Annonce

En rengøringsassistent finder produkter på et depot

Gratis kurser løfter danskniveauet


Over halvdelen af Hvidovres rengøringsmedarbejdere er blevet bedre til at læse og bruge en computer – uden udgift for kommunen.

Annonce

Rengøringsassistent Tanja Mungnee er blandt de 80 medarbejdere i Hvidovre Kommune som har været på danskkursus og fået lettere ved at læse arbejdsplaner og en sjovere hverdag med kollegerne. Tanja Mungnee var så begejstret for kurserne, at hun har fortsat i sin fritid for egen regning. Jørgen True

Af Ingrid Pedersen
Journalist

Annonce

En god idé, tænkte rengøringschef Charlotte Grome, Hvidovre Kommune, da hun blev gjort opmærksom på, at hendes medarbejdere kunne få et gratis kursus, der ville gøre dem bedre til at læse, skrive, regne og bruge en computer.

Eneste betingelse var, at alle 140 medarbejdere skulle screenes for at få kortlagt deres kompetencer.

Omkring 80 af dem blev efterfølgende tilbudt fire timers tilpasset undervisning om ugen – et forløb, der varede i 15 uger.

Mere motiverede medarbejdere

Kurserne, der kaldes ’Bedre til ord, tal og it’ er finansieret af Den Kommunale Kompetencefond og statens midler til voksenuddannelse. Bortset fra den arbejdstid, der går med at planlægge vikardækning, får kommunen sine medarbejdere uddannet gratis.

”Jeg oplever, at de bliver gladere og mere motiverede efter deres kursusforløb, så jeg håber, at mange flere kommuner vil benytte sig af tilbuddet,” siger Charlotte Grome.

Første skridt til uddannelse

Hidtil er det kun i fem kommuner, at medlemmer inden for Kost- og Servicesektoren har fået mulighed for at blive screenet og komme på kursus.

For at gøre flere kommuner opmærksom på ordningen har FOA, 3F og KL tilbage i foråret ansat to konsulenter, der skal udbrede kendskabet.

De penge er givet godt ud, mener senioranalytiker Jon Nielsen fra Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd.

Vi har godt nok ikke målt på effekten af dette kursus, men samfundsmæssigt har kurser til
ufaglærte stor betydning. Det skyldes især, at det forbedrer deres tilknytning til arbejdsmarkedet, og for nogle vil det være første skridt i retning af en erhvervsuddannelse,” siger han.

Bedre til ord, tal og IT

  • Indsatsen ‘Bedre til ord, tal og it’ henvender sig til ansatte på en FOA- eller 3F-overenskomst.

  • For at deltage er det et krav, at alle medarbejdere i en afdeling bliver screenet for at få kortlagt deres kompetencer.

  • De medarbejdere, der ifølge screeningen har brug for et løft, får tilbudt undervisning i arbejdstiden.
  • 5 kommuner har indtil videre fået penge til at uddanne FOA-medlemmer fra Kost- og Servicesektoren. Det er Ringkøbing-Skjern, Silkeborg, Mariagerfjord, Herning og Hvidovre.
    Kilde: Marie Schwartz Hoppe, uddannelsespolitisk konsulent i FOA

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev