Det mest overraskende, der er sket i løbet af den første tid med corona, er den måde det accelerer på i forhold til sikkerhed. Hver gang jeg kommer på arbejde, er der nye tiltag, jeg skal forholde mig til - både fordi forholdsreglerne ændrer sig, men også fordi Danmarks tilstand ændrer sig.
Hvis vi kommer ud til patienter med coronasymptomer, skal vi have en rumdragt på. Den er enormt stor og kan være ret bøvlet at arbejde i. På de kolde dage, kan det godt være ret koldt at have den på i starten, men når man kommer i gang med at arbejde, bliver den hurtigt ret varm, og så dugger visiret til. Man bliver lidt mere handicappet, af at arbejde i dragten, og så tager det lang tid at få den af og på. Men når man tænker på, at det er for ens egen sikkerheds skyld, er det ok.
Jeg er ikke så bekymret for selv at blive smittet, men det ville være træls i forhold til at komme i karantæne, så jeg ikke kan udføre mit job. Det ville jeg være mest ærgerlig over.
Til maj skulle jeg have været til Italien sammen med mine to børn. Det var en konfirmationsgave til den ene af dem. Men nu er turen aflyst på grund af corona. Det er lidt øv. Heldigvis har jeg ikke betalt for turen endnu, så økonomisk har det ikke haft konsekvenser. Det er mere ærgrelsen, for det var jo en konfirmationsgave til den ene af dem.