Annonce

En ældre kvinde i kørestol sammen med en sosu

Tema: FOA'ere redder liv

Sosu afværgede brandkatastrofe på plejecenter


I søndags holdt social- og sundhedsassistent Pia Hansen hovedet koldt og afværgede, hvad der kunne have udviklet sig til en fatal brand. Brandvæsnet roser hendes indsats.

Annonce

Brandvæsnet roser både Pia Hansens hurtige reaktion, men også at Mona Pedersen, som bor i lejligheden i Lokalcenter Bjerggården, var så vaks til at bede om hjælp. Det har været altafgørende, at de begge har reageret lynhurtigt. Niels Åge Skovbo

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Det var søndag på lokalcenter Bjerggården i Aarhus N, og social- og sundhedsassistent Pia Hansen passede sit job, som hun plejer. Mens hun stod i fælleskøkkenet, kom beboer Mona Pedersen kørende i sin kørestol og bad om hjælp.

"Jeg spurgte, hvad hun skulle have have hjælp til, og så sagde hun: 'Det brænder'. 'Hvad er det, du siger,' sagde jeg, og smed, alt hvad jeg havde i hænderne, og så løb jeg," siger Pia Hansen.

Hun løb ned til Monas lejlighed, hvor en cigaret havde antændt høje flammer fra armlænet på en lænestol.

”Hvad gør jeg, tænkte jeg. Men så tog jeg et viskestykke og begyndte at slå på flammerne,” siger hun.

Heldigvis havde hun om morgenen været inde hos Mona for at vaske op, så hun vidste lige, hvor viskestykket hang.

Pia nåede at tænke, at ilden ville få fat i dugen på bordet og i stolen, der stod ved siden af med en dametaske på ryglænet. Men heldigvis kvalte slagene med viskestykket flammerne.

Lænestol
Stolen var godt medtaget, efter flammerne havde haft fat. Nu står den ude på altanen. Niels Åge Skovbo

Dårlig til ros

Da flammerne var slået ihjel, gik Pia ud på altanen for at trække luft. Mens hun stod der, kom både brandvæsen og flere kolleger og hjalp til. Der var stadig et par gløder tilbage, som brandvæsnet efterslukkede.

Efterfølgende havde Østjyllands Brandvæsen kun ros tilovers for Pias indsats og hendes hurtige reaktion: 

”Personalet har mulighed for at gøre en forskel, hvis de handler korrekt, og det gjorde de her. Vi undgik, at situationen udviklede sig til noget fatalt. Det var rigtig godt, og hun gjorde en stor forskel i søndags,” siger Jesper Hansen fra Østjyllands Brandvæsen.

Pia er glad for, at hun reagerede så prompte. Men hun synes, det er lidt svært at modtage al den ros, der følger med.

”Jeg er ikke så god til at få ros. Alle mulige klappede og sagde, at jeg var en hverdagshelt. Jeg kunne slet ikke have det. Jeg blev helt genert,” siger hun.

Har det godt i dag

Pia blev bedt om at tage på sygehuset samme dag for at blive tjekket. Hun er nemlig gravid, og alle ville gerne sikre sig, at hun og hendes baby var okay. Hun fik både taget blodprøver og hjertediagram, og alt var heldigvis, som det skulle være.

Læs også: Efter dødsbrand: Krav om røgalarmer på plejehjem

Da hun senere samme aften kom hjem og fik samlet tankerne, ramte dagens alvor hende alligevel. Sommerens forfærdelige ildebrand på et plejecenter på Djursland spøgte i baghovedet.

”Da jeg kom hjem om aftenen, sad jeg og tænkte: ’Hold nu kæft. Det kunne være gået helt vildt galt.’”

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev