Annonce

Tre mænd står ved siden af hinanden og der er træer og en rød bygning i baggrunden.

Fyrede portører fik oprejsning


Opdateret 05. januar 2021

Jan Hansen, Henrik Lose og Jørn Gondek blev kaldt illoyale, da de blev fyret. Nu har de tre erfarne portører fået knap 400.000 kroner i samlet godtgørelse.

Annonce

De fyrede portører Jørn Gondek (tv.), Jan Hansen og Henrik Lose havde arbejdet 38 år, 24 år og 15 år på hospitalet i Nykøbing. De er taknemmelig for, at de fik medhold i Afskedigelsesnævnet. Det tæller mere end pengene. Tobias Stidsen

Af Nana Toft
Journalist

Annonce

Spol tiden fire år tilbage. Til januar 2017. Portør Jan Hansen har haft juleferie og er vendt tilbage til sit arbejde på Nykøbing Falster Sygehus, da han bliver kaldt til samtale på chefens kontor.

Der har været en klage, forklarer chefen. Jan Hansen og hans kollega, Henrik Lose, har ifølge chefen handlet uforsvarligt ved en ’akut transport’. De to portører, der har arbejdet henholdsvis 24 år og 15 år på hospitalet, har ikke været fleksible, og de har overset, at patienten var i kritisk tilstand, siger chefen.

Jan Hansen forsøger at forklare, at lægerne bad om transport til røntgen, ikke intensiv. Derfor var hverken Jan Hansen eller hans kollega alarmeret. Samtidig betød hospitalets nye servicekoncept, at transporten skulle løses af erhvervsuddannede serviceassistenter, ikke portører.

Men chefen afbryder og siger ifølge et af referaterne i sagen: ”Du er skidefuld af løgn. Du er utroværdig.”

Kort tid efter finder Jan Hansen en fyreseddel i sin postkasse. Det gør hans kollega, Henrik Lose, også.

En tredje portørkollega, Jørn Gondek, viser sig også at have været en tur forbi chefens
kontor i samme periode. Også han går derfra ’noget mundlam’, som han siger.

”Jeg får at vide, at jeg har handlet illoyalt ved ikke at lade pårørende besøge deres
afdøde i kapellet,” fortæller Jørn Gondek, der forklarer chefen, at han blev ringet op af en datter på en søndag, hvor der i forvejen var ret travlt.

”Jeg prioriterer derfor de ’levende før de døde’ og foreslår, at hun kommer dagen efter,” siger Jørn Gondek.

Datteren vælger at skrive et læserbrev i den lokale avis, hvor kritikken dog går på hendes oplevelser, da moderen var indlagt på akutafdelingen. Alligevel oplever Jørn Gondek chefen sige: ”Jeg har mistet tilliden til dig, Jørn.”

Kort tid efter modtager han også en opsigelse.

”Jeg stod bare og kiggede på den fyreseddel. Farvel og tak. Efter 38 år på samme
arbejdsplads,” fortæller Jørn Gondek.

Alle tre kontaktede FOA Guldborgsund umiddelbart efter, at de var blevet sagt op. Og tre
år, en række forhandlinger frem og tilbage og en del bekymringer senere står alle tre
portører renset for anklager om at have ’tilsidesat helt almindelige krav til portører’.

”En ting var at blive fyret. Noget andet var at blive anklaget for at lyve. Så da Michelle
(FOAs regionskonsulent, red.) ringede og sagde, vi havde vundet, var det en kæmpe lettelse,” fortæller Jan Hansen.

I dag har de tre tilsammen fået knap 400.000 kroner i godtgørelse for uberettiget fyring.

”Jeg er glad for pengene. Men jeg er mest taknemmelig for, at vi nu har rettens ord for, at vi ikke handlede uforsvarligt,” siger Henrik Lose.

I FOA Guldbergsund er regionskonsulent Michelle Henriksen svært tilfreds med sejren.

”Jeg ser det som vores opgave at skabe retfærdighed for medlemmerne, og det har vi fået her,” konstaterer hun.

I Region Sjælland, portørernes tidligere arbejdsgiver, tager man afgørelserne til efterretning, men ønsker ikke at udtale sig, fordi der er tale om personsager.

Opdateret med præcisering i faktaboksen. 

Kend din ret: Dommer afgør den faglige strid

  • Når FOA protesterer mod en opsigelse og indbringer en sag for Afskedigelsesnævnet, bliver den behandlet stort set som en rigtig retssag.
  • Alle sagens relevante parter skal nemlig afgive forklaring for nævnet, som består af en opmand (juridisk dommer, red.) og fire partsdommere – to fra henholdsvis FOAs og arbejdsgivers side.
  • De FOA-medlemmer, som får en sag i Afskedigelsesnævnet, får altså gratis juridisk bistand fra FOA. 
  • I sidste ende er det opmanden, der afgør, om fyringen er i strid med overenskomsten. Opmandens kendelse er endegyldig og kan ikke appelleres.
Kilde: FOA
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev