Annonce

ældrepleje historie

På tidsrejse i ældreplejen: Fra fattiggårde til lifte i loftet

Nu skal der styr på ældreplejen. Sådan har mantraet lydt igen og igen. Men nu er der håb om, at der sker noget. Vi ser på udviklingen i en sektor, der jævnligt har indtaget øretævernes holdeplads.

Annonce

Ved hjælp af historiske kilder og vidnesbyrd fra tre medarbejdere fra ældreplejen tegner Fagbladet FOA et billede af en opgave, som alle er enige om, at samfundet har et ansvar for at løse. Arkivbillede

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Henover sommeren blev der påny stillet skarpt på forholdene i ældreplejen. En dokumentarudsendelse fra TV2, optaget med skjult kamera, startede en sand flodbølge af kritik. Nu har dønningerne lagt sig, selvom spørgsmålet ’hvad så?’ endnu ikke er besvaret.

Men der er måske håb. I kølvandet på Ældretopmødet i oktober har eksempelvis FOA og Kommunernes Landsforening indgået en alliance og stiller nu sammen krav til finansloven om blandt andet midler til flere ansatte.

Altimens nye løsninger finder vej, kigger Fagbladet FOA på en sektor, der er vant til at være i centrum og har været under forandring, lige siden de første fattiggårde blev skabt i 1880’erne.

Ved hjælp af historiske kilder og vidnesbyrd fra tre medarbejdere fra ældreplejen tegner vi et billede af en opgave, som alle er enige om, at samfundet har et ansvar for at løse.

Vi møder blandt andre Sine Eriksen, som efter knap 50 år som sygehjælper og plejehjemsassistent nu er pensionist. Hun følger stadig med og blev også påvirket, da hun så tv-udsendelsen. Men selvom alt bestemt ikke var bedre i gamle dage, mangler der noget:

”Både personale og ældre fortjener bedre forhold, hvor der er tid til den omsorg og det nærvær, jeg selv nød godt af i en stor del af mit arbejdsliv,” siger hun.

Pensioneret plejehjemsassistent: Et klart hierarki

Sine Eriksen lærte én vigtig lektie, da hun som 17-årig arbejdede nogle måneder på et privat alderdomshjem tilbage i 1959:

”Jeg fandt ud af, hvordan man ikke skal opføre sig over for personalet og de ældre. Forstanderen var af den ældgamle skole. Han ville ikke forstyrres mellem klokken 12 og 15, for der sov hanmiddagslur. Han var hævet over alle. Jeg tror slet ikke, at han gad de ældre, for hans tone var dårlig. At arbejde under ham vil jeg ikke ønske for nogen,” siger den nu 78-årige Sine Eriksen.

Den indsigt tog hun med sig, da hun flyttede til København for at uddanne sig til sygehjælper. Her lærte hun en masse om sygepleje, men oplevede også det benhårde hierarki. Sygehjælperne hørte til i bunden.

”De gamle sygeplejersker med stive kraver og huer regnede os ikke for noget. Vi måtte udføre det tunge arbejde, og det var det.”

pensioneret plejehjemsassistent Sine Eriksen
”De gamle sygeplejersker med stive kraver og huer regnede os ikke for noget. Vi måtte udføre det tunge arbejde, og det var det.” Tobias Stidsen

Efter uddannelsen arbejdede Sine Eriksen i en årrække som sygehjælper i Frelsens Hær, før hun som 30-årig begyndte at uddanne sig som plejehjemsassistent og fik job på et plejehjem. Her var der tid til at drage omsorg og være noget for de ældre. Morgenkaffe og småudflugter med beboerne var dagligdag.

Til gengæld oplevede Sine Eriksen, at sygeplejerskerne var noget forstokkede og opførte sig som ’kransekagefigurer’. Hun mindes således stadig, at hun blev irettesat, fordi huntillod sig at lytte til en beboer, som havde bedt om at få risengrød. Den slags måtte hun ikke selv tage stilling til. Det skulle afdelingssygeplejersken gøre.

Hun husker også, hvordan sygeplejersken bad sygehjælperne om at forlade lokalet, når der skulle overleveres ved vagtskifte. Men hver gang protesterede Sine.

”Jeg sagde klart og tydeligt, at det ikke hørte nogen steder hjemme. Det er vigtigt med et godt samarbejde mellem alle faggrupper, for ingen kan undværes. Det gælder lige fra gulvet og helt til toppen.”

Tidligere sygehjælper: Det blev deres eget hjem

Beboerne gik i næsten ens tøj. De sov i det samme lyseblåsengetøj. Og alle fik lommepenge. Sådan beskriver Janine Almy de institutionslignende forhold, der karakteriserede det plejehjem på Nørrebro i København, hvor hun som 24-årig blev ansat som sygehjælper i 1983.

”Vi købte tøj til beboerne. Det skulle være så billigt som muligt, og det var meget ens og simpelt. Den største forskel på tøjet var, om det var small, medium eller large. Og de fik frataget deres folkepension, når de flyttede ind og fik i stedet cirka 700 kroner i lommepenge til for eksempel aviser, cigaretter, chokolade eller gaver,” siger Janine Almy.

janine almy foa sosu
”Reelt var det jo besparelser, for der kom ikkemere personale. Det gjorde, at der gradvist blev mindre tid til beboerne." Tobias Stidsen

Men med den nye ældreboliglov i 1987 skete der en forandring. Nu skulle plejehjemmet føles som ’et hjem’ for beboerne.

”De ældre fik lov til at tage deres egne ting og møbler med, når de flyttede ind. Det kan lyde som en lille ting, men bare det, at de sov i deres eget sengetøj, gjorde deres bolig meget mere hyggelig. Det var vigtigt for de ældre at få de ting med, der betød noget for dem,” fortæller Janine Almy.

Følelsen af hygge og ’hjem’ blev styrket af udflugter og den årlige beboerferie. Nogle rejste sågar et år med beboere til Mallorca, husker Janine. Selv har hun været på sommerhusture i store dele af Danmark.

Med indførelsen af de nye uddannelser til social- og sundhedshjælper og -assistent i 1990 husker Janine Almy, at der kom mere fokus på såkaldt ’helhedspleje’, der betød, at personalet fik flere opgaver som rengøring og tøjvask.

”Reelt var det jo besparelser, for der kom ikkemere personale. Det gjorde, at der gradvist blev mindre tid til beboerne,” siger Janine Almy, der i 2001 skiftede til et job i hjemmeplejen og i dag er faglig sekretær i FOA SOSU.

Social- og sundhedsassistent: Mindre tid til beboerne

Den mest markante forandring er, at vi har mindre tid sammen medbeboerne, fordi der er kommet flere og flere opgaver, uden at der er tilført mærkbare ressourcer. Sådan opsummerer Marianne Petersen den udvikling, hun har oplevet i ældreplejen, efter hun startede på et plejehjem i Ballerup i 1999.

I starten af 00’erne blev kravene til dokumentation gradvist øget, og det har været med til at løfte patientsikkerheden, mener Marianne Petersen.

”Men med nye lovkrav er procedurer og arbejdsgange ændret, og det har taget tid frabeboerne,” siger hun.

FTR Ballerup Kommune Marianne Petersen
”Der er nødt til at komme en bedre balance mellem krav og ressourcer, så arbejdsvilkårene bliver mere optimale." Tobias Stidsen

Social- og sundhedsassistenten husker også, at plejehjemmets køkken omkring år 2010 blev nedlagt. I stedet blev maden leveret fra et storkøkken, og dermed var køkkenpersonaler fortid på plejehjemmet.

”Så skulle vi selv lave havregrøden om morgenen, varme boller, brygge kaffe og sørge for mælk, ost og æg. Og opvasken var nu også vores opgave."

Til gengæld flyttede en række hjælpemidler ind på plejehjemmet og gjorde den fysiske belastning mindre.

”Vi fik for eksempel loftlifte på stuerne i stedet for tunge, manuelle lifte. Sengene blev bedre, og vi fik bækkenstole, der kunne tippe,” siger hun.

I takt med at tiden med den enkelte beboer blev mindre, følte Marianne Petersen i stigende grad, at hun ikke slog til. Og hun oplever, at grænsen for det rimelige for længst er overskredet.

”Der er nødt til at komme en bedre balance mellem krav og ressourcer, så arbejdsvilkårene bliver mere optimale, og vi som personale oplever, at vi slår til både fagligt og menneskeligt,” siger Marianne Petersen, der er ansat i Ballerup Kommune, men tidligere i år blev frikøbt til at være fællestillidsrepræsentant for sine kolleger.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev