Annonce

Jan Rod

Jan syner afdødes boliger: Uligheden viser sig i rengøringen


Jan Rod Jensen er ejendomsservicetekniker og syner boliger, når ældre dør. Boligen afslører, om den afdødes familie har været ressourcestærk eller ej. Det er uværdigt, mener han.

Annonce

”Det værdige liv er altså, at man får rent tøj på om morgenen, og at man har en ren krop og en ren bolig. Det burde være et minimumskrav,” siger Jan Rod Jensen. Jan Sommer

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

”Man kan lugte det, ligeså snart man kommer ind. Det lugter lidt surt, som om der ikke er blevet gjort rent længe,” siger Jan Rod Jensen.

Jan er ejendomsservicetekniker i Silkeborg Kommune og tilknyttet et plejecenter, hvor han syner boliger, når en beboer er død. Han har gennem mange år kunnet se en stigende forskel på de hjem, han har synet. 

Det er tydeligt for ham, at mange ældre ikke længere får den praktiske hjælp fra det offentlige, som de gjorde tidligere. En ny undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at antallet af svage ældre, der får offentlig hjemmehjælp til de praktiske opgaver i hjemmet, på ti år er faldet markant. Fra 42,8 procent til 24,6 procent.  

Hos afdøde ældre med en ressourcesvag familie eller helt uden pårørende er der ofte meget snavset, fortæller Jan Rod Jensen. 

Læs også: Besparelser på børneområdet rammer 430 rengøringsassistenter

”Det kan være ældre, der hele deres liv har boet rent og pænt, og så ender i en ældrebolig, hvor de bor i deres eget skidt – lidt skarpt sagt. Mange af de ældre er jo demente, så de opdager det måske ikke, men alle andre ved jo, at ingen ville have boet sådan selv,” siger Jan Rod Jensen.

”Jeg bliver ked af det, når jeg ser det, for jeg synes, det er synd for de ældre. Det er forfærdeligt,” siger han.

Ikke hjemmeplejens skyld

Den ny rapport viser, at antallet af svage ældre, der får praktisk hjælp, er halveret på 10 år. Jan Rod Jensen syner boliger, der har været beboet af folk, der trods alt har fået rengøringshjælp og hjemmehjælp minimum hver tredje uge, fordi de har været tilknyttet et plejecenter. Alligevel har der været synligt snavset.

”Det er på ingen måde for at klandre hjemmeplejen. De ville gøre det bedre, hvis de fik lov og tid. Men det gør de jo ikke. Alt kører efter et stopur,” siger han. 

Hver tiende betaler sig fra det

Ifølge undersøgelsen fra VIVE køber hver tiende ældre sig i dag til rengøringshjælp. Det gælder især dem med en høj indkomst. Jan tænker også, at han engang må prioritere at betale for rengøringshjælp til sin mor.

”Hun kommer aldrig til at bo sådan, som nogle af dem jeg syner. Det vil jeg ikke tillade. Så vil jeg prioritere anderledes. Hvis jeg ikke selv kunne gøre rent, ville jeg betale mig fra det og undvære noget andet,” siger han.

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Men han ved også, at det ikke er alle, der har den mulighed. Derfor mener han, at samfundet burde opprioritere ældreområdet.

”Der er nogen, der ikke får den hjælp, der skal til. Der er nogen, der har pårørende, der hverken har de menneskelige eller økonomiske ressourcer at bidrage med. Der burde vi som samfund gå ind og varetage den opgave,” siger han.

”Det værdige liv er altså, at man får rent tøj på om morgenen, og at man har en ren krop og en ren bolig. Det burde være et minimumskrav.”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev