Annonce

Kvinde i hvid uniform står foran en grøn væg

Tema: Coronavirus

Personale på covid-afsnit ramt af omsorgstræthed

Flere af de ansatte på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitets Hospital i Skejby er selv blevet syge af at passe på alvorligt syge coronapatienter. "Jeg fik de vildeste drømme. Min hjerne havde ingen ro, men kørte uafbrudt døgnet rundt," fortæller social- og sundhedsassistent Ingrid Kling Skjøtt Olesen.

Annonce

Ingrid Kling Skjøtt Olesen havde god energi under den første corona-bølge. Henover sommeren kom trætheden snigende, og så blev hun - som flere andre kolleger - ramt af omsorgstræthed. Nu er hun irritabel og drømmer om slanger og apparater og patienter, der dør. Niels Åge Skovbo

Af Anne Lea Landsted
Journalist

Annonce

“Jeg sov næsten ikke om natten og havde de vildeste drømme om slanger og apparater, der bippede og bimlede, og patienter, der døde. Hjernen havde ingen ro. Den kørte uafbrudt døgnets 24 timer.”

Det fortæller Ingrid Kling Skjøtt Olesen om den hammer, der ramte hende, næsten samtidig med at anden bølge af coronapandemien kom rullende for et par måneder siden.

Ingrid Kling Skjøtt Olesen er social og sundhedsassistent på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital i Skejby, der normalt tager sig af patienter med infektionssygdomme. 

Men siden marts sidste år har afdelingen lagt sengepladser til alvorligt syge covid-19 patienter. Og Ingrid Kling Skjøtt Olesen er ikke den eneste i personalegruppen, der har oplevet, at kroppen har sagt fra efter en lang periode, hvor de ikke skulle passe patienter, der risikerede at dø, men også skulle huske at holde afstand til hinanden og passe på ikke selv at blive smittet.

Flere af dem er ifølge professor og afdelingens ledende overlæge Lars Østergaard ramt af den helt specielle form for udbrændthed, der omtales som ’omsorgstræthed’. Det er typisk omsorgspersoner som social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker, det går ud over. De bliver svækket af den smerte, lidelse, traumer og problemer, de er sat i verden for at lindre. Symptomerne minder meget om stress.

”Omsorgstræthed er meget udtalt og har bidraget til sygefravær,” siger Lars Østergaard om situationen på den infektionsmedicinske afdeling.

Social- og sundhedsassistent Ingrid Kling Skjøtt Olesen fortæller, at hun under den første corona-bølge i foråret havde mere energi. Men hen over sommeren begyndte hun at blive træt. Og i december blev det alvor.

”Og nu skal der næsten ingenting til, før bægeret flyder over, og jeg begynder at græde eller bliver irritabel. For nylig blev jeg overfuset af en pårørende i telefonen. Det var helt urimeligt. Normalt plejer jeg godt at kunne tackle det, men denne gang græd jeg hele vejen hjem fra arbejde, fordi jeg bare ikke kunne mere.”

Alle er tilbudt hjælp

Hun tilføjer, at kollegerne på afdelingen har været gode til at bruge hinanden og støtte hinanden ved lige tjekke, om man er ok, hvis man ser lidt træt ud. 

Den oplevelse deler Lars Østergaard, som fortæller, at afdelingen for at passe på medarbejderne har tilbud om psykologsamtaler både som gruppe og individuelt, mindfulness og massage. Det har de fleste medarbejdere benyttet sig af og været meget glade for.  Det har hjulpet dem gennem en svær hverdag.

”Jeg har fuld respekt for den situation, de har været i og som leder har jeg bakket dem op så godt jeg kunne. Samtidig er det mit indtryk, at de har været utrolig gode til at bruge hinanden,” siger den ledende overlæge.
Professor Lars Østergaard
Under coronapandemien er professor og ledende overlæge Lars Østergaard blevet kendt som en af dem, der holder øje med covid-ramte patienters senfølger. Men han skal også holde øje med sit eget personale, der er blevet ramt af omsorgstræthed. Casper Dalhoff/ Ritzau Scanpix

Blev selv smittet

For at gøre ondt værre blev Ingrid Kling Skjøtt Olesen selv smittet med coronavirus før jul og fik, som hun selv beskriver det, ”den helt store tur med voldsom hovedpine, muskelømhed, høj feber og manglende lugte- og smagssans”. Det skete i en periode, hvor der var ekstra travlt på afdelingen.

”Jeg blev testet positiv sidst i november. Det var lige efter en frygtelig weekend, hvor jeg var blevet overfuset af en pårørende og en kollega også havde haft en virkelig grim oplevelse. Vi fik en samtale med en psykolog. Jeg vil tro, at det var samme dag, jeg blev testet positiv for covid-19.”

Nu er hun tilbage på afdelingen, men på nedsat tid, fordi hun har senfølger efter covid-19 med koncentrationsbesvær, åndenød og indimellem også en dundrende hovedpine. Kun lugte og smagssansen er normal igen.

”Det er frustrerende, at jeg efter to måneder stadig ikke er på toppen. Jeg har svært ved at huske og kan kun have en bold i luften ad gangen. Hvis jeg for eksempel får tre beskeder, har jeg glemt de to,” siger Ingrid Kling Skjøtt Olesen, som har været ansat på infektionsmedicinsk afdeling i tre år og føler, at afdelingsledelsen har gjort – og stadig gør – alt for at passe på medarbejderne under pandemien.

”Jeg har tidligere været sygemeldt med stress, så da jeg begyndte at mærke symptomerne og at det var tid at trække i nødbremsen, gik jeg til afdelingssygeplejersken, som med det samme tilbød mig at tale med en psykolog. Det var fantastisk at sidde over for et menneske og kunne tale lige ud af posen. Jeg fik luft og gik lette hjem fra arbejde. Den nat sov jeg fantastisk,” siger hun.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev