Annonce

Kommuner presser ekstra børn ind hos dagplejere


45 procent af kommunerne indskriver ofte eller nogle gange fem børn hos den enkelte dagplejer. Det presser dagplejerne, som mangler tid til at udføre alle deres opgaver.

Annonce

Faaborg-Midtfyn Kommune, hvor Pia Houborg er dagplejer (se billedet), er én af de kommuner, der i perioder er nødt til at indskrive fem børn hos den enkelte dagplejer. Det skyldes blandt andet langtidssygemeldinger. Heidi Lundsgaard

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Manglende tid til at deltage i kurser, afvikle overarbejde eller føre de obligatoriske læreplaner ud i livet. Det er noget af det, der ifølge dagplejerne mangler tid til med fem børn i hverdagen.

Alligevel indskriver 45 procent af kommunerne ofte eller nogle gange fem børn hos den enkelte dagplejer. 42 procent gør det undtagelsesvist, mens 13 procent ikke gør det. Det viser en undersøgelse fra marts 2019, som Bureau 2000 har lavet for FOA.

Læs også: Dagplejer med fem børn: Der er ekstra pres på hverdagen

Mangel på dagplejere

Samtidig viser undersøgelsen, at manglen på dagplejere er udbredt. 44 ud af 63 kommuner har problemer med at skaffe kvalificerede dagplejere. Det får pædagogisk sektorformand i FOA Mogens Bech Madsen til at sende en advarsel.

”Hvis ikke kommunerne gør en særlig indsats for at tiltrække nye dagplejere, vil forældrene miste muligheden for at vælge den lille børnegruppe og én fast voksen gennem hele dagen til deres barn. Dagplejen skal gøres mere attraktiv, og det er på høje tid at sætte arbejdet i gang,” siger han.

44

Kommuner svarer, at de har problemer med at skaffe kvalificerede dagplejere.

Bureau 2000 for FOA, Udviklingstendenser i dagpleje og daginstitutioner 2019. Foretaget blandt landets kommuner, hvor 63 har svaret.

Ikke optimal løsning

En af de kommuner, der over en længere periode ofte haft fem børn hos den enkelte dagplejer, er Odense. Det er især perioder med sygdom og efteruddannelse samt et stigende børnetal, der presser dagplejen, fortæller dagplejeleder i Odense Vest Svend Besser.

”Det mest optimale er fire børn. Derfor har det også været en anstrengende periode for dagplejerne i løbet af efteråret, hvor de oftere har passet fem børn. Nu er vi dog tilbage til en mere normal tilstand igen,” forklarer han.

Blandt andet har dagplejen i Odense succes med at rekruttere nye dagplejere gennem opslag på Facebook.

Om gæstebørn i dagplejen

Det mest udbredte i kommunerne er, at dagplejere er på firebørnskontrakter. I tilfælde af sygdom, ferie eller afvikling af efteruddannelse i dagplejegruppen, kan en kommune have brug for at indskrive et gæstebarn hos den enkelte dagplejer.

Hvis dagplejeren er fyldt 58 år, kan vedkommende sige nej til et gæstebarn.

Et gæstebarn udløser et tillæg, som minimum skal udgøre 1/832 af årslønnen på grundlønstrinnet for en fuldtidsansat. Det svarer cirka til 400 kroner om dagen.

Kilde: Mogens Bech Madsen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev