Annonce

borgmester sisse marie welling

Tema: Coronavirus

Borgmester: Luk alle plejehjem for besøg


Opdateret 19. januar 2021

Det er et kapløb med tiden, lyder det fra borgmester, der efterlyser handling fra regeringen. Myndighederne intensiverer testindsatsen, så alle medarbejdere nu testes to gange om ugen.

Annonce

Alle plejehjem bør lukke for andet end kritiske besøg, mener Sisse Marie Welling (SF), sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune. Pressebillede

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Alle plejehjem bør lukke for alt andet end kritiske besøg. Så klar er opfordringen til regeringen fra sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling (SF).

Trods vaccination af beboerne på plejehjem og nedadgående smittetal i befolkningen, er mange plejehjem fortsat hårdt ramte af store udbrud med coronasmitte.

Også den væsentligt mere smitsomme britiske variant cluster B.1.1.7 har fundet vej ind på flere plejehjem – heriblandt to i Københavns Kommune. Det får sundheds- og omsorgsborgmesteren til at efterlyse handling fra regeringen:

”Det er et kapløb med tiden, og vi skal sørge for, at denne her britiske variant ikke kommer indenfor på flere af vores plejehjem til vores ældre og sårbare borgere – den er op mod 70 procent mere smitsom, og de værktøjer, vi har, er ikke tilstrækkelige til at slå den ned.”

”Derfor vil jeg opfordre regeringen til at teste endnu mere aggressivt og til at lukke alle plejehjem ned for alt andet end kritiske besøg, indtil vores beboere har fået 2. stik, og vaccinerne er virksomme,” siger Sisse Marie Welling i en pressemeddelelse.

Delvis opbakning fra FOA

Hos FOA er der forståelse for borgmesterens opfordring - og hvad angår en mere aggressiv teststrategi, bakkes der op:

”Lige nu PCR-tester man én gang om ugen. Det kan sagtens optimeres, så der for eksempel testes to gange om ugen samtidig med, at man også begynder at teste pårørende,” siger sektorformand Torben Hollmann.

Læs også: Regeringen: Plejepersonale bør testes ofte. I nogle tilfælde dagligt

Til gengæld vil sektorformanden ikke bakke op om forslaget om at lukke plejehjem for pårørende.

”Det giver for meget ballade, og det fjerner fokus fra vigtigheden af det stykke arbejde, vi laver lige nu, som er at føre vaccinestrategien ud i livet,” siger Torben Hollmann, der dog medgiver, at sundheds- og omsorgsborgmesteren har ’fat i den lange ende’.

”For hvis vi skal have smitten ned, så skal der lukkes mere. Men selvom det er den rigtige løsning, har vi svært ved at bakke op om det, for det pres, som det vil skabe fra pårørende, er for stor en konsekvens. Debatten er simpelthen for hård, og det går ud over vores medlemmer, når pårørende føler sig pressede over ikke at kunne komme på besøg,” forklarer Torben Hollmann og kalder debatten om adgang til plejehjem for en ’tabt kamp’.

Test to gange om ugen

Ønsket om mere test af personalet ser ud til at blive imødekommet. I en skriftlig kommentar til TV 2 oplyser sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke:

”Myndighederne følger udviklingen på plejecentrene tæt, og det har forekomsten af cluster B.1.1.7 i Danmark ikke ændret på. Det er desuden besluttet at intensivere testindsatsen, så plejehjemsansatte testes to gange om ugen.”

Derudover oplyser ministeriet, at det er Styrelsen for Patientsikkerhed, der udsteder besøgsforbud, hvis det vurderes at være nødvendigt for at inddæmme eventuel smitte, og at det allerede er sket på en række plejecentre.

Ved besøgsforbud er det kun nærmeste pårørende, der frit må komme på besøg, mens det ved påbud om besøgsrestriktioner er de tre nærmeste.

Stor smitte på plejehjem

Henover vinteren har coronavirus fundet vej til flere og flere plejehjem, og situationen er væsentlig mere alvorlig sammenlignet med foråret.

Læs også: Coronavaccinationen er i gang: Få styr på, hvornår du kan få stikket

Siden uge 50 sidste år er antallet af nye smittetilfælde blandt beboere på plejehjem vokset støt fra 221 til 455 i første uge af januar.

I første bølge i foråret blev toppen nået i uge 14, hvor 144 beboere blev konstateret smittet. På grafen herunder kan du se udviklingen fra uge til uge.

Artiklen er opdateret med afsnittet om test to gange om ugen med kommentar fra sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev