Annonce

Jean fik PTSD efter overfald på jobbet: Kommer aldrig til at arbejde igen

Af Andreas Hemme
Journalist

Jean Dahlin og hendes kollega blev overfaldet, mens de passede deres arbejde i hjemmeplejen i Slagelse Kommune. Jean fik efterfølgende PTSD af overfaldet, og hendes tab af erhvervsevne er nu blevet fastsat til 95 procent. 

Annonce

Jean Dahlin blev i 2016 overfaldet af en gruppe unge drenge på sit arbejde i hjemmeplejen i Slagelse Kommune. Oplevelsen var så voldsom, at Jean fik PTSD af det.  Jørgen True

Af Andreas Hemme
Journalist

Annonce

Tilbage i marts 2016 udspillede der sig, hvad Jean Dahlin selv beskriver som en dårlig B-film, mens hun var på arbejde som social- og sundhedshjælper. Hun blev sammen med sin mandlige kollega overfaldet af en gruppe unge drenge, og oplevelsen var så voldsom, at Jean efterfølgende fik PTSD af det. 

Jean, der i dag er 50 år, har nu fået tilkendt 122.000 kroner som godtgørelse for varige mén, 78.000 kroner for svie og smerte og 22.000 kroner om måneden for tab af erhvervsevne, indtil hun når folkepensionsalderen. For Jean er det dog en ringe trøst i forhold til de konsekvenser, det har haft for hendes liv. 

”Hvis jeg bliver fanget blandt mange mennesker, får jeg det dårligt, jeg kaster op, vræler, og jeg skal bare væk. Jeg sover dårligt, og jeg har mareridt og flashbacks om overfaldet,” fortæller Jean. 

På dagen for overfaldet var Jean på arbejde i hjemmeplejen i Slagelse Kommune, og den dag skulle hun og hendes mandlige kollega køre til nogle borgere på Motalavej i Korsør, som dengang ligesom i dag optrådte på regeringens ghettoliste.  

”Vi kørte i to biler derud, fordi de var begyndt at blive grove i det område. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har hørt fra andre kolleger, at der blev råbt og kastet sten efter bilerne,” fortæller Jean. 

Det virkede dog til at være en stille dag derude, så Jean og hendes kollega kunne uden problemer komme til opgangen, hvor de skulle hjælpe nogle borgere. 

”Jeg sagde endda til min kollega, at de da ikke råbte efter os den dag. Men da vi kom ud igen, kunne jeg mærke, at der var nogen bag os. De råbte efter os, og det lød som om, de havde brug for hjælp. Jeg vendte mig, og så stod der en gruppe unge drenge helt oppe i nakken på os,” siger Jean. 

Læs også: Job-ulykker sendte Bettina i kørestol

Hvis du fortsætter, får du samme tur
Derefter gik det hurtigt, og Jean fortæller, at hun nærmest ikke kan huske, hvad hun tænkte i det øjeblik. Men hvad der skete, står stadig helt klart for hende:

”Min makker og jeg blev skilt ad, og så begyndte de at slå på min makker. Jeg prøvede at hjælpe, men de skubbede mig tilbage. Der var én, der sagde: ´Hvis du fortsætter, får du samme tur´, og så frøs jeg bare. Jeg kunne se, at de tog kvælertag på ham, og de slog og sparkede ham. Men jeg aner ikke, hvor længe det stod på,” siger Jean. 

Pludselig stoppede de og forsvandt, og så lagde Jean mærke til, at der var andre folk, der havde overværet overfaldet, men ikke havde reageret. 

”Det var nok fordi, at de var lige så bange, som jeg var. Jeg vidste heller ikke, hvad jeg skulle gøre, så jeg ringede til vores leder i stedet for at ringe til politiet,” fortæller Jean.

Kørte videre alene

Da deres leder ankom til Motalavej, havde hun ringet til politiet inden sin ankomst. Mens de ventede på politiet, savnede Jean Dahlin dog, at der blev gjort noget mere ved situationen.

”Jeg tror, vores leder var lige så chokeret og forvirret som os. Politiet ankom, vi snakkede med dem, og så spurgte vores leder os, hvad vi så skulle gøre. Det endte med, at min kollega selv måtte køre på skadestuen, og så kørte jeg videre med halvanden køreseddel alene,” fortæller Jean.

Jean var i, hvad hun beskriver som en choktilstand. Hun kørte videre på rutinen, og tænkte ikke over at bede om hjælp. Først da nogle kolleger ringede og fortalte, at nogle borgere havde ringet nødkald, fordi der ikke havde været nogle hjemmehjælpere forbi, fik Jean bedt om hjælp til arbejdet.

”Jeg sagde til mine kolleger, at de var nødt til at træde til, fordi vi var blevet overfaldet. Det var først dér, mine kolleger hørte om overfaldet,” siger Jean.

Ledelsen burde have vist lidt menneskelighed

Da arbejdsdagen sluttede, og Jean skulle køre hjem, ramte oplevelsen hende på en uventet måde. 

”Jeg kørte igennem otte rundkørsler på vej hjem, og jeg kunne ikke huske én eneste af dem. Da jeg parkerede i indkørslen, gik det op for mig, at hvis der var sket noget på vej hjem, så vidste jeg det ikke, for jeg kunne ikke huske turen,” fortæller hun. 

I dag efterlyser Jean, at kommunen og arbejdspladsen havde håndteret situationen bedre.

”Hvorfor fik vi ikke akut krisehjælp? Hvorfor fulgte de ikke ordentligt op på os medarbejdere? Hvorfor blev vi ikke kaldt ind til en snak med nogen? De havde ikke et kriseberedskab, der var ikke nogen kriseplan. Jeg tænker, at ledelsen burde have vist lidt menneskelighed over for os ansatte,” siger Jean.  (Læs kommunens svar på kritikken nedenfor).


”Jeg havde svært ved at overskue noget som helst. Der var sket noget oppe i hovedet på mig. Jeg kunne ikke arbejde to gange to timer om ugen, og jeg tænkte bare, at jeg var et skvat,” fortæller Jean Dahlin. Jørgen True

Blev dårlig af høje lyde

Efter overfaldet gik der tre dage, før Jean fik tilbudt psykologhjælp af sit arbejde, som hun takkede ja til. Hun fortsatte også på arbejdet, men hun måtte kort tid efter sygemelde sig. 

”Jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det godt. Min lunte var meget kort. Både på arbejde og hjemme. Jeg kunne ikke tage mig sammen til noget, ikke engang at komme ud af sengen,” fortæller hun. 

Jean blev senere flyttet til et andet arbejdssted, hvor hun startede på nedsat tid. Men det gik stadig ikke godt med hende, og hun blev dårlig, hvis nogen råbte, eller hvis en knallert kørte forbi. 

”Jeg fik hjertebanken, jeg blev klam i hænderne, og jeg skulle bare væk, hvis jeg hørte høje lyde. Jeg tænkte, det måske stadig var chok, og at det ville gå over,” siger Jean. 

Jeg var et skvat

Jean fik af sin psykolog at vide, at hun måske havde fået PTSD efter overfaldet. Hun blev sendt videre til psykiatrien, hvor de under udredningen hurtigt fandt ud af, at det var diagnosen. Samtidig fik hun at vide, at ventetiden på behandling var over et år.

”Jeg fik senere at vide af en psykiater, at min tilstand var blevet kompliceret af ventetiden og min arbejdsplads´ håndtering af sagen,” fortæller Jean. 

Jean blev senere fuldtidssygemeldt og opsagt fra arbejdet. Herefter kom hun hurtigt i gang med et forløb med kommunen, hvor hun blandt andet skulle i arbejdsprøvning. Det stod dog hurtigt klart, at hun ikke kunne holde til at arbejde. 

”Jeg havde svært ved at overskue noget som helst. Der var sket noget oppe i hovedet på mig. Jeg kunne ikke arbejde to gange to timer om ugen, og jeg tænkte bare, at jeg var et skvat,” fortæller hun.

En knaldgod sagsbehandler

Jean blev derfor indstillet til førtidspension, som hun senere fik tilkendt. 

”Jeg havde en knaldgod sagsbehandler på kommunen, som sammen med FOA var meget involverede i min sag. Der var folk fra FOA med hele vejen igennem til alle samtaler, både med arbejdspladsen, kommunen og psykiatrien, og jeg tror ikke, jeg havde klaret mig uden dem,” siger Jean. 

PTSD anerkendt som arbejdsskade

Jean har i dag fået anerkendt sin PTSD som en arbejdsskade, og hendes tab af erhvervsevne er vurderet til 95 procent. Hun prøver at få det bedste ud af sin situation, men der er mange ting, hun kunne før, som hun ikke kan nu.

”At anerkende, at jeg ikke kan arbejde mere, har været ekstremt svært for mig. Jeg har også altid været en meget social person, men det har jeg også svært ved nu. Jeg var til barnedåb i november, hvor der kom 45 mennesker, og allerede inden vi kom, begyndte jeg at kaste op. Jeg var der i to timer, så måtte jeg tage hjem. Det er jeg så ked af,” siger hun. 

Svar fra Slagelse Kommune

Centerchef for Sundhed og Ældre i Slagelse Kommune Charlotte Kaaber, der ikke var ansat dengang Jean Dahlin blev overfaldet, svarer i en mail til Fagbladet FOA på Jean Dahlins kritik af kommunen:

"Jeg vil beklage, at Jean oplever, at der ikke har været styr på kriseberedskabsplanen og selvfølgelig også, at hun ikke oplevede, at ledelsen tog hendes oplevelse og situation alvorligt.
De ledere, som var tættest på Jean i den pågældende periode, er ikke længere ansat i Slagelse Kommune.

Jeg kan forstå, at lederen blev tilkaldt og kom på arbejde samme aften som ulykken skete.
Desværre valgte lederen at lade Jean køre videre i vagten, og at Jeans kollega selv skulle tage på skadestuen og blive undersøgt.
Det er på ingen måde sådan, vi fremover vil handle, hvis uheldet skulle være ude igen."

Charlotte Kaaber er vidende om, at Jean senere blev tilbudt og tog imod psykologhjælp, og til det skriver hun følgende:

"Det er afgørende vigtigt, at psykologhjælp tilbydes hurtigst muligt efter en ulykke, og der blev der desværre handlet for langsomt fra ledelsens side i dette tilfælde.

Jeg ved, at Jean i efterforløbet blev tilbudt og tog imod en anden stilling i organisationen.
Man kan altid overveje, hvornår en leder er nok inde over en personalesag. Jeg må konstatere, at Jean ikke har oplevet den støtte og opbakning, som hun havde brug for.

Det beklager jeg."


Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies