Første gang, Bo Kenneth Rasmussen åbnede døren ind til en stue, hvor der lå en død borger, var det en ’lidt mærkelig’ følelse, som han siger. Selvom det er 26 år siden, husker han det stadig. I dag er det en del af hans hverdag.
60-årige Bo Kenneth Rasmussen, som er social- og sundhedsassistent på plejecenteret Åbygård i Åbyhøj, har set et utal af døde mennesker. Både de, som af naturlige årsager er kommet herfra og de, som har hjulpet sig selv på vej.
Selvom han aldrig har set en borger med en affaldssæk over hovedet eller hængende fra loftet, har Bo været vidne til flere selvmord. De tavse selvmord. Den slags, hvor borgere nægter at indtage medicin, væske og mad med det formål at dø.
”Det er de færreste i kørestol, der hopper ud foran et tog. Det er vores borgere for svage til,” siger han.
Alle muligheder skal udtømmes
Bo har talt med mange borgere, der ønsker at dø. Dødsønsket er der forskellige årsager til. Nogle er i dyb smerte, andre i dyb sorg. Flere ønsker ikke se enden af deres terminale sygdom. Men fælles for dem er, at når de udtrykker ønsket om at dø, sættes en større procedure i gang.
”Men når alle muligheder er udtømt, og borgeren stadig nægter at indtage væske eller mad, så går det kun én vej,” siger Bo.
I de situationer er det hans job at være der for den døende og de pårørende, som er en del af processen hele vejen.
Har aldrig været i tvivl
En medlemsundersøgelse fra FOA viser, at 78 procent ikke føler sig klædt på til at håndtere ældres selvmord. Men sådan har Bo det ikke. Hans mange år i faget har lært ham at spørge ordentligt ind, blive ved, støtte, udfordre og læse mellem linjerne, når borgerne fortæller om deres dødsønske.
Han har aldrig været i tvivl om, at det tavse selvmord har været den bedste og sidste løsning for de borgere, han har kendt, der har gjort det.
”Det er jo altid frygteligt, når et menneske går bort, men det er ikke mere frygteligt, når et menneske selv har valgt det. Tværtimod vil jeg næsten sige. Det kan være mere værdigt,” siger Bo.
”Når jeg står der, så tænker jeg, at han har fået sit allersidste ønske opfyldt,” siger han.
En ordentlig afslutning
Oftest respekterer og støtter familien også borgerens ønske om at ende livet før tid. Men derfor kan det stadig være svært for familierne at sige farvel. Og det kan også være hårdt for personalet, fortæller Bo.
De ansatte, der har været tættest på borgeren, står derfor for at klæde borgeren på og gøre ham i stand, når han har trukket vejret for sidste gang.
”Nogle gange går vi lige ned bagefter og får en snak og en kop kaffe og i gamle dage en cigaret for at få det afsluttet på en god måde,” siger Bo.