Annonce

Hovedbanegården i København

Tema: Profit på velfærd

Handicappet pige lagde sig på togskinner efter flere overgreb på bosted


En mindreårig, handicappet pige blev spyttet i hovedet og udsat for 136 magtanvendelser på privat bosted. Flere gange forsøgte hun at tage sit eget liv. Trods ulovligheder betalte Københavns Kommune 9,8 millioner kr. for anbringelsen til bostedets ejere.

Annonce

Ifølge notater fra politi og psykiatri har den mindreårige pige under sin anbringelse på bostedet HabitusHuset Danshøj forsøgt at tage sit eget liv ved at lægge sig på skinnerne på Hovedbanegården. Colourbox

Af Anders Ejbye-Ernst
Journalist

Annonce

En mindreårig udviklingshæmmet pige, der var anbragt på det private bosted HabitusHuset Danshøj, er blevet spyttet i hovedet af en ansat. Pigen har også flere gange forsøgt at begå selvmord på bostedet, hvor hun havde det så dårligt, at hun i perioder var svingdørspatient i psykiatrien.

Pigens journal fra psykiatrien viser, at hun under flere indlæggelser gjorde opmærksom på, at hun ikke ønskede at komme tilbage på bostedet. På trods af hendes ønske, var hun alligevel anbragt på bostedet, der er ejet af bostedskæden Habitus, i omkring 20 måneder. Københavns Kommune betalte sammenlagt lidt over 9,8 millioner kroner for forløbet. Det viser dokumenter fra Region Hovedstaden og Københavns Kommune, som Fagbladet FOA har fået aktindsigt i. 
 

Læs også: Handicappede låser sig inde af frygt for overgreb

“Det er en frygtelig ulykkelig sag, som vidner om et bosted, der hverken har ageret professionelt korrekt eller rettidigt. Habitus skulle have erkendt langt tidligere, at opgaven lå uden for deres kompetencefelt,” siger Anni Sørensen, formanden for Landsforeningen LEV, der repræsenterer de mennesker med udviklingshæmning og deres pårørende.
 
Pigen er i dag anbragt på et nyt bosted. Hun har det ifølge forældrene dårligt. For at skærme deres barn, ønsker de ikke at stå frem, men gennem et samtykke har de givet fuld adgang til sagen. 
 

Problematiske magtanvendelser

En aktindsigt fra Socialtilsyn Hovedstaden viser, at pigen ofte blev udsat for magtanvendelser på HabitusHuset Danshøj. Alene i juli og august 2017 blev hun ifølge Socialtilsyn Hovedstaden udsat for tilsammen 39 magtanvendelser. 
 

Læs også: Bostedskæde kritiseres for at låse handicappede inde

I en tilsynsrapport har Socialtilsyn Hovedstaden foretaget en gennemgang af samtlige magtanvendelser på Habitus' bosteder i Nordsjælland, herunder HabitusHuset Danshøj, hvor pigen var anbragt de første otte måneder af 2017. Der var 125 magtanvendelser i alt
 
I rapporten bemærker Socialtilsyn Hovedstaden, at det ikke er muligt at forholde sig til, om der er lovhjemmel til magtanvendelserne, ”da en stor del af indberettelserne er mangelfuldt beskrevet. Der ses ingen eksempler på rettidig indberetning til visiterende kommuner,” skriver tilsynet.
 
Blev spyttet i hovedet
Dokumenter fra Nordsjællands Politi viser, at pigen under en af de mange magtanvendelser blev fastholdt og spyttet i hovedet af en mandlig ansat. Pigen anmeldte den ansatte, der senere blev idømt 10 dages betinget fængsel for overgrebet.
 

Læs også: Handicappet blev glemt i to døgn uden mad og drikke

En opgørelse viser, at pigen under sit cirka 20 måneder lange ophold på HabitusHuset Danshøj blev udsat for 136 magtanvendelser. Ifølge Socialtilsyn Hovedstaden forekommer magtanvendelserne mod pigen i perioder flere gange dagligt. 
 
“136 magtanvendelser er et ekstremt højt tal. Samtidig er en stor del af dem ikke indberettet korrekt. Derfor er det fuldstændigt vanvittigt, at kommunen, der har visiteret borgeren til bostedet, ikke reagerer på det,” siger LEV-formand Anni Sørensen, og henviser til, at Københavns Kommune har et stort medansvar for pigens forløb på HabitusHuset Danshøj.
 
Bosted: Vi kunne ikke rumme pigen
Fagbladet FOA har spurgt Habitus om de for sene og mangelfulde indberetninger af magt mod de handicappede beboere i deres varetægt i 2017.
 
I et svar skriver direktør Martin Godske blandt andet:
 

Læs også: Handicappet pige lagde sig på togskinner efter flere overgreb på bosted

“Noget af det problematiske ved brugen af magtanvendelser fra den konkrete periode er, at de primært er fortaget på én borger med nogle problematikker, der viste sig at ligge uden for Habitus kompetencefelt. Det er beklageligt for borgeren, som vi derfor også har hjulpet videre til et andet botilbud,” skriver Martin Godske og henviser til den mindreårige pige.
 
Imidlertid tog det lang tid for HabitusHuset Danshøj at nå til erkendelsen om, at den mindreårige pige lå uden for bostedskædens kompetencefelt. Dokumenter viser nemlig, at den private bostedskæde fra dag ét havde svært ved at tage vare på pigen.
 

Fik begge arme i gips

I begyndelsen af juli måned 2016 – godt en måned efter Københavns Kommune ifølge deres regnskaber begyndte betalingen til Habitus – blev pigen indlagt med en brækket arm. Skaden opstod, da pigen sprang ud ad et vindue på bostedet, fortæller hendes mor til Fagbladet FOA.
 

Læs også: Ansat på bosted havde sex og tog nøgenbilleder af handicappet kvinde

I månederne efter bruddet på armen fremgår det af pigens journal, at hun ugentligt, nogle gange dagligt, er i kontakt med hospitaler i Region Hovedstaden, fordi hun er selvskadende.
 
Bruddet på hendes arm vil derfor ikke hele. Til sidst beslutter lægerne i samråd med bostedet at lægge begge hendes arme i gips – altså også den raske arm – da bostedet ikke er i stand til at forhindre den selvskadende adfærd.
 

Læs også: 16-årig handicappet pige blev fastholdt og spyttet i hovedet på bosted

“Vi aftaler, at vi maksimalt kan tillade os at bandagere i 4 uger. Patienten skal derfor tilkaldes med tid om 4 uger til fjernelse af gips,” står der i et journalnotat fra 1. februar 2017.
 
“Herefter må vi håbe, at (navn anonymiseret, red.) kan undlade at lave flere skader på sig selv,” står der videre i notatet. 
 

Ekspert: Klart ulovligt

Hos Habitus er direktør Martin Godske sidenhen gået på sommerferie. Han henviser i en mail til økonomidirektør i Habitus Brian Bisgaard, da Fagbladet FOA henvender sig med yderligere spørgsmål. 
 
Han forklarer, at der var bred konsensus om at lægge pigens arme i gips.
 

Læs også: Privat bostedskæde får kritik for brug af magt mod handicappede

“Da pigen blev ved med at ødelægge gipsen på sin brækkede arm, foreslog sundhedsvæsenet, at der også blev lagt gips på den raske. Dette skete i enighed mellem værge, botilbud og sundhedsvæsenet,” skriver økonomidirektør Brian Bisgaard i en mail til Fagbladet FOA.
 
Problemet er bare, at der ikke er konsensus mellem handlingen og reglerne i lovgivningen, forklarer en ekspert.
 
“Juridisk er der ikke noget belæg for det overhovedet. Det er klart ulovligt,” siger lektor Caroline Adolphsen fra Juridisk Institut på Aarhus Universitet.
 

Læs også: Kommuner undlader at indhente vigtige oplysninger om anbragte borgere

Hun har forsket i magtanvendelser på børne- og ungeområdet og slår fast, at der ikke er lovhjemmel til at lægge børns raske arme i gips for at forhindre selvskade. 
 
“At løse selvskadende adfærd er en pædagogisk opgave. Man kan ikke behandle selvskadende adfærd ved at lægge en arm i gips. Det kan godt være, at man i sundhedsvæsenet har truffet den her beslutning, men beslutningen ligger uden for de rammer, de arbejder under,” siger Caroline Adolphsen. 
 

Flere selvmordsforsøg

Pigens forløb på HabitusHuset Danshøj har også været præget af, at hun flere gange er stukket af fra bostedet. 
 
Under flugtforsøgene forsøger den mindreårige, udviklingshæmmede pige flere gange at tage sit eget liv. I efteråret 2017 lægger hun sig ifølge notater fra både politi og psykiatri på skinnerne på Københavns Hovedbanegård. En anden gang løber hun ud foran biler på Hillerødmotorvejen.
 

Læs også: Handicappet fundet grædende og nøgen bag låst dør

De fleste flugtforsøg ender med, at politiet må køre pigen til Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup. I efteråret 2017 bliver pigen svingdørspatient i psykiatrien. Fra den 20. oktober og tre uger frem bliver pigen indlagt her fire gange.
 
Flere gange under indlæggelserne gør hun klart, at hun ikke ønsker at komme tilbage til HabitusHuset Danshøj. 
 
“Genindlagt efter to døgn, idet hun var stukket af fra bosted. Indlægges med politiets hjælp. Udadreagerende ved indlæggelse men falder herefter til ro i afsnittet. Ønsker ikke at vende tilbage til bosted. Truer med i så fald at tage sit liv,” står der i et journalnotat fra den 11. november 2017.
 
Ville beholde pigen
På trods af pigen selvmordstrusler, ønsker bostedet stadig at have pigen i deres varetægt på dette tidspunkt. 
 
Det fremgår af et notat fra psykiatrien – ligeledes fra den 11. november – som beskriver, hvordan pigen og hendes kontaktperson på HabitusHuset Danshøj mødes under pigens indlæggelse. Om mødet skriver personalet på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Center Glostrup:
 

Læs også: Leder: Forkasteligt at tjene penge på at svigte handicappede og udsatte borgere

“Der tales længerevarende med patienten om hendes situation og refereres til netværksmøde forleden, hvor patienten selv var med. Her besluttedes, at patienten skal blive på Danshøj.”
 
Først i marts 2018 blev den mindreårige pige ifølge hendes journal fra psykiatrien flyttet fra HabitusHuset Danshøj til et nyt bosted.

Mennesket i centrum

Hos FOA undrer næstformand Thomas Enghausen sig over, at bostedet ikke tidligere i forløbet har erkendt, at de ikke kunne løfte opgaven omkring den mindreårige pige.
 
”Uanset om man er privat eller offentlig, skal man have en så høj faglighed, at man erkender, hvis man ikke kan løfte opgaven, for det er hele tiden det enkelte menneske, der skal være i centrum. Derfor undrer det mig også, at bostedet har været så længe om at reagere og få anbragt pigen på et nyt botilbud med de rette faglige kvalifikationer,” siger Thomas Enghausen.
 

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Han mener, at bostedet burde have været i stand til at sikre så høj faglighed, at de kunne forhindre de overgreb, som pigen blev udsat for. Ifølge Københavns Kommune fik bostedet 5,1 millioner kroner i 2017 for at have pigen anbragt.

“For det beløb er det muligt at sikre et fagligt forsvarligt miljø og en personaledækning, der gør, at man undgår at komme ud i de her situationer,” siger Thomas Enghausen.
 

Bosted: Pigen var muligvis fejldiagnosticeret

Hos Habitus oplyser økonomidirektør Brian Bisgaard, at den mindreårige pige var selvmordstruet lige fra begyndelsen af sit ophold på HabitusHuset Danshøj.
 
“Pigen er særdeles udfordret, og den suicidale adfærd har pigen allerede, da hun flytter ind på HabitusHuset Danshøj. Så vidt vi er orienteret, har pigen en lignende adfærd på sit nuværende botilbud,” skriver han i en mail til Fagbladet FOA.
 

Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind

- Hvad tænker du om, at pigen er blevet udsat for 136 magtanvendelser på 20 måneder?

“Hovedsageligt har magtanvendelserne skulle forhindre pigen i at begå selvmord eller beskadige sig selv. Medarbejderne har forsøgt at motivere pigen til at standse sin selvskadende adfærd, da pigen i disse situationer ofte blev stærkt udadreagerende, slog, spyttede og sparkede på personalet,” skriver Brian Bisgaard.
 
På spørgsmålet om, hvorfor det tog så lang tid, før bostedet erkendte, at de ikke kunne håndtere pigen, skriver Brian Bisgaard:
 
“Efter i adskillige måneder at have arbejdet med de udfordringer, pigen har, er konklusionen, at pigen skal hjælpes videre til et andet botilbud. Dette tager den nye direktionen initiativ til umiddelbart efter, denne er indsat i selskabet. Initiativet skal også ses i lyset af, at det kom på tale, at pigen muligvis var fejldiagnosticeret og dermed ikke længere tilhørte målgruppen på HabitusHuset Danshøj.”
 
Kommune læste ikke tilsynsrapporter
En aktindsigt fra Københavns Kommune viser, at hovedstadskommunen i 2016 betalte 4,7 millioner kroner til bostedskæden Habitus. I 2017 betalte kommunen 5,1 millioner kroner. 
 

Læs også: Knivdræbt på alenevagt på bosted: Der var fri adgang til knive

Alene siden 2013 har Københavns Kommune ifølge en opgørelse, kommunen selv har lavet, betalt over 51 millioner kroner for anbringelser af syv borgere på Habitus bosteder i Nordsjælland. 
 
Fagbladet FOA har spurgt Københavns Kommune, om kommunen har rekvireret de seneste tilsynsrapporter fra Socialtilsyn Hovedstadens, så kommunen bedre kan få indblik i, hvad tilsynet skriver om de steder, den har borgere anbragt. Det har kommunen ikke:
 
“Det oplyses, at forvaltningen ikke får tilsendt Socialtilsynets rapporter vedr. private tilbud, hverken de uddrag, der ligger på Tilbudsportalen, eller den fulde rapport. Forvaltningen ligger derfor ikke inde med de akter, som er omfattet af anmodningen,” skriver Socialforvaltningen i Københavns Kommune i et svar på en aktindsigtsanmodning fra Fagbladet FOA.
 

Læs også: Arbejdsgiver dømt for at bryde loven efter grov voldsulykke, der har givet Lone evig smerte

I svaret på anmodningen skriver kommunen videre, at de følger med i de informationer, som står på Tilbudsportalen, der er en slags salgsvindue for bostederne til landets 98 kommuner. 
 
- Er det forvaltningens opfattelse, at Tilbudsportalen giver et tilstrækkeligt indblik i tilstanden på bosteder, hvor I har anbragt borgere?

“Vi stoler på, at Tilbudsportalen og Socialtilsynet laver en løbende opfølgning af tilstanden på de bosteder, hvor vi anbringer borgerne,” skriver Lasse Falck Steenland, borgercenterchef Borgercenter Handicap, blandt andet i forbindelse med en opfølgende henvendelse fra Fagbladet FOA.
 

Læs også: Sådan får du styr på dine rettigheder på døgnområdet med ny vejledning

Det har ikke været muligt at få et interview med Socialborgmester Mia Nyegaard (R) fra Københavns Kommune, da hun holder sommerferie.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev