Annonce

Sosu-assistent Martin Deleuran og patient

Sosu-assistent: Færre bælter og mindre tvang har en pris

Af Nana Toft
Journalist

Færre bælter og mindre tvang kræver nye tilgange til patienter på Psykiatrisk Center Ballerup. Det er meningsfuldt, men krævende, siger sosu-assistent Martin Deleuran.

Annonce

På det lukkede afsnit 6 i Ballerup har Martin Deleuran og hans kolleger haft held til at reducere antallet af bæltefikseringer. I stedet udfordrer de patienterne - her er det Auguste - med fysiske aktiviteter. Jørgen True

Af Nana Toft
Journalist

Annonce

“Kom Auguste. Vi tager lige de næste ti mavebøjninger sammen.”

Social- og sundhedsassistent Martin Deleuran er gået udenfor med Auguste, der er indlagt på afsnit 6, en af de lukkede afdelinger på Ballerup Psykiatrisk Center.

Fysiske aktiviter har altid været i centrum på afsnit 6, men er i de senere år blevet en af de helt centrale nøgler i arbejdet med patienterne. For når der er et fokus på at nedbringe tvang, bliver det ifølge Martin Deleuran endnu vigtigere at nedtrappe en situation.

Læs også: 12 gode råd: Her er vejen til mindre tvang i psykiatrien

“Patienterne har mindre lyst til at slå på mig, hvis vi har en god relation, og for mig er der intet bedre sted at pleje den relation end ved at være aktive sammen. Her er vi ligeværdige. Her er vi i øjenhøjde.”

9

bæltefikseringer og 54 fastholdelser var der registreret på Psykiatrisk Center Ballerup pr. 1. maj i år. Dermed ser det ud til, at 2019 bliver det hidtil bedste år.

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri

Mennesket bag adfærden

Som mange af sine kolleger har Martin Deleuran også gennemgået en uddannelse i kognitiv adfærdsmetode. Det har givet ham flere redskaber til at hjælpe patienterne med at styre deres impulser og tvunget ham til, i endnu højere grad, at reflektere over det menneske, der står foran ham.

“Vi får patienter, der vejer 100 kilo, er to meter høje og meget udadreagerende. Her ville det være nemt at ty til medicin eller fastholdelse. Men her sætter den kognitive skole ind, der holder os fast på at se mennesket bag adfærden og hjælpe patienten med at forstå sig selv,” forklarer Martin Deleuran, der dog understreger, at det kræver tilvænning.

Læs også: Tvang i psykiatrien falder i hovedstadsområdet   

“Vores patienter er svært psykisk syge mennesker. Der opstår voldsomme situationer, hvor du som personale har allermest lyst til at kæmpe eller flygte. Så det kræver erfaring. Det kræver skoling,” siger han.

Martin Deleuran er stolt af det arbejde, han laver.

“Jeg er stor fan af det kulturskifte, vi er midt i,” siger han, men understreger samtidig, at færre bælter og mindre tvang generelt har en pris.

“Vi skal tåle flere trusler og mere nedladende tale. Der har også været tilfælde af for lange fastholdelser. Flere dygtige folk er forsvundet, så det koster,” siger han.

Færre bælter og færre fastholdelser

  • Psykiatrisk Center Ballerup er et af de ni centre i Region Hovedstaden, der har haft det mest markante fald i antallet af bæltefikseringer. Det er reduceret fra 85 i 2014 til 29 i 2018.
  • I samme periode er antallet af fastholdelser faldet en anelse; fra 237 til 234. Samtidig er brugen af akut beroligende medicin dog tæt på fordoblet. Fra 330 i 2014 til 637 i 2018.

Støttet af satspulje 

  • I Region Hovedstaden modtog Glostrup Psykiatrisk Center samt Ballerup Psykiatrisk Center satspuljemidler i perioden oktober 2014 til december 2017.
  • Midlerne er blandt andet gået til kognitiv uddannelse og til ekstra mandskab i form af såkaldte interventionsteams.

Kilde: Region Hovedstadens Psykiatri, Dagens Medicin.


Frontløbere 

  • Medarbejderne på Psykiatrisk Center Ballerups døgnafsnit har – som de første på Region Hovedstadens psykiatriske centre – været igennem intensive kurser i kognitiv adfærdsterapi.
  • Ambitionen er at rulle den internationalt anerkendte metode ud på de øvrige centre. To af dem – Sankt Hans i Roskilde og Psykiatrisk Center Nordsjælland – er allerede i gang.

Kilde: Udviklingschef Louise Bangsgaard, sundhed.dk samt Region Hovedstadens Psykiatri.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies