Annonce

Dagplejer med baby foran lang slange af stof

Dagplejer udfordrer børnenes motorik med sanseslange


Hårdt eller blødt. Rød eller Blå. Mange eller få. Dagplejer Dorthe Vang Kristensens sanseslange stimulerer sprog og vækker eventyrlysten.

Annonce

Dorthe Vang Kristensen, 31 år, er dagplejer for fire børn i Sønder Fælling, syd for Herning. Niels Åge Skovbo

Af Nana Toft
Journalist

Annonce

Hvorfor har du lavet en sanseslange? 

Den udfordrer børnenes motorik, fordi de prøver at gå på mange forskellige ting og altid med bare fødder. Det er en kæmpe sanseoplevelse for dem, at noget føles rart, og andet måske stikker. For de små træner det at gå på ujævne overflader, hvilket især er godt til dem, der er lidt forsigtige.

Hvordan forsigtige?

Nogle børn tør ikke gå på steder, der ikke er helt plane, for eksempel udenfor på græsplænen. Her træner sanse-slangen deres balanceevne.

Hvad får børnene ellers ud af det?

Vi sætter ord på de oplevelser, børnene får, så især de store får trænet deres begrebsapparat: “Duploerne er hårde, men grødrisene er bløde”, eller “Tror du, at den er blå, den duplo du kan mærke dér?”

Læs også: Dagplejer: Læreplanen skal ligge i vores DNA

Du siger, at slangen også stimulerer eventyrlysten. Hvordan det?

Børnene kan ikke se, hvad der er indeni puderne, og det gør, at de i endnu højere grad skal mærke efter. De synes, det er sjovt, at det er lidt hemmeligt, og de elsker at undersøge med både hænder, mund og fødder. Jeg kan for eksempel spørge: “Kan du finde Duploerne, Lukka?”, og så går der sport i at gætte og mærke løs.

Men hvorfor ikke bare lave sansepuder?

Det har jeg prøvet. Børnene kaster dem rundt og får ikke rigtigt noget ud af det. Min slange er fem meter lang og så tung, at den bliver liggende på gulvet, så børnene bedre kan udforske den.

Sådan syr du en sanseslange

  • Alle stofrester af bomuld kan bruges. Lav ‘felter’ af 40x40 cm, så slangen kommer til at bestå af mange ‘rum’.
  • Put forskelligt fyld i hvert rum, der føles forskelligt for børnene, for eksempel pastaskruer, bønner, langkornede ris, grødris, hoppebolde, pudefyld, krøyerkugler eller chipsposer, der også har lyd.
  • Fyldet skal helst kunne ligge der i lang tid. Hvis der ikke kommer fugt til, er der meget, der kan holde sig i evigheder uden at blive dårligt.
  • Hovedet laver du med en spids ende. Sæt en tunge i.
  • Fordelen ved, at det er en slange – og ikke selvstændige sansepuder – er, at slangen bliver liggende på gulvet og ikke kan kastes rundt eller flyttes lige så let som puderne.

Kilde: Dagplejer Dorthe Vang Kristensen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev