Annonce

En social- og sundhedsmedarbejder står ved et træ foran et plejecenter

Annette blev snydt for 50.000 kroner i tillæg på bare ét år


Arbejdstidsreglerne er ofte årsag til fejl på lønsedlen. For en hjemmehjælper i Haderslev drejede det sig især om manglende betaling for omlagte timer og vagter, der ikke var varslet
i rette tid.   

Annonce

Hjemmehjælper Annette Laursen er vældig tilfreds med den efterbetaling, hun har fået efter et FOA-løntjek. Hun har fået råd til både ny motor i bilen og nye briller. "Fedt, at man ikke skal købe det på afbetaling," siger hun.  Robert Attermann

Af Finn Danielsen
Journalist

Annonce

Hjemmehjælper Annette Laursen var godt klar over, at der var noget rod med hendes tillæg. Men først et løntjek i FOA afdækkede for alvor problemet, og hun fik efterbetalt cirka 50.000 kroner.

Annette Laursen har en fast rute som aftenvagt i Haderslev Kommune, men kører også som afløser om natten ved ferie og sygdom.

Læs også: Her er 3 ting du selv kan tjekke på din lønseddel

”Problemerne drejede sig mest om vagter, der ikke var rettidigt varslet, og om omlagt tjeneste. Jeg havde mange diskussioner om det med min daværende leder,” fortæller Annette Laursen.

Kun dokumentation for et år

Sammen med sin tillidsrepræsentant gennemgik hun derfor en periode på et halvt år, og da de fandt mange fejl, tog FOA over.

”Efterbetalingen rækker kun et år tilbage, for det var det, jeg kunne dokumentere. Måske kunne jeg have fået endnu mere, men jeg er godt tilfreds. FOA har lavet et kæmpegodt stykke arbejde, så jeg har købt en stor spand slik til dem,” siger Annette Laursen.

Hænderne i pengekassen

Efter at en ny leder er kommet til, kører lønnen nu på skinner, og det fik Annette til at føle sig forlegen over sin efterbetaling.

”Jeg sagde til ham, at jeg var lidt flov over at skulle have hænderne ned i kassen. Han svarede, at jeg jo havde arbejdet for pengene, og at jeg selvfølgelig skulle have det, jeg havde ret til.”     

Læs også: Lisbeths løn var fyldt med fejl: Det rettede løntjek op på

Og Annettes efterbetaling er faldet på et tørt sted.

”Jeg har fået ny motor i min dejlige bil, som jeg nu ikke behøver skifte ud. Den spinder som en kat. Nye briller er det også blevet til. Fedt, at man ikke skal købe det på afbetaling,” siger hun.

Halv million til medlemmerne

Annette Laursen er ikke det eneste medlem i FOA Sønderjylland, der har haft glæde af et løntjek. I 2019 har fagforeningen på den måde skrabet foreløbig 500.000 kroner ekstra hjem til medlemmer.

”Arbejdet med løntjek er en voksende opgave. Det skyldes især, at medlemmerne er blevet mere opmærksomme på, at der kan være fejl i deres løn, og derfor har vi selvfølgelig øget afdelingens fokus på denne opgave,” siger formand for FOA Sønderjylland Bent Holm Poulsen.

Svært at administrere

Han mener dog, at omfanget af fejl er forholdsvis lille, men netop arbejdstidsreglerne som i Annettes sag kan lave kludder i lønregnskabet. 

”Vi hører nogle gange, at FOAs overenskomster er svære at administrere, så jeg tror bestemt, at arbejdsgiverne kunne tænke sig noget mere enkelt. Og jeg vil da også hilse velkommen, hvis vi kan finde en måde at gøre det på, som kan gavne begge parter,” siger Bent Holm Poulsen. 

Læs også: Astrid har fået 110.000 tilbage i løntjek

Fagbladet FOA har bedt Haderslev Kommune om en kommentar til Annette Laursens lønsag, men kommunen ønsker ikke at kommentere på en personalesag.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev