Med et trylleslag var der ikke brug for social- og sundhedsassistenter på Kirurgisk Afdeling på Regionshospitalet Herning, som hører under Hospitalsenheden Vest.

Derfor fik Anne Olesen i august 2015 at vide, at hun var fyret. Det samme gjaldt syv af hendes kolleger. Kun tillidsrepræsentanterne blev ikke opsagt. Anne Olesen var med sine 22 års ansættelse den af social- og sundhedsassistenterne, der havde været ansat i kortest tid. 

Læs også: Afgørelse: Hospital måtte ikke fyre sosu-assistenter kollektivt

“Jeg blev rystet, da vi fik den besked. Vi fik at vide af ledelsen, at det var slut, og at det handlede om besparelser,“ siger Anne Olesen til Fagbladet FOA.

I opsigelsen stod der, at afdelingen ville foretage en opgaveflytning fra social- og sundhedsassistenter til sygeplejersker.

Da Anne Olesen blev fyret var hun 63 et halvt år, og for at få mest muligt ud af sin efterløn, havde hun planlagt at fortsætte med at arbejde til hun blev 65 år. Hun blev uddannet i 1975 på det daværende Odense Sygehus, hvor hun arbejdede i 25 år, inden hun kom til Herning i 1993. Hun har altid været glad for at arbejde på sygehuse. Og så på Regionshospitalet i Herning har hun holdt meget af sit arbejde.

“Det har været et godt og spændende job, og vi har fået lov til mange ting. Og vi har altid fået at vide, at vi var sindssygt kompetente,” siger Anne Olesen. 

Som social- og sundhedsassistent med stor erfaring fik Anne Olesen og hendes kolleger delegeret mange opgaver. Anne Olesens arbejde bestod blandt andet i at medicinere, at dosere medicin, at mobilisere folk, at udføre sår- og stomipleje, pleje og pasning af epidural samt CVK, udregne væskebalance og anlægge og skylle katetre og assistere læger og sygeplejersker.

Derfor var det ganske nedslående, da det viste sig, at hospitalsledelsen ville erstatte social- og sundhedsassistenterne med sygeplejersker. 

Læs også: Sosu’er presses ud af sygehusene

“Der blev vi utroligt skuffede over. Vi ved jo, at en ny sygeplejerske ikke kan varetage det samme som os med op til 40 års erfaring. Du kan ikke læse dig til erfaring. Men på papiret har de den rigtige nål og de rigtige kompetencer,” siger hun.

I tidens løb har Anne Olesen været med til at oplære rigtig mange sygeplejersker på afdelingen. Men det var en hård omgang at skulle oplære dem, der efterfølgende skulle overtage hendes eget job.

“Det var hæsligt. Og det var absolut ikke behageligt at være på afdelingen. Jeg havde jo troet, at jeg skulle afslutte mit arbejdsliv på en værdig måde på hospitalet,” siger Anne Olesen.

Da hendes opsigelsesperiode udløb, fik hun arbejde på et plejecenter, hvor hun har været, indtil hun gik på pension i maj sidste år som 65-årig.

Læs også: Knap hver tredje sosu-assistent har fået frataget opgaver

Selvom ledelsens begrundelse for at afskedige sosu-assistenterne var, at de skulle erstattes af sygeplejersker, blev der stadig brugt et stort antal social- og sundhedsassistent-vikarer, efter de faste sosu-assistenter var blevet fyret.

Og det fik betydning, da opmanden skulle tage stilling i sagen. I september i år, efter at parterne ikke kunne nå til enighed om, hvorvidt der var tale om urimelige afskedigelser, endte sagen som en afskedigelsesnævnssag. Parterne mødtes og udlagde deres forklaringer, og så var det op til opmanden at komme med en afgørelse i sagen.

Anne Olesen var med til mødet for at fremlægge sagen fra social- og sundhedsassistenternes side. Der skulle gå 10 dage før at opmanden efterfølgende kom med sin afgørelse.

Han gav FOA medhold, og de medlemmer, der var med til at lægge sag an mod regionshospitalet, blev hver tilkendt en erstatning på hver 75.000 kroner i godtgørelse.

“Åh, hvor blev jeg glad, da den meddelelse kom. Det har været hårdt at gå og vente på afgørelsen.  Jeg er blevet krænket på min stolthed og på min faglighed. Og hele sagen har fået mig til at tvivle på alle de tilkendegivelser, jeg har fået gennem tiden fra patienterne,” siger Anne Olesen og fortsætter:

“Jeg er så glad for, at hospitalet har fået opmandens ord for, at det ikke er i orden at behandle mennesker på denne måde. Jeg tænker ikke på pengene. Vi er gået efter at få retfærdigheden frem. Og jeg håber, at vi har hjulpet andre, der kunne komme i lignende situationer,” siger Anne Olesen.