Annonce

Børn løber om kap

Tema: Snapshot

Pædagogmedhjælper: ”Vi prøver at skabe empatiske vindere”

Hvis du vil score jobbet, kæresten eller de gode karakterer, er det godt at have vindermentalitet - og den egenskab forsøger Idrætsbørnehuset på Frederiksberg at stimulere. 

Annonce

Vindermentalitet er et nøgleord i den pædagogiske praksis i Idrætsbørnehuset på Frederiksberg.  Jørgen True

Af Nana Toft
Journalist

Annonce

"Vi prøver at skabe empatiske vindere," siger pædagogmedhjælper i Idrætsbørnehuset på Frederiksberg, Søren Lund Larsen. Og derfor stimuleres børnenes vindermentalitet samtidig med evnen til at være en god ven.

Børn råber kampråb
”1, 2, 3. Ingen kan stoppe en ægte Hoppeloppe.” Alle børnegrupper i Idrætsbørnehuset har deres eget kampråb, der råbes tit og ofte og altid før konkurrencestart. Jørgen True
To børn løber mens de holder hinanden i hånden
”Hold i hånd og hjælp hinanden med at komme først over målstregen,” råber pædagogmedhjælper Søren Lund Larsen. Vindermentalitet er godt, men empatiske vindere er børn, der lærer, at man indimellem kun vinder, hvis man er god til at samarbejde. Jørgen True
Barn deler brød ud
”Jeg vandt! Det blev mig!” Josephine blev glad, da hun ved morgensamlingen vandt tjansen som Dagens Medhjælper. Konkurrenceelementet gennemsyrer hele den pædagogiske praksis i Idrætsbørnehuset, helt ned til små hverdagssituationer. Jørgen True
Barn ligger på skateboard
Når børnene taber en konkurrence, opfattes det som et sundhedstegn, hvis de bliver vrede eller sure. ”Vel at mærke på sig selv,” siger Søren Lund Larsen, der pointerer, at der er læring i at tabe. ”Så er man måske ekstra motiveret næste gang.” Jørgen True

Sådan skaber I empatiske vindere

  • Lav forskellige typer konkurrencer
    Ikke alle børn kan konkurrere på at løbe stærkt eller hoppe højt. Så for at alle børn oplever at vinde, kan I skabe forskelligartede konkurrencer som for eksempel: Hvor mange legoklodser har du hjulpet med at rydde op? Hvor god er du til at dele brød ud?
  • Skab en sund vinderkultur
    Lær børnene at sige ”tak for kampen” og opbyg en stærk heppekultur. Det skaber nærvær og venskaber mellem børnene at signalere, at man er der for hinanden.
  • Sig: Så øver vi os! 
    Børn kan blive frustrerede, når de taber. Rum deres følelser ved for eksempel at sige: ”Jeg kan se, du tabte. Men så øver vi os, så du kan vinde næste gang.” Eller ”I blev nummer 2. Det er bedre end sidst, hvor I blev nummer 3. I har øvet jer!”
  • Få børnene til at sætte ord på
    Et vinderinstinkt bliver kun stimuleret ved at lære at tackle nederlag. Rum børnene, når de er vrede og lær dem at sætte ord på de følelser, de har, når de taber.
  • Lær børnene at konkurrere mod sig selv
    Det at vinde handler ikke kun om at vinde over andre. Skab individuelle øvelser, der udfordrer hvert barn på dét, han eller hun kan blive bedre til, tilrettet barnets niveau.

Kilde: Pædagogisk afdelingsleder, Niklas Pedersen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev