Annonce

Julegave

Julegave på jobbet: Se hvad disse ansatte får


Julen nærmer sig, og på mange arbejdspladser er der tradition for, at medarbejderne får en lille julegave. Men der er store forskelle, og der er også mange offentligt ansatte, som intet får.

Annonce

Lidt mere end hvert andet FOA-medlem får julegaver fra arbejdspladsen. Det viser en tidligere undersøgelse blandt FOAs medlemmer.  Colourbox

Af Malin Schmidt
Journalist

Annonce

Der er store forskelle på, hvad medarbejdere på danske arbejdspladser får i julegave. Mere end hvert andet (56 %) FOA-medlem har svaret i en tidligere undersøgelse, at de plejer at få en julegave. 

I det private er det langt mere almindeligt med julegaver end i det offentlige. Mere end to ud af tre (69 %) af FOAs medlemmer inden for social- og sundhedssektoren i det private får normalt en julegave, mens det i regioner for eksempel kun er hver tredje medarbejder (33 %), der er så heldig at få en pakke af deres leder.

Fagbladet FOA har spurgt fire ansatte inden for FOAs områder om, hvad de plejer at få i julegave af deres arbejdsplads.

Daisy Friis Larsen, sosu-assistent

Daisy Friis Larsen, sosu-assistent på Ingeborggården, Frederiksberg
Daisy Friis Larsen synes det er hyggeligt at få gaver fra sin arbejdsgiver.  Jørgen True

Daisy Friis Larsen er social- og sundhedsassistent på Ingeborggården Frederiksberg.

- Hvad får du i julegave af din arbejdsplads?

"Det ved man jo aldrig, men det er som regel noget til hjemmet. Sidste år fik vi en meget fancy elektronisk opladelig lighter og noget chokolade. Lighteren er rigtigt god, og så er det hyggeligt at få julegaver fra sin arbejdsgiver," siger Daisy Friis Larsen.

Per Frank Colding, teknisk servicemedarbejder

Per Frank Colding, teknisk servicemedarbejder på Vamdrup Skole
Per Frank Colding og hans kolleger får selv lov til at vælge deres julegave. Ole Joern

Per Frank Colding er teknisk servicemedarbejder på Vamdrup Skole i Kolding.

- Hvad får du i julegave af din arbejdsplads?

"Vi går ind på julegave.dk, og så må vi vælge. Sidste år var det juleøl, chokolade, et ur og den slags. Jeg valgte øllene. Julegaverne viser, at de sætter pris på os. Vi er ikke helt glemt. Og så får vi dem på en hyggelig måde i fællesskab," siger Per Frank Colding.  

Dominique Kuschel, pædagogisk assistent

Dominique Kuschel er pædagogisk assistent i Børnehuset Kokkedal.
På Dominique Kuschels arbejdsplads trækker de lod om gaverne. Jørgen True

Dominique Kuschel er pædagogisk assistent i Ådalen/Børnehusene Kokkedal.

- Hvad får du i julegave af din arbejdsplads?

"Vores leder laver en pakkekalender, hvor vi hver dag trækker lod. Vi får også en lille julegave fra vores leder. Sidste år var det en skål med hjemmelavede praliner. Arbejdsgiveren giver os et gavekort til biografen, det er dejligt," siger Dominique Kuschel.

Helle Thyge-Nielsen, rengøringsleder

Helle Thyge-Nielsen, rengøringsleder i område Syd, Bornholms Kommune
For Helle Thyge-Nielsen er det vigtigt at give en gave til medarbejderne. Pelle Rink

Helle Thyge-Nielsen er rengøringsleder i område Syd i Bornholms Kommune

- Hvad får du i julegave af din arbejdsplads?

"Jeg ved ikke, hvad jeg får i år, men sidste år fik vi nogle bornholmske madolier. Det er rart, men det betyder næsten mere for mig at give en gave til en medarbejder. Jeg kan mærke, at folk sætter pris  på, at vi tænker på dem til jul," siger hun.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev