Mere end hver fjerde social- og sundhedsassistent er forsvundet fra hospitalsafdelingerne over de seneste 10 år. Det viser tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor.
Fra 2009 til 2019 er der sket et fald på 2.370 sygehusansatte social- og sundhedsassistenter.
Men nu lægger regionerne op til, at flere social- og sundhedsassistenterne skal have deres daglige gang på hospitalerne.
Læs også: Sosu’er presses ud af sygehusene
“Jeg må være helt ærlig og sige, at jeg har ændret holdning. Det har været en udbredt opfattelse, at opgavesammensætningen i sundhedsvæsenet betød, at social- og sundhedsassistenter i højere grad hørte til i kommunerne,” siger Anders Kühnau (S), formand for Danske Regioners Løn- og Praksisudvalg samt formand for Region Midtjylland.
“Vi er i stigende grad kommet til den erkendelse, at sosu’erne også i fremtiden har en vigtig rolle at spille på vores hospitaler, og vi har brug for flere,“ siger han.
Gode erfaringer skal udbredes
Det skyldes ifølge Anders Kühnau to ting. Dels at det er en udfordring at få tilstrækkeligt personale på hospitalerne og dels den ændrede social- og sundhedsassistentuddannelse.
“Uddannelsen er blevet væsentligt forlænget, og der er større kompetencer, som er mere svarende til vores behov,” siger Anders Kühnau.
“Jeg kan se, at der på tværs af hospitalsafdelingerne er stor forskel på, hvordan man bruger sosu’erne, og det har jeg svært ved at forstå. Derfor skal vi blive bedre til at udbrede de gode erfaringer,” siger han.
Send klare signaler
I sin egen region har han indskærpet over for koncernledelsen (som sygehusdirektionerne er en del af, red.), at de skal se på social- og sundhedsassistenternes kunnen, når de ansætter.
“Vi skal sende det klare og utvetydige signal, at vi skal bruge social- og sundhedsassistenternes kompetencer. Det får vi brug for,” siger Anders Kühnau.
FOA: Flere sosu'er vil give bedre behandling
Udmeldingen fra Danske Regioner får ikke overraskende en varm modtagelse af Torben Hollmann, formand for Social- og Sundhedssektoren i FOA.
“Vi har længe lagt pres på regionerne, for at få dem til at se, at de skal bruge social- og sundhedsassistenterne på hospitalerne,” siger han og tilføjer, at det vil komme både patienter og personale til gavn.
Læs også: Her vil man ikke undvære sosu’erne
“Når man bruger kompetencerne rigtigt, giver det bedre kvalitet for patienterne og en større arbejdsglæde for de ansatte. Så nu vil vi holde øje med, at der kommer flere ansatte social- og sundhedsassistenter på hospitalerne, og at de får lov at bruge deres kompetencer,” siger Torben Hollmann.