Annonce

Nyt om dagplejeres lønkonflikt: Kommune genåbner forhandlinger

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Der er optimisme at spore hos dagplejerne i Faaborg-Midtfyn Kommune efter, at kommunen og FOA Sydfyn er blevet enige om at genåbne forhandlingerne om forhåndsaftalen.

Annonce

Kommunens spareplan, der betyder en opsigelse af forhåndsaftalen og en potentiel lønnedgang på op mod 1000 kroner om måneden, fik dagplejerne i Faaborg-Midtfyn Kommune til at gå på gaden og demonstrere tirsdag den 13. august 2019. Arkiv - FOA Sydfyn

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Der har den seneste tid været både vrede, skuffelse og uvished at spore hos mange dagplejere i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Kommunen har nemlig opsagt deres forhåndsaftale, hvilket kan betyde en lønnedgang per 1. september 2019.

Men nu har kommunen åbnet op for en genforhandling af aftalen, som blandt andet betyder et ekstra tillæg, når dagplejerne tager imod et femte barn.

Læs også: Dagplejere om strejke: Her går vores grænse

En dør på klem


”Vi er optimistiske i forhold til at kunne lande en acceptabel aftale. Kommunen har sat en dør på klem i forhold til at imødekomme dagplejernes ønsker, og det er positivt,” siger afdelingssektorformand i FOA Sydfyn Dorthe Jørgensen.

Hun har tirsdag morgen siddet til møde med kommunen, og her er det blevet besluttet, at så længe en dagplejer har en aftale med et specifikt barn, der udløser tillæg, så fortsætter den aftale. Får en dagplejer nye børn, skal aftalen forhandles individuelt.

Det er især honoreringen af dagplejernes arbejde med børn med særlige behov, der er uenighed om. Ifølge den nu opsagte forhåndsaftale udløser det femte barn et tillæg på 35 procent af lønnen, men kommunen vil ikke være med til at give mere end de 25 procent, som de er forpligtet til ifølge overenskomsten. Det er Dorthe Jørgensens forhåbning, at parterne kan mødes et sted på midten.

Håber på ny aftale


Forhandlingerne genoptages den 11. september, og hvis der lander en aftale, vil den virke med tilbagevirkende kraft fra 1. september. Hos Faaborg-Midtfyn Kommune ser direktør Siggi W. Kristoffersen frem til genforhandlingerne.

”Vi har hele tiden haft som ambition at få en ny forhåndsaftale for dagplejerne, og det er fortsat vores mål. Så vi er glade for, at FOA igen vil mødes ved forhandlingsbordet, og vi har i dag haft et positivt møde, hvor der var imødekommenhed fra begge parter,” skriver direktøren i en mail.

Senere i dag tirsdag mødes FOA Sydfyn med de 140 dagplejere i kommunen for at drøfte de videre skridt i forhandlingerne.

”Det er dagplejerne der bestemmer, hvad vi skal tage med til forhandlingsbordet, og de har vores fulde opbakning i denne sag,” understreger afdelingssektorformand Dorthe Jørgensen.

Om lønkonflikten

I forbindelse med en spareplan har et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn besluttet at genforhandle dagplejernes forhåndsaftale – den lokale lønaftale. Det er en aftale, som omhandler tillæg for opgaver, der ligger ud over det sædvanlige – eksempelvis et femte barn eller et barn med særlige behov.

Hidtil har kommunen og FOA Sydfyn ikke kunnet blive enige om en ny aftale, og kommunen har derfor opsagt den nuværende, som udløber 31. august 2019. Ifølge FOA Sydfyn betyder det en lønnedgang på mellem 600 og 1000 kroner om måneden for den enkelte dagplejer eller en million om året for de 140 dagplejere i kommunen.

Flere politikere i kommunen har i mellemtiden fortrudt beslutningen om at genforhandle og opsige aftalen.

Kilde: FOA Sydfyn

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies