Tilbage i marts 2016 udspillede der sig, hvad Jean Dahlin selv beskriver som en dårlig B-film, mens hun var på arbejde som social- og sundhedshjælper. Hun blev sammen med sin mandlige kollega overfaldet af en gruppe unge drenge, og oplevelsen var så voldsom, at Jean efterfølgende fik PTSD af det.
Jean, der i dag er 50 år, har nu fået tilkendt 122.000 kroner som godtgørelse for varige mén, 78.000 kroner for svie og smerte og 22.000 kroner om måneden for tab af erhvervsevne, indtil hun når folkepensionsalderen. For Jean er det dog en ringe trøst i forhold til de konsekvenser, det har haft for hendes liv.
”Hvis jeg bliver fanget blandt mange mennesker, får jeg det dårligt, jeg kaster op, vræler, og jeg skal bare væk. Jeg sover dårligt, og jeg har mareridt og flashbacks om overfaldet,” fortæller Jean.
På dagen for overfaldet var Jean på arbejde i hjemmeplejen i Slagelse Kommune, og den dag skulle hun og hendes mandlige kollega køre til nogle borgere på Motalavej i Korsør, som dengang ligesom i dag optrådte på regeringens ghettoliste.
”Vi kørte i to biler derud, fordi de var begyndt at blive grove i det område. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt fra andre kolleger, at der blev råbt og kastet sten efter bilerne,” fortæller Jean.
Det virkede dog til at være en stille dag derude, så Jean og hendes kollega kunne uden problemer komme til opgangen, hvor de skulle hjælpe nogle borgere.
”Jeg sagde endda til min kollega, at de da ikke råbte efter os den dag. Men da vi kom ud igen, kunne jeg mærke, at der var nogen bag os. De råbte efter os, og det lød som om, de havde brug for hjælp. Jeg vendte mig, og så stod der en gruppe unge drenge helt oppe i nakken på os,” siger Jean.
Derefter gik det hurtigt, og Jean fortæller, at hun nærmest ikke kan huske, hvad hun tænkte i det øjeblik. Men hvad der skete, står stadig helt klart for hende:
”Min makker og jeg blev skilt ad, og så begyndte de at slå på min makker. Jeg prøvede at hjælpe, men de skubbede mig tilbage. Der var én, der sagde: ´Hvis du fortsætter, får du samme tur´, og så frøs jeg bare. Jeg kunne se, at de tog kvælertag på ham, og de slog og sparkede ham. Men jeg aner ikke, hvor længe det stod på,” siger Jean.
Pludselig stoppede de og forsvandt, og så lagde Jean mærke til, at der var andre folk, der havde overværet overfaldet, men ikke havde reageret.
”Det var nok fordi, at de var lige så bange, som jeg var. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg ringede til vores leder i stedet for at ringe til politiet,” fortæller Jean.
Kørte videre alene
Da deres leder ankom til Motalavej, havde hun ringet til politiet inden sin ankomst. Mens de ventede på politiet, savnede Jean Dahlin dog, at der blev gjort noget mere ved situationen.
”Jeg tror, vores leder var lige så chokeret og forvirret som os. Politiet ankom, vi snakkede med dem, og så spurgte vores leder os, hvad vi så skulle gøre. Det endte med, at min kollega selv måtte køre på skadestuen, og så kørte jeg videre med halvanden køreseddel alene,” fortæller Jean.
Jean var i, hvad hun beskriver som en choktilstand. Hun kørte videre på rutinen, og tænkte ikke over at bede om hjælp. Først da nogle kolleger ringede og fortalte, at nogle borgere havde ringet nødkald, fordi der ikke havde været nogle hjemmehjælpere forbi, fik Jean bedt om hjælp til arbejdet.
”Jeg sagde til mine kolleger, at de var nødt til at træde til, fordi vi var blevet overfaldet. Det var først dér, mine kolleger hørte om overfaldet,” siger Jean.
Ledelsen burde have vist lidt menneskelighed
Da arbejdsdagen sluttede, og Jean skulle køre hjem, ramte oplevelsen hende på en uventet måde.
”Jeg kørte igennem otte rundkørsler på vej hjem, og jeg kunne ikke huske én eneste af dem. Da jeg parkerede i indkørslen, gik det op for mig, at hvis der var sket noget på vej hjem, så vidste jeg det ikke, for jeg kunne ikke huske turen,” fortæller hun.
I dag efterlyser Jean, at kommunen og arbejdspladsen havde håndteret situationen bedre.
”Hvorfor fik vi ikke akut krisehjælp? Hvorfor fulgte de ikke ordentligt op på os medarbejdere? Hvorfor blev vi ikke kaldt ind til en snak med nogen? De havde ikke et kriseberedskab, der var ikke nogen kriseplan. Jeg tænker, at ledelsen burde have vist lidt menneskelighed over for os ansatte,” siger Jean. (Læs kommunens svar på kritikken nedenfor).