Annonce

Mønter på et bord ligger ved siden af ordet dagpenge bygget i klodser

Kun få FOA-medlemmer tegner forsikring mod udhuling af dagpenge


Selv om FOAs medlemmer kan sikre sig en højere ydelse
ved arbejdsløshed med Dagpenge+, er ekstraforsikringen ikke en sællert. Det er FOAs formand tilfreds med, for hun ser meget hellere, at dagpengeniveauet løftes.

Annonce

Dagpengenes værdi er forringet. Derfor tegner mange tillægsforsikringer mod arbejdsløshed. FOAs medlemmer gør det dog kun i meget beskedent omfang. Colourbox

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Forholdsvis få FOA-medlemmer benytter sig af muligheden for at tegne en ekstra forsikring mod arbejdsløshed. Dermed adskiller de sig fra en klar tendens på tværs af alle A-kasser, hvor flere og flere får tillægsforsikringer, enten gruppebaserede eller individuelle.

Mange års forringelse af dagpengenes værdi er forklaringen på de mange nye tillægsforsikringer uden for FOA, mener formand Mona Striib.

”Der er tale om et skred, som er dybt ubehageligt. De tryghedselementer, vores samfund er kendt for, forsvinder til fordel for forsikringer,” siger FOAs formand Mona Striib.

Derfor er hun egentlig ganske tilfreds med, at medlemmerne i FOA og FOAs A-kasse viser forholdsvis ringe interesse for tilbuddet om Dagpenge+, som de kan tegne i PenSam.

Dagpengenes værdi er forringet

Cirka 800 personer har indtil videre en police, oplyser Birger Ringstoft, der er forretningsdirektør for forsikringsområdet i PenSam. Der kommer 5-10 procent flere til hvert år, og ”når de først har fået forsikringen, beholder de den”, siger Birger Ringstoft. Omkring 30 personer om året får udbetalinger fra forsikringen.

”Tallene fortæller mig, at FOAs medlemmer har haft stor tillid til, at a-kassesystemet kan sikre deres økonomi, hvis de bliver ledige. Men vi har i årevis peget på, at dækningsgraden er for lav, og det vil vi have politikerne til at rette op på,” siger Mona Striib.

Dagpengene er de senere år reguleret lavere end lønnen, og ændringer af skattesystemet har også udhulet deres værdi. Fra midten af 1990’erne og frem til 2018 er der sket et fald i kroner og øre på 2.500 kroner om måneden, viser en analyse fra LO (nu FH).

Højeste dagpengesats var 18.633 kroner i 2018, men den skulle altså have været over 21.000 kroner for at have samme værdi som i 1995. I dag er højeste dagpengesats 19.083 kroner om måneden.

Mange flere tillægsforsikringer

Udhulingen af dagpengenes værdi er grundlaget for en eksplosiv udvikling i antallet af tillægsforsikringer, mener Mona Striib.

”Forsikringsbranchen er kreativ, det seneste tilbud, jeg har fået var fra OK Benzin, der tilbød en lønsikring. Det popper op alle steder,” siger hun.

I 2018 havde 340.000 personer en ekstra arbejdsløshedsforsikring. Fra 2010 til 2018 steg antallet med mere end en kvart million, viser tal fra brancheorganisationen ”Forsikring & Pension”.

”Mange FOA-medlemmer har ikke råd til at købe en tillægsforsikring, men får vi igen en lavkonjunktur, vil dagpengeniveauet ramme hårdt på manges privatøkonomi. Det er derfor nu, hvor ledigheden er lav, at vi skal presse på over for Folketinget,” siger Mona Striib.

Fagforeninger og partier presser regeringen

Sammen med tre andre fagforbund 3F, HK og Metal har FOA sat en kampagne for højere dagpengesats i gang. Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard står dog ikke klar med en stor pose penge.

”At ændre på kompensationsgraden er ikke noget, som regeringen på nuværende tidspunkt prioriterer,” skriver han i en mail til dagbladet Politiken.

Regeringens tre støttepartier SF, Radikale Venstre og Enhedslisten presser dog på for at få beskæftigelsesministeren til at indkalde til forhandlinger om udhulingen af dagpengene. Enhedslisten vil fremlægge forslag om det i Folketinget, og forslaget har ifølge Politiken også opbakning fra flere borgerlige partier.

Lønforsikring til FOAs medlemmer

Medlemmer af FOA og FOAs A-kasse kan forsikre sig mod at gå væsentligt ned i indtægt, hvis de bliver opsagt eller på anden måde ufrivilligt ledige. Tilbuddet hedder Dagpenge+ og forsikringen tegnes i PenSam.
Læs mere her

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev