Annonce

En hånd på låret med jeans

Guide: Sådan forebygger I seksuel chikane på arbejdspladsen


De seneste måneder er der igen kommet fokus på seksuel chikane på arbejdspladsen. Derfor har Fagbladet FOA lavet en guide til, hvordan I på arbejdspladsen kan skabe et trygt miljø ved at forebygge seksuel chikane.

Annonce

Der kan være forskel på, hvordan chikanen opleves, alt efter om den kommer fra en kollega eller en borger, men det er uacceptabelt lige meget hvad, skriver Arbejdstilsynet i en pjece. Colourbox

Af Anja Skov Granerud
Journalist

Annonce

Seksuel chikane kan være mange ting. Lige fra sjofle vittigheder til uønskede berøringer. Ifølge Arbejdstilsynet er seksuel chikane ofte forbundet med tabuer, myter og fordomme, men det kan have store konsekvenser for den enkelte at blive udsat for chikane på arbejdspladsen. Derfor har de udarbejdet en række råd, som denne guide vil tage udgangspunkt i. 

Seksuel chikane er uacceptabelt

Lige meget om chikanen udføres af en kollega, en leder eller en borger, patient eller pårørende, så er det vigtigt, at alle på arbejdspladsen er enige om, at det er uacceptabelt. 

Klare retningslinjer

Det er vigtigt, at der er klare retningslinjer. Både når det kommer til forebyggelse og håndtering af konkrete sager. Her anbefales det, at man taler om retningslinjerne på arbejdspladsen, skriver dem ned og hænger dem op. Det anbefales også, at man informerer nyansatte om dem.

Det skal være okay at sige fra

Alle kan have forskellige grænser for, hvad der opleves som chikanerende. Derfor skal det være okay at sige fra, når man oplever noget ubehageligt. Det kan være godt at tale om, hvordan man kan sige fra, hvis man selv får overskredet sine grænser, eller hvis man oplever ens kollega få overskredet sine. 

Klarlæg roller og ansvar

Det er vigtigt, at alle på arbejdspladsen ved, hvem de kan gå til, hvis de oplever noget grænseoverskridende. Her anbefales det, at I sammen taler om, hvem der har hvilke roller, når det kommer til at forebygge seksuel chikane, men også hvor ansvaret ligger. 

Dialogen som værktøj

Kulturen på en arbejdsplads skabes i samspil mellem ledelse og ansatte. Når I taler om seksuel chikane, kan det være en idé at tage udgangspunkt i hverdagen for at finde frem til, hvad der er en god kultur hos jer, og hvor grænserne går, når det kommer til seksuel chikane. 

Seksuel chikane fra borgere

Tal om, hvordan I kan bruge hinanden og jeres faglighed til at forebygge seksuel chikane fra borgere. Det er vigtigt, at I får den støtte, I har behov for, og at I er klædt på til opgaven. Hvordan kan I bruge systematisk sparring og supervision til at lære af hinandens udfordringer og erfaringer? Vær særligt opmærksom på ansatte, der arbejder meget alene. Instruktionen af ansatte – og særligt nyansatte, vikarer og elever kan bruges som et led i forebyggelsen.

Lær af episoder

Hvis der har været episoder med seksuel chikane fra en borger, kan det hjælpe at tale om jeres erfaringer. Hvordan kan I bedst muligt bruge de erfaringer i planlægningen af arbejdet, så I undgår lignende situationer? Det kan være en idé at registrere episoder med seksuel chikane systematisk, så I kan få et overblik over, hvornår og i hvilke situationer, de finder sted. 

Organiser jeres arbejde 

Det anbefales, at I bruger organiseringen af arbejdet forebyggende. Det kan være, at det er nødvendigt at være to medarbejdere til stede hos en bestemt borger, eller at indretningen kan gøre det muligt at forlade lokalet hurtigt. Vær opmærksom på, om der er situationer, hvor I er særligt udsatte. Tag udgangspunkt i arbejdsopgaverne – hvordan kan I løse dem, så I samtidig forebygger seksuel chikane fra borgere? 

Kilde: Arbejdstilsynet

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev