Annonce

Glade menensker fester til pride. Lgbt flag.

Flere er åbne om seksualitet på jobbet

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Et stigende antal LGBT+ personer oplever, at de kan være åbne omkring deres seksualitet på jobbet. Det tyder ny undersøgelse på. Udviklingen viser, at LGBT er blevet mere mainstream, lyder det fra ekspert. 

Annonce

"Vi har set fire årtiers fremgang i rettigheder for LGBT+ personer, og det afspejler sig også i, at folk kan være åbne på arbejdsmarkedet," lyder det fra ekspert hos Institut for Menneskerettigheder. (Arkivfoto) Jørgen True

Af Astrid Graugaard Ingemann
Journalist

Annonce

Måske har du oplevet, at der er blevet mere åbenhed omkring seksualitet og kønsidentitet på din arbejdsplads.

En ny undersøgelse, lavet af Als Research, viser at 27 procent af homo-, biseksuelle og transpersoner (LGBT+ personer) slet ikke eller i ringe grad føler, at de kan være åbne omkring deres seksualitet på jobbet. Til sammenligning svarede 40 procent i en lignende undersøgelse fra 2015, at de helt eller delvist skjulte deres seksualitet over for kollegerne.

Ifølge Bjarke Oxlund, som er chefkonsulent for Køn og Ligebehandling hos Institut for Menneskerettigheder, tyder det på, at det går fremad for LGBT+ personerne. Udviklingen skyldes i høj grad, at vores værdier har ændret sig, mener han. I 1981 kunne 34 procent af danskerne ikke acceptere sex mellem to af samme køn. I 2017 var antallet faldet til fire procent.

“Homoseksualitet er blevet mere mainstream. Der en bred politisk opbakning til LGBT-sagen, og vi ser en større åbenhed omkring seksualitet, både i mediebilledet og i det politiske billede. Jeg tror ikke, at vi for 30 år siden, havde kunnet have en konservativ partiformand, som var åben omkring sin homoseksualitet,” siger Bjarke Oxlund. 

Forskel på L, G, B og T

Selvom udviklingen går den rigtige vej, mener Susanne Branner Jespersen, generalsekretær hos LGBT Danmark, at tallet stadig er for højt.

“Der er ingen, der skal opleve, at de ikke kan være sig selv på deres arbejdsplads, og derfor viser undersøgelsen, at der stadig er meget at arbejde med,” siger hun og understreger, at særligt transkønnede stadig er ramt af diskrimination.

Også Bjarke Oxlund mener, at der er stor forskel på, hvem der oplever åbenhed omkring kønsidentitet og seksualitet på deres arbejdsplads.

“Biseksuelle og transkønnede er svære at sætte i bås. Mange heteroseksuelle har nemmere ved at forstå, at en person enten er ‘til det ene’ eller ‘til det andet’. Derfor er det nemmere at sige: ”Jeg er lesbisk,” end det er at sige: ”Jeg er biseksuel.” Hvis du siger, du er biseksuel, fører det fluks til mange nærgående spørgsmål om dit privatliv,” forklarer Bjarke Oxlund. 

Den fremgang, vi ser lige nu, ser vi ifølge Bjarke Oxlund derfor typisk for bøsser og lesbiske. Transkønnede er derimod den gruppe, som oplever mest diskrimination, fordi de kan være vanskelige at kategorisere, hvilket ofte gør folk utrygge.

Pludselig bliver køn noget, man håner folk med. 'Så tag dog fat, din svans,' bliver der måske råbt til den homoseksuelle kollega på byggepladsen.

Bjarke Oxlund, chefkonsulent for Køn og Ligebehandling ved Institut for Menneskerettigheder

“Så tag dog fat, din svans”

Den nye undersøgelse viser også, at ufaglærte og faglærte i højere grad oplever mere diskrimination på arbejdspladsen end kontoransatte og selvstændige. Det kan skyldes, at der i kønsopdelte arbejdspladser typisk eksisterer en meget stereotyp kønsforestilling.

I brancher, der er domineret af mænd, såsom byggebrancher, kan der være en tendens til, at man tager afstand fra alt, der er feminint. Og når man typisk antager, at homoseksuelle mænd er feminine, så bliver det til et problem, forklarer Bjarke Oxlund.

“Pludselig bliver køn noget, man håner folk med. Det feminine bliver brugt til at nedgøre mandlige homoseksuelle: “Så tag dog fat, din svans,” bliver der måske råbt til den homoseksuelle kollega på byggepladsen,” siger han.

Ifølge Bjarke Oxlund er det til gengæld svært at forestille sig, at en kvindelig pædagog i en vuggestue ville kalde en mandlig, homoseksuel pædagogmedhjælper for svans. Der er ifølge ham typisk en anden tone, og derfor er det ofte nemmere - både for kvinder og mænd - at være homoseksuel i kvindedomineret fag, fordi det feminine sjældnere bliver genstand til at nedgøre medarbejdere.

Væk med skældsordene

Selvom Bjarke Oxlund mener, at undersøgelsen entydigt viser, at det går fremad for LGBT+ personer, undrer det ham ikke, at udviklingen ikke er mere markant. Det skyldes især vores sprogbrug.

“Der er stadig en tendens til, at ord som bøsserøv, lebbe og trans bliver brugt som skældsord. Også helt ureflekteret. Hvis man spørger folk, om de er homofobiske, vil de typisk svare: “Nej, jeg er ikke homofob, jeg kender tre bøsser, og min søster er lesbisk,”” forklarer Bjarke Oxlund. 

“Men når LGBT+ personer oplever diskrimination, så er det sandt. De oplever det, fordi de her skældsord bliver brugt dagligt. Og de hører det, fordi det gør ondt og føles som om, det er møntet på dem,” siger han. 

Brug for kulturændring

Skal antallet af LGBT+ personer, som oplever diskrimination på jobbet, falde yderligere, kræver det ifølge Bjarke Oxlund, at lederne understreger, at grimt sprogbrug, skældsord og chikane ikke hører til på arbejdspladsen.

Susanne Branner Jespersen, generalsekretær hos LGBT Danmark, mener desuden, at det er vigtigt, at ledelsen bakker op om en kulturændring på arbejdspladsen. 

“Men det kræver, at lederne klædes bedre på til at se udfordringerne. For udfordringerne er ofte usynlige for dem. Mange ved slet ikke, hvor mange LGBT-medarbejdere, de har. Og så er det svært at ændre på noget,” siger generalsekretæren.  

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies