Annonce

Illustration af kvinde der modtager pakke fra nethandel.

Det skal du vide, når du handler julegaver på nettet


Når du handler julegaver på nettet, er du godt beskyttet som forbruger. Men du skal reagere hurtigt og helst 14 dage efter købet, hvis du vil være sikker på at få dine penge tilbage.

Annonce

Når du handler på nettet, er du ekstra godt sikret hvis du bruger betalingskort. Opstår der et problem, skal du altid forsøge at løse det med webshoppen, inden du beder banken hjælpe. Jørgen Stamp

Af Lis Hornø
Journalist

Annonce

Hvis du bruger betalingskort, når du handler på nettet, er du ekstra godt sikret udover den almindelige beskyttelse, som forbrugerlovgivningen giver dig. Banken kan nemlig i de fleste tilfælde føre penge tilbage til din konto, når noget går galt.

Som netkunde skal du tjekke ordrebekræftelse, træk på kontoen og selve den leverede vare. Opstår der et problem, skal du altid forsøge at løse det med webshoppen, inden du beder banken hjælpe. 

Læs også: 7 gode råd til at booste din pension

“Man skal typisk udfylde en formular på bankens hjemmeside eller i netbank, så banken har den nødvendige dokumentation. Man kan altid ringe til sin bank og få hjælp,” siger Louise Fjord, seniorkonsulent i brancheforeningen Finans Danmark. 

Gør man indsigelse senest 14 dage efter, at man opdager problemet, er man sikker på at få pengene retur. Efter 13 måneder er kravet forældet. 

“De 14 dage og 13 måneder er to tidsfrister i kæden. Ifølge betalingsloven skal forbrugeren reagere ‘snarest muligt’. Det kan være et svært begreb i praksis. 14-dagesgrænsen er sat efter dialog med blandt andre Forbrugerombudsmanden.” 

Læs også: Vælg mærkevarerne fra og spar penge

Perioden mellem 14 dage og 13 måneder går på, hvornår du opdager problemet. Banken vil altid behandle sagen individuelt, siger Louise Fjord. Chefjurist hos det danske tillidsmærke for e-handel, e-mærket, Camilla Post, behandler årligt 400 klager over medlemsbutikker og ved, hvad de går på. 

“De største, mest populære webshops, hvor flest handler, er e-mærkede. De fleste klagesager handler om fejl ved varer. På andenpladsen ligger prisfejl, hvor varens pris er sat forkert. På tredjepladsen ligger sager, hvor pengene hæves, inden varen er sendt. Det må webshoppen ikke,” siger hun. 

Ni ud af ti sager løses ved mægling. Resten går videre til Center for Klageløsning, der er første instans i det offentlige forbrugerklagesystem. 

Vælg Visa

Når en dansk webshop har en aftale  med både Dankort (Nets) og Visa, og kunden betaler med Visa/Dankort, skal kunden kunne vælge, om man vil betale med Dankort- eller Visa-delen. Ved at vælge Visa opnår man bedst forbrugerbeskyttelse, se skemaet. I udenlandske webshops bruges Visa-delen altid. 

Kilde: Lis Hornø på basis af Finans Danmark m.fl.

14 dages fortrydelsesret

E-handler du inden for EU, har du 14 dages fortrydelsesret, når du køber varer og tjenesteydelser. Retten gælder fra den dag, du modtager varen. Når du køber tjenester, f. eks. mobilabonnementer, gælder retten fra den dag du laver bestillingen. Du skal klart gøre opmærksom på, at du fortryder, ved at skrive en mail eller udfylde en formular på webshoppens hjemmeside. Gem mailen eller den kvittering, som butikken har pligt til at maile dig, når du bruger formularen. Når du fortryder, skal du have pengene retur senest 14 dage efter, inklusive betaling for forsendelse. Med mindre andet er aftalt, er det dig, der skal betale for at sende varen retur til sælger.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev