Annonce

Thomas og hans hustru går tur med barnevognen i naturen

Nedlukning får ansatte til at flytte midlertidigt til Læsø


Ansatte i Læsø Døgnpleje, der før de nye omfattende corona-restriktioner i Nordjylland plejede at pendle, får nu mulighed for at blive på øen. En af dem er Thomas Plovgaard, der er flyttet ind hos sine forældre med sin hustru og sit nyfødte barn.

Annonce

For en stund er Thomas og Caroline Plovgaard flyttet til Læsø, selvom de normalt bor i Aarhus. Thomas arbejder i døgnplejen på Læsø og på grund af de nye coronarestriktioner, har de valgt at flytte ind hos hans forældre for at undgå at pendle. Tor Birk Trads

Af Anja Skov Granerud
Journalist

Annonce

Da regeringen i torsdags på et pressemøde præsenterede nye restriktioner i syv kommuner i Nordjylland, var Læsø Kommune en af dem. I Læsø Døgnpleje betød det, at de ansatte, der pendler til øen hver dag, fik muligheden for at blive indkvarteret på øen. Tillidsrepræsentant Thomas Plovgaard fortæller: 

”Vi er cirka 18 ansatte i Læsø Døgnpleje, som bor rundt omkring i Danmark. Vores øverste leder ringede rundt til alle pendlerne i torsdags for at finde ud af, hvad der kunne lade sig gøre, for at rejseriet bliver begrænset mest muligt.” 

31-årige Thomas Plovgaard bor til dagligt i Aarhus, men tager til Læsø 3-4 gange om måneden, når han har døgnvagter hos en borger med muskelsvind. Ham og hans hustru har på grund af restriktionerne valgt at flytte ind hos hans forældre, selvom det betyder, at de må give afkald på livet i Aarhus for en stund. 

”Det positive er, at vi befinder os på Læsø, som lige nu har et meget lavt smittetryk og en fantastisk natur med masser af plads og gode muligheder for at holde afstand. Vi kan gå en tur med barnevognen uden at møde et eneste menneske. Det er ikke muligt i Aarhus,” siger Thomas Plovgaard. 

Men der er alligevel nogle ting, den lille familie kommer til at savne, mens nedlukningen står på.

”Jeg tænker mest på min hustru, og på de ofre hun må gøre, ved at vi skal holde os på Læsø. Hun har sine forældre, søster og nye lille niece i Aarhus. Udover det, så har hun også den nyopstartede mødregruppe, som lyder til at være en rigtig god ting, når man er nybagte forældre. Alt dette må hun give afkald på de næste uger,” siger Thomas Plovgaard Madsen. 

Han fortæller, at hans team generelt har håndteret udfordringerne under coronaepidemien godt. Som tillidsrepræsentant håber han, at medarbejdernes fleksibilitet bliver belønnet i de kommende overenskomstforhandlinger. 

”Mine kollegaer er meget pligtopfyldende, så jeg ved, at de går til denne udfordring med krum hals ligesom så mange andre ting, vi har stået overfor. Det er faktisk utroligt, hvor billigt man kan købe god og pligtopfyldende arbejdskraft, men det håber vi, at overenskomst-forhandlingerne kan få ændret på. De ansatte er i hvert fald meget mere værd, end det de får nu,” siger Thomas Plovgaard Madsen. 

Til spørgsmålet om, hvad han tænker om den mutation, der er skyld i nedlukningen, svarer han: 

”Det bekymrer mig egentligt ikke. Forholdsreglerne med håndsprit, mundbind og afstand er jo de samme uanset om det er en covid-19 eller en muteret covid-19. Så på den måde føler jeg ikke, at forholdene har ændret sig.” 

Helle Carlsson Kunckel Christensen er forvaltningschef i kommunen og har været med til at lave indkvarteringsaftalen med de ansatte i døgnplejen. Hun forklarer, at der er tale om individuelle aftaler, og at der derfor også er forskellige grader af kompensation.

"Vi betaler selvfølgelig de ekstra omkostninger, der måtte være i forhold til transport, indkvartering og ekstra timer. Det er vigtigt for mig, at mine ansatte ikke bruger hele deres beskedne løn på det her. Og så er der mulighed for at få nogle flere fridage, når vi er på den anden side," siger hun og fortsætter:  

"Ligeledes er der forskelligt, hvor længe de enkelte bliver herovre. Det er rigtig vigtigt for mig, at vi tager højde for de følelsesmæssige aspekter, der kan være i for eksempel at undvære sin familie. Derfor står jeg til rådighed hele døgnet rundt, hvis nogen vil tale med mig," siger Helle Carlsson Kunckel Christensen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev