Annonce

Kvinde står og kigger - hendes arme hviler på et rækværk.

Hun gik ned med stress på jobbet: 'Jeg savnede støtte'  

Sygehjælper Ingibjørg Widecrantz havde alt for mange bolde i luften og blev akut indlagt på sygehuset. Nu glæder hun sig over, at ny bekendtgørelse skærper opmærksomheden på arbejdspladsens ansvar for et godt psykisk arbejdsmiljø. 

Annonce

Ingibjørg Widecrantz oplevede ikke, at der blev taget hånd om hende og hendes kollegaer på det bosted, hvor hun var ansat frem til sin indlæggelse. Efter snart et års sygemelding er hun klar til at se fremad.  Jørgen True

Af Anja Skov Marcussen
Journalist

Annonce

I september sidste år blev sygehjælper Ingibjørg Widecrantz kørt på hospitalet, da hun ikke kunne mærke venstre side af sin krop. Hendes blodtryk var skyhøjt, hendes arme og ben følelsesløse. Lægerne troede, hun havde fået en hjerneblødning, men i virkeligheden skyldtes det stress. 

Læs også: Psykisk arbejdsmiljø udfordrer mest i FOA-faggrupperne

For stort arbejdspres
Hverdagen på det bosted, hvor hun arbejdede, var blevet for meget. Arbejdspresset var for stort, ligesom der var en uoverensstemmelse mellem det, hun gerne ville nå, og det hun kunne. 

”Der var slet ikke nok fokus på det psykiske arbejdsmiljø. Der var alt for meget at se til og alt for få ansatte til at varetage opgaverne,” siger den 57-årige sygehjælper om tiden op til indlæggelsen.

Derfor er hun glad for den nye bekendtgørelse om det psykiske arbejdsmiljø, der blev offentliggjort onsdag. Den samler alle regler på området og gør det tydeligt, at det er arbejdsgiverens ansvar at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø. Herunder hvordan man blandt andet undgår for højt arbejdspres – altså at der er for mange opgaver og for lidt tid.

Det psykiske arbejdsmiljø handler også om høje følelsesmæssige krav. Også det har Ingibjørg oplevet på egen krop.

”Jeg var jo borgernes talerør. Jeg ville så gerne sørge for, at de havde det godt. Hvem skulle ellers gøre det?” spørger hun. 

Bostedet, hvor hun arbejdede, er et botilbud for voksne med blandt andet senhjerneskader. En del af arbejdet bestod i rehabilitering af borgerne, men det var der ofte ikke tid til, fortæller Ingibjørg.

”Jeg brugte mine frie minutter på at træne med borgerne. Fordi det følte jeg, jeg blev nødt til. Ellers blev det ikke gjort,” siger hun. 

Ingibjørg Widecrantz fortæller, at hun også ser sine oplevelser som et spørgsmål om ressourcer.   

”Man sidder på kommunen med en sparekniv i halsen på folk. Det føles, som om man er ligeglad med personale og borgere. Og jeg oplevede bare at løbe hurtigere og hurtigere,” siger hun. 

Hun savnede støtte og inddragelse af hende og hendes kollegaer.

”Vi var blevet lovet supervision, men det var der aldrig noget af. Jeg kunne godt have brugt løbende samtaler med en psykolog for at komme af med nogle af de frustrationer, jeg gik med. Men jeg oplevede ikke, at der blev lyttet til os, der var på gulvet.” 

Siden er der kommet ny ledelse. Men forinden nåede Ingibjørg Widecrantz at blive fyret under sin sygemelding. Hendes læge har sagt, at hun ikke skal regne med at komme tilbage til et job i plejen.  

"Det kan ende med en seniorpension, men jeg vil allerhelst have et flexjob eller omskoles til en anden branche," siger hun. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev