Annonce

Demo foran rådhuset

Sosu om lukning af plejecenter: Beboere føler sig som skrald


Hjallese Plejecenter er fortid til sommer. Det har flertal i byrådet i Odense Kommune sent onsdag aften endeligt besluttet. Flytningen kommer til at gå ud over beboerne, siger de ansatte.

Annonce

"Det her handler ikke om os selv. Det handler om vores beboere, som er skrøbelige og kede af det. Det er dem, det går ud over," siger social- og sundhedsassistent, Isabella Jakobsen (fjerde fra venstre). Heidi Lundsgaard

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Personalet fra Hjallese Plejecenter havde onsdag aften trodset januarkulden og var mødt op med luffer, halstørklæde, kampgejst og et stort banner med ordene: Bevar Hjallese Plejecenter. De demonstrerede foran rådhuset, hvor byrådspolitikerne skulle samles til byrådsmøde.

Byrådet skulle blandt andet endeligt afgøre, om Hjallese Plejecenter lukker til sommer. Og svaret blev ja. Den 1. juli drejer Hjallese Plejecenter nøglen om. 68 beboerne skal muligvis flytte fra hus og hjem, og 42 ansatte må se sig om efter nyt arbejde.

Politiker ankommer til Odense Rådhus
Personalet stod klar til at gribe fat i politikere på vej til byrådsmødet. "Jeg synes, det er skammeligt, I behandler gamle mennesker sådan," siger en af de fremmødte demonstranter til formanden for beskæftigelses- og socialudvalget, Brian Dybro (SF).  Heidi Lundsgaard

Problemet bør tages op på Christiansborg

Ifølge loven kan enhver, der har godkendelse til det, åbne et friplejehjem. I Odense har et nyt friplejehjem meldt sin ankomst til marts, og det betyder, at kommunen står med for mange plejehjemspladser til sommer. Det har de ikke råd til. Derfor begynder lukning af Hjallese Plejecenter, som skal stå helt tomt 1. juli.

Både personalet og enkelte politikere i Odense Byråd er utilfredse med loven. De mener, at den bør tages op på Christiansborg.

”Problemet er jo, at vi ikke kan sige nej til det friplejehjem. Hvis vi kunne sige nej, så havde jeg sagt nej.”

Sådan lyder det fra formanden for beskæftigelses- og socialudvalget i Odense Kommune, Brian Dybro (SF), da personalet fra Hjallese Plejecenter tager fat ham på vej ind ad døren til rådhuset.

”Jeg synes, at man bør lave loven om, så vi som kommune har lov til at sige nej, når der kommer en og vil bygge et friplejehjem. Så stod vi ikke i den her situation. Jeg kan kun være enige med jer i, at det er noget rigtig lort,” siger han.

Demo foran rådhuset
Isabella Jakobsen arbejder som social- og sundhedsassistent på Hjallese Plejecenter. Efter lukkevarslingen har hun været med til at igangsætte demonstrationen her, skrive læserbreve til forskellige medier og dele Facebook-opslag mod beslutningen. Heidi Lundsgaard
Sosu: Beboerne føler sig som skrald
Isabella Jakobsen har været ansat på Hjallese Plejecenter som social- og sundhedsassistent siden 2014. Hun er ikke bekymret for, om hun finder et nyt arbejde, når plejecenteret lukker. Men hun er bekymret for beboerne.
 
”Det her handler ikke om os selv. Det handler om vores beboere, som er skrøbelige og kede af det. Det er dem, det går ud over,” siger hun.
 
Efter at lukningen af plejecentret blev varslet for omtrent to uger siden, har stemningen været trykket på Hjallese Plejecenter, og beboerne har været kede af det. Personalet har udover deres normale arbejdsopgaver derfor været nødt til at agere terapeuter for de grædende beboere.
 
”Der har været mange følelser i spil. Beboerne føler sig som skrald, der bliver smidt ud på lossepladsen. De er magtesløse og ved ikke, hvad der skal blive af dem,” siger hun.
 
Selvom Isabella Jakobsen ikke er bekymret for, om hun finder et nyt job, er hun stadig ked af at skulle forlade det gamle. Hun fortæller, at hun har nogle dejlige kolleger og en god ledelse, som hun er meget glad for. Hun ved ikke endnu, hvad fremtiden bringer hende.
 
”Jeg har ingen anelse, om hvad der skal ske. Men det er heller ikke prioriteten lige nu. Det er mine beboere,” siger hun.
 
Selvom Hjallese Plejecenter lukker til sommer, har beboerne mulighed for at blive boende. Kommunen kan nemlig ikke tvangsflytte beboerne. Det siger Lejernes Landsorganisation.
 
”I første omgang er det op til lejerne. Hvis de føler, at der kan tages vare på deres behov, når centeret lukker, så har de som udgangspunkt ret til at blive boende. De er beskyttet af lejeloven ligesom andre mennesker,” siger Anders Svendsen, chefjurist i Lejernes Landsorganisation, til TV2 Fyn.
 
Plejehjemspladsen bliver altså omdannet til en ældrebolig, hvis beboeren ønsker at blive boende. Vedkommende vil så i stedet overgå til hjemmepleje.
 
I Nyborg Kommune forsøgte de også at lukke Plejecenter Tårnparken. Her nægtede fire beboere at flytte, så de bor der stadig i dag, skriver TV2 Fyn
 

Et spørgsmål om værdighed

Inden politikerne startede byrådsmødets dagsorden, havde personalet fra Hjallese Plejecenter bedt om lov til at stille et spørgsmål i byrådssalen. Fordi de ansatte var meget berørte af situationen, bad de formand for FOA Odense, Nina Skov-Lauridsen, om at læse deres spørgsmål op, de havde skrevet ned. Der stod:

"Kære byråd. I jeres værdighedspolitik, som er ny og vedtaget i 2018, skriver I, at gennem relationer styrkes vores identitet og selvværd. I skal huske på - ved at flytte borgere på Hjallese Plejecenter, så river I noget af deres identitet og selvværd i stykker, især fordi de ingen garanti har på at flytte samme sted hen med de relationer, de har og kender på Hjallese Plejecenter. I forhold til jeres værdighedspolitik har vi lidt spørgsmål:

Er det værdigt, at I fratager dem deres selvbestemmelsesret? 
Er det værdigt, at I beder dem om at sige farvel til deres relationer og kendte ansigter af plejepersonale?
Er det værdigt, at vores borgere bliver svækket i deres rehabiliterende udvikling, som giver dem selvstændighed og livskvalitet? 
Er det værdighed, at vores borgere ikke føler sig hørt, respekteret og set på som ligeværdige mennesker?
Er det værdigt, at vores borgere skal flytte, fordi Odense Kommune mener, at de tjener flest penge på de bygninger, de bor i? 
Kære politikere, hvad er værdighed for jer?
Var det bare ord, eller skal vi have noget handling bag dem?"

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev