen, at kvinderne skulle lønplaceres lavere ud fra et argument om, at de ikke havde forsørgelsesansvar. Det var bullshit dengang, og det er det også nu. Så hvis man politisk besluttede det dengang, så må man også kunne politisk løse det nu.”  

 

Det løngab, vi ser på det danske arbejdsmarked i dag, hænger sammen med, at lønnen ikke er fulgt med udviklingen. Det forklarer Astrid Elkjær Sørensen, der er postdoc i historie ved Aarhus Universitet. 

 

”Det var i høj grad husmødre, der tog de job, FOAs medlemmers faggrupper stammer fra. Det var nogle grupper, der dengang var på kanten af arbejdsmarkedet. Ikke som man ser social- og sundhedspersonalet i dag, der i den grad er en stor og meget vigtig del af sundhedsvæsenet," siger hun og fortsætter:

 

"Det interessante er, at kravet til, hvad de enkelte grupper skal kunne, er vokset i takt med, at også velfærdsstaten er vokset. Det betyder, at social- og sundhedsassistenterne for eksempel ikke er blevet honoreret for de ekstra kompetencer, de besidder i dag,” siger hun.  

 

Hun har sammen med Institut for Menneskerettigheder udgivet rapporten ’Kvindefag i historisk skruetvinge’, der undersøger sammenhængen mellem lønniveauerne i dag og den historiske udvikling. 

 

”Vi har en over 50 år gammel tradition for ikke at betale kvinder helt det samme for omsorgsarbejdet, som vi betaler mandsdominerede fag med tilsvarende ansvar og uddannelseslængde,” siger hun. 

 

Hun ser udviklingen som et stort problem for det danske samfund. 

 

”Det er ikke længere udelukkende et ligelønsproblem, der handler om den manglende retfærdighed i, at fag, vi traditionelt set har tilskrevet kvinder, er lavere lønnede. Det er også ved at blive et velfærdsproblem, fordi fagene bløder. Det er ikke kun svært at rekruttere – det er også svært at fastholde folk i fagene.” 

 

Hun mener ligesom Pernille Skipper ikke, at problemet kan løses igennem overenskomstforhandlingerne.

 

”Man må konstatere, at overenskomstsystemet, som politikerne henviser til, ikke har kunnet give nogle af kvindefagene en ordentlig løsning de sidste 52 år. Det er ikke, fordi fagforbundene har været dårlige forhandlere, men fordi der er noget strukturelt galt," siger hun.

 

Beskæftigelses- og ligestillingsminister, Peter Hummelgaard (S), er uenig og mener ikke, politikerne på Christiansborg skal gribe ind i lønnen. 

 

”Som Enhedslisten også godt ved, vil det være et uhørt indgreb i den danske model, hvis vi fra politisk side pludselig fratog arbejdsmarkedets parter – også i det offentlige - opgaven med at forhandle løn. Vi kan ikke på den ene side have en dansk model uden politisk indblanding og på den anden side så gribe ind, når nogle politikere synes, vi skal,” skriver han i et skriftligt svar til Fagbladet FOA.

 

Her skriver han også, at problemet skal løses et andet sted – nemlig når danskerne vælger uddannelse. 

 

”Jeg er helt enig i, at vi stadig har en udfordring med ligeløn i Danmark, ikke mindst fordi vi har et meget kønsopdelt arbejdsmarked. Det anerkender vi, og derfor har vi også fokus på, hvordan vi sikrer nogle rammer, som reelt giver mænd og kvinder lige muligheder, helt fra barnsben, så både mænd og kvinder for eksempel får lyst til at vælge mindre kønsstereotype uddannelser. Kun på den måde vil vi kunne få gjort op med de såkaldte kvinde- og mandefag.” 

 

Ifølge ligestillingsansvarlig i FOA Pia Heidi Nielsen, som også er formand for Kost- og Servicesektoren, skal der dog mere til for at få ligeløn på det danske arbejdsmarked. 

 

”Vi er glade for, at ministeren er kaldt i samråd, og vi ser frem til at høre hans forslag til, hvordan vi løser den ulighed, der opstod med tjenestemandsreformen i 1969. Det kan overenskomstforhandlingerne ikke løse. Det er her, vi gerne så, at folketinget kom i spil og afsatte en pulje, vi kan bruge ved overenskomstbordet,” siger hun. 

 

Hun mener, ligesom Pernille Skipper, at det er på tide at gøre op med tjenestemandsreformens indflydelse på lønnen. 

 

”I tjenestemandsreformen fra 1969 bliver indtægten fra omsorgsfagene set som en biindtægt til mandens indtægt. Derfor trænger omsorgsfagene og hele velfærdsområdet i den grad til et løft."