Børn der leger leg på streg som er et koncept udviklet af Kræftens Bekæmpelse

Streger gør læring til leg i børnehus

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

Leg, bevægelse og læring smelter sammen i konceptet
‘Leg på streg’. Kræftens Bekæmpelse står bag de sjove striber. 

De store børnehavebørn i Børnehuset Kærdammen er vilde med at lege på streger. De har tre baner permanent tegnet på asfalt: en talbane, en bogstavbane og en løbebane.  “Vi ser tydeligt, at børnene lærer mere, når de bevæger sig. De oplever det slet ikke som læring." siger pædagogisk assistent Pia Jensen. Jørgen True

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

“Find bogstaverne!” 

Pædagog Bianca Balslev råber glad opfordringen til flokken af store børnehavebørn, der står samlet omkring hende på Børnehuset Kærdammens legeplads. Det skal hun ikke sige to gange. 

Læs også: Børn bliver bedre venner af mindfulness

Børnene spæner ud efter plastikbogstaver, som pædagogisk assistent Pia Jensen har gemt på legepladsen. I Brøndby Kommune, hvor Børnehuset Kærdammen ligger, kæmper de med mange overvægtige børn og med børn, der bevæger sig for lidt. 

Samtidig vil kommunen gerne have fokus på læring. Det kan være svært forenelige mål. Bevægelseskonceptet ‘Leg på streg’ hjælper med at knække koden, så børnene lærer, mens de bevæger sig og har det sjovt.

Konceptet består af lege udviklet til tre baner permanent tegnet på asfalt: en talbane, en bogstavbane og en løbebane.

Lærer mere når de bevæger sig

Kræftens Bekæmpelse har udviklet konceptet til grundskolens boglige fag for at støtte op om mere bevægelse i læring. Pia Jensen og Bianca Balslev har videreudviklet konceptet til børnehaver. 

“Vi ser tydeligt, at børnene lærer mere, når de bevæger sig. De oplever det slet ikke som læring. De leger bare og får rørt sig en masse, og de er vilde med det,” siger Pia Jensen. 

Læs også: Pædagog opfinder insekt-spil

På asfalten er alfabetet tegnet i et stort kvadrat. Hver gang et barn kommer løbende tilbage med et bogstav, hjælper Pia og Bianca med at lægge det på det matchende bogstav på asfalten. 

Der er klap og glædeshop, da alle bogstaver er fundet. “Godt klaret,” siger Bianca. “I har vundet – at løbe mega hurtigt rundt om skuret!” Glade børn piler rundt om børnehavens redskabsskur.

Pædagogisk assistent Pia Jensen og pædagog Bianca Balslev
Pædagogisk assistent Pia Jensen (tv.) og pædagog Bianca Balslev har videreudviklet bevægelseskonceptet ‘Leg på streg’ til børnehaver. Jørgen True

Nemt at tilpasse

Forud for bogstavjagten har Bianca fortalt en historie om Bogstav-Lars, der ejer en vrøvleordsfabrik, og som har fået stjålet alle bogstaverne, så han ikke længere kan lave vrøvleord. 

Hun og Pia har fundet på fortællingen og legen, der indgår i et inspirationshæfte til andre børnehaver, der vil arbejde med ‘Leg på streg.’ De ved, at nogle synes, det er for tidligt at øve bogstaver og former med børnehavebørn. 

Læs også: Dagplejer: Genbrug giver opfindsomme børn

“Men vi er overbeviste om, at det gør det lidt lettere for børnene at arbejde videre med det i skolen, når de for eksempel kan genkende de geometriske former, fordi vi har leget en slags billedlotteri med former på legepladsen,” siger Pia Jensen. 

Hun og Bianca Balslev opfordrer til, at man selv videreudvikler legene i konceptet. 

“Tag det, du kan bruge og lav lege, der passer til de børn, du arbejder med. Det giver et større ejerskab og engagement, og børn tænder på engagement. Når de oplever, at vi voksne gider lege og har det sjovt, er de på,” siger Bianca Balslev.

Bogstavskattejagt

  • Tegn alfabetet på asfalten.
  • Lav eller køb markeringsbrikker med alle bogstaverne.
  • Gem bogstaverne på legepladsen.
  • Fortæl børnene, at en tyv har stjålet bogstaverne fra vrøvleordsfabrikken og har gemt dem.
  • Få børnene til at hjælpe politiet med at finde bogstaverne. De må kun hente ét bogstav ad gangen.
  • Børnene skal (med voksenhjælp) lægge bogstaverne på det matchende bogstav tegnet på asfalten.
  • Fejr, at I har fundet alle bogstaverne med glædeshop eller en sejrsløbetur.

Læs mere om bevægelseskonceptet 'Leg på streg' og få materialer med lege til børnehave og skole her. 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies