Annonce

Tema: Coronavirus

Nu kan du støve passet af: Danmark åbner grænserne yderligere


Fra 27. juni bliver rejsevejledningerne lempet. Men hvad betyder det for din sommerferie? Læs guiden herunder.

Annonce

Snart kan du finde pas, det blå sygesikringskort og euro frem fra gemmerne. Fra den 27. juni åbner grænserne yderligere for lande i EU og Schengen. Colourbox

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Snart kan danskerne igen rejse rundt i store dele af Europa. Det sker, når regeringen åbner grænserne yderligere for lande i EU og Schengen.

Hidtil har rejsevejledningerne frarådet alle unødvendige rejser på nær til Island, Norge og Tyskland, og ind til i går gjaldt de anbefalinger frem til 31. august.

Men nu er myndighederne parate til at lempe de vejledninger allerede fra 27. juni.

Læs også: Coronaregler i dagtilbud: Sådan giver du børnene tryghed

Størstedelen af Europa åbner

For at et land kan åbne, skal smittetrykket være under 20 smittede per 100.000 indbyggere. Derudover bliver der indført et testkriterium, som er under udarbejdelse. Listen over åbne lande forventes klar 25. juni, men myndighederne regner med, at langt de fleste lande i EU- og Schengenområdet samt Storbritannien vil åbne.

Det betyder også, at rejsevejledningen til de lande ændrer farve til gul, da Udenrigsministeriet ikke længere fraråder ikke-nødvendige rejser. Når man vender hjem fra et gult land, bortfalder opfordringen til at blive hjemme i 14 dage.

FOA anbefaler at følge myndighedernes rejsevejledning, da det kan have alvorlige konsekvenser for ens ansættelse, hvis man eksempelvis rejser til et land, der ikke er ’åbnet’.

Læs også: Derfor kan covid-dødsfald føre til erstatning, selvom alle regler er overholdt

1. Hvad sker der, hvis jeg rejser til udlandet?

Hvis du inden den 27. juni rejser til andre lande end Tyskland, Norge og Island, trodser du Udenrigsministeriets rejseanbefalinger og bringer dig i risiko for, at det kan blive opfattet som misligholdelse af dit ansættelsesforhold. Du vil i den situation ikke have ret til løn eller andre ydelser under dit fravær og i værste fald, kan du blive opsagt eller bortvist.  Fra den 27. juni lempes anbefalingerne og rækken af lande, du kan rejse til uden ansættelsesretlige konsekvenser, udvides. Læs de danske myndigheders vejledning her.

2. Skal alle hjemrejsende blive hjemme i 14 dage?

Kommer du hjem fra udlandet, opfordrer myndighederne dig kraftigt til at holde dig hjemme i 14 dage. Det gælder alle lande frem til 27. juni med undtagelse af Norge, Island og Tyskland. Fra den 27. juni vil det igen blive muligt at rejse til mange lande i Europa uden en opfordring om at blive hjemme i 14 dage efter hjemkomsten.

Medarbejdere i sundhedssektoren, ældre- og plejesektoren eller områder for socialt udsatte, som arbejdsgiveren vurderer varetager kritiske funktioner kan tage kontakt til deres arbejdsgiver med henblik på en aftale om vilkår for tilbagevenden til arbejdet. Der kan blive tale om et tilbud om vurdering af medarbejderen for smitte med corona. På den baggrund vurderes det, om medarbejdere kan starte på arbejde umiddelbart efter hjemkomst. Kontakt eventuelt din lokale afdeling.

3. Kan min arbejdsgiver inddrage min allerede planlagte ferie, hvis der er brug for, at jeg kommer på arbejde?

Har du allerede påbegyndt din ferie, kan arbejdsgiver ikke inddrage din ferie. Er ferien endnu ikke påbegyndt, kan arbejdsgiver udskyde afholdelsen, hvis væsentlige, upåregnelige driftsmæssige hensyn gør det nødvendigt. Der skal være tale om en force majeure-lignende situation.


Det skal have været uforudsigeligt for din arbejdsgiver, at situationen kunne opstå. Hvis din arbejdsgiver vil ændre din ferie, skal det desuden være nødvendigt, at det netop er dig, der skal udføre arbejdet på dette tidspunkt, altså at arbejdsgiver ikke kan få arbejdet udført ved hjælp af anden arbejdskraft.

Din arbejdsgiver må altså foretage en konkret vurdering i situationen, og det skal altså være en situation, hvor din leder ikke kan skaffe anden arbejdskraft til at dække arbejdet. Hvis din ferie ændres, har du krav på at få erstattet eventuelle økonomiske tab i forbindelse hermed – eksempelvis afbestilling af sommerhus. Du har dog pligt til at søge at begrænse dit tab mest muligt. Kontakt altid din lokale afdeling, hvis din arbejdsgiver vil inddrage din ferie.

4. Hvad sker der med min ferie, hvis jeg ikke kan nå at holde den inden udgangen af august?

Der er vedtaget en lov om udskydelse af ferie i forbindelse med covid-19. Loven giver mulighed for at overføre ferie, der skulle være afholdt i sidste ferieår og i det nuværende ”mini-ferieår”, der udløber 31. august 2020 til afholdelse senere. Du vil altså kunne afholde ferie efter de nye ferieregler, som træder i kraft 1. september 2020.

5. Hvis jeg er blevet smittet med coronavirus og skulle have været på ferie, har jeg så ret til erstatningsferie?

Du kan ikke blive pålagt at afholde ferie, hvis du har meldt dig syg, inden ferien starter. Hvis du melder dig syg efter, at du har påbegyndt ferien, gælder det, at du kan få erstatningsferie efter fem karensdage. Kontakt eventuelt din tillidsrepræsentant eller din afdeling, hvis du er i denne situation.

Kilde: FOAs chefjurist Ettie Trier Petersen samt Udenrigsministeriets og Rigspolitiets rejsevejledning.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev