Hvordan smagte maden? Var det godt?”
Social- og sundhedshjælper Jerry Yilma er gået forbi Jørgen Wagenhoff for lige at sige hej. Hun bruger tegn, for den 88-årige plejehjemsbeboer er døv.
”Jeg er ikke i nærheden af at kunne alle tegn, men jeg bliver hele tiden bedre. Min oplevelse er også, at Jørgen liver mere og mere op i takt med, at vi alle bliver bedre til tegnsprog,” fortæller Jerry Yilma.
Læs også: Sundhedsminister om coronaberedskab: Vi får brug for alle. Også pensionister og studerende
Mindre alene i verden
Siden 1. september sidste år har alle medarbejdere på afdeling D på plejehjemmet Kastanjehusene på Nørrebro i København fået et 90 timers intensivt kursus i tegnsprog- og når coronakrisen er stilnet af, skal en udvalgt skare have yderligere timer. Stedet har nemlig budt ind på opgaven med at åbne huset op for 10 døve plejehjemsbeboere.
Hidtil har de været spredt ud på flere plejehjem i Københavns Kommune – og det kan skabe dyb ensomhed, da de ofte er alene, og personalet ikke kan tegnsprog.
”Vi håber at skabe et sted, hvor ældre døve beboere kan mødes på deres eget sprog og dermed føle sig mindre alene i verden,” forklarer afdelingsleder Nana Batista.
Jørgen liver op
Jørgen Wagenhoff var den første døve beboer, der flyttede ind. Nu er de tre, men de får sikkert snart følgeskab, for flere står på venteliste. Og de vil opleve, at personalets nye kompetencer gør en forskel.
”På min første aftenvagt med Jørgen var jeg ikke begyndt på undervisning endnu. Her sad han helt alene og talte ikke med nogen ved aftensmaden,” siger social- og sundhedsassistent Anja Wittarp.
Inden sin næste vagt havde hun haft en del undervisning, og hun kunne indvie Jørgen Wagenhoff i, hvad de andre beboere talte om.
”På den måde blev han inviteret med ind i fællesskabet. Det var en fantastisk oplevelse, og det var tydeligt at se, hvor glad han var,” fortæller Anja Wittarp.
Læs også: Professor: Kontrol er ikke svaret på omsorgssvigt i ældreplejen
Fagter og mimik
Undervisningen i tegnsprog har været omfattende, og det er et stort puslespil, der skal gå op. Til gengæld er det ikke kun Jørgen Wagenhoff og de øvrige døve beboere, der får noget ud af det. Det gør de hørende også.
”I dag ved vi, at det ikke nytter at råbe højere, bare fordi nogle af de hørende beboere har fået problemer med hørelsen. Nu bruger vi vores krop, og vi prøver os frem med fagter og mimik,” fortæller afdelingsleder Nana Batista og suppleres af social- og sundhedshjælper Jerry Yilma:
”Tegnsprog er et meget kropsligt sprog, og det er en overvindelse for mange at lære at bruge det. Men vi har hjulpet hinanden, og i dag synes jeg, vi er en mere sammentømret personalegruppe, end vi var før kurserne.”