Annonce

Fødder i sand med en pengeseddel imellem

Højsæson for helligdage: Sådan skal du betales og have frihed

Af Morten Bruun
Journalist

Få tjek på, hvordan du skal honoreres, hvis du er ansat på døgnområdet og arbejder Kristi himmelfartsdag eller på andre af årstidens særlige fridage.

Annonce

Forår er lig med helligdage og ekstra tillæg, hvis man er ansat på døgnområdet og på job, når store af Danmark holder fri.

Af Morten Bruun
Journalist

Annonce

Maj og juni er traditionelt højsæson for helligdage, søgnehelligdage og i tilgift et par ganske særlige fridage.
 
Knap har det været påske, før store bededag, Kristi Himmelfart, pinsen, 1. maj og grundlovsdag følger efter som perler på en snor – og mens det for mange lønmodtagere er ensbetydende med flere korte arbejdsuger, skal FOAs medlemmer på døgnområdet arbejde. 
 
Og så er det en god ide, hvis du kender reglerne for ekstra betaling og ret til frihed – og holder ekstra øje med din lønseddel i disse måneder.
 

1) Søgnehelligdage

Søgnehelligdage er helligdage, der ikke falder på en søndag – som for eksempel store bededag, Kristi Himmelfartsdag og 2. pinsedag. Her træder helligdagsbetalingen i kraft. 
 
Udover at få 50 procent oven i den almindelige løn, skal du have nedskrevet normtimer og have en frihedsperiode på 35 timer på et andet tidspunkt, hvis du arbejder på en søgnehelligdag.
 

2) 35 timers frihed på et andet tidspunkt

En frihedsperiode på mindst 35 timer betyder, at du efter en vagt på en søgnehelligdag skal holde fri 35 timer i træk – altså knap halvandet døgn – før du kan gå på arbejde igen. De 35 timer ligger ikke nødvendigvis i forlængelse af den søgnehelligdag, du har arbejdet på. Det vil altså sige, at hvis du har arbejdet Kristi himmelfartsdag, behøver de 35 timer ikke ligge på den efterfølgende fredag. De kan placeres på et andet tidspunkt, hvor der ikke er planlagt tjeneste.   
 

3) Husk nedskrivning af normtid

Der er en del ledere i kommuner og regioner, der glemmer at nedskrive din normtid, som de skal. Får du ikke nedskrevet dine timer, mister du frihed, du ellers havde ret til.
 
Du skal derfor sikre dig, at det fremgår af vagtplanen, hvordan arbejdsgiveren agter at håndtere helligdagsfriheden. Hvis arbejdsgiveren har gjort det rigtigt, skal man have nedskrevet sine timer og have en fridag på selve helligdagen eller på en anden dag.
 

4) Fuldtid eller deltid?

Hvor mange timer, du skal have nedskrevet, afhænger af, om du arbejder fuldtid eller deltid. Nedskrivningen beregnes efter, hvor mange timer du er ansat til at arbejde pr. uge.
 

5) Lokalaftaler

Der kan være indgået en lokalaftale, og derfor er det en god idé at tage kontakt til din tillidsrepræsentant, hvis du er i tvivl, og hvis du skal arbejde på nogle af de aktuelle søgnehelligdage.
 

6) Ansatte uden for døgnområdet

Ovenstående regler gælder for døgnområdet. Ansatte uden for døgnområdet kan finde deres regler i overenskomsten. Ellers kan du kontakte din tillidsrepræsentant eller lokale FOA-afdeling for at finde ud af, hvad der gælder for dig.
 

7) 1. maj og grundlovsdag

1. maj og grundlovsdag har ikke automatisk den samme status som de skæve helligdage, der knytter sig til kirkens liv. Det afhænger af, hvad der er aftalt i de enkelte overenskomster – og her er reglerne forskellige i de enkelte FOA-overenskomster.
 
I nogle overenskomster optræder 1. maj og grundlovsdag som særlige fridage og honoreres på samme vilkår som søgnehelligdage.
 
I andre overenskomster får man kun ekstra betaling, hvis man en af de pågældende dage er på arbejde efter klokken 12. 
 
Og så er der også overenskomster, hvor 1. maj optræder som almindelig arbejdsdag, mens halvdelen af grundlovsdag har status som en fridag.
 
Derudover kan der også her være lokalaftaler, så det allerbedste råd er, at du kontakter din tillidsrepræsentant, hvis du er i tvivl.
 
God arbejdslyst – og god Kristi Himmelfart, pinse og grundlovsdag.
 
Kilde: Chefkonsulent i FOA Overenskomst Lis Bjørnestad

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies