Jeg kom ved et tilfælde ind i plejen som ufaglært, da jeg var 25. Lige der, da jeg vaskede en borger for allerførste gang, vidste jeg det. Det føltes bare så rigtigt. Alt passede pludselig sammen.

Min fortid er en smule omtumlet, men jeg er god til at komme ind på livet af folk. Da jeg var barn, flyttede jeg meget rundt med min familie, og hver gang jeg begyndte på en ny skole, skulle jeg starte forfra. I begyndelsen af 20’erne troede jeg, at jeg skulle være frisør. Senere gik jeg i gang med uddannelsen til teknisk syerske, men fire måneder inden jeg blev færdig tænkte jeg bare ‘nej’.

Læs også: Birthe har Parkinson: Hjemmeplejen sikrer min integritet

Jeg tilpasser mig og har et enormt servicegen. Selv de mest demente kan jeg overtale, når de for eksempel nægter at gå på toilettet eller ikke vil gå ind og sove igen. Én blev rasende, når man rørte ved hende, men når jeg fulgte med, fik jeg lov til at stryge hende på ryggen hele vejen ned ad gangen. 

Pludselig husker de

Når jeg fortæller om min lille dansk-svenske gårdhund, så husker de pludselig deres egen golden retriever. De fortæller om dengang, de blev gift, dengang de mødte deres mand, dengang de fik deres første barn. 

Læs også: Fra Mærsk til sosu: Arbejdsglæde er vigtigere end løn

Som barn drømte jeg mig væk til hestene på marken uden for skolen. Det med at strigle hesten, ride på den, vaske den bagefter, at kende til principperne om, at der skal være plads til to fingre under hageremmen og en knyttet hånd mellem skulderblad og saddel. At udvise omsorg og pleje. Det har jeg fra min mor. Det er hende, der har lært mig det. Det ligger dybt i min personlighed.  

En kollega sagde engang til mig: “Jesper, du kommer ikke til at holde mange år. Du giver for meget.” Jeg har det lige omvendt. Jeg dør i faget, hvis jeg ikke giver noget af mig selv. På en måde er det en egoistisk handling. Men blandt alle de egoistiske handlinger, der findes, er det måske ikke den værste.