500 sosu-hjælpere uddannes i velfærdsteknologi

Af Ida Østerlund
Journalist

Af Johnny Frederiksen
Videojournalist

Københavns Kommune uddanner byens social- og sundhedshjælpere i velfærdsteknologi for at styrke fremtidens ældrepleje.

Københavns Kommune har etableret læringslejligheder, hvor kommunens social- og sundhedspersonale bliver uddannet velfærdsteknologi. Johnny Frederiksen

Af Ida Østerlund
Journalist

Af Johnny Frederiksen
Videojournalist

En pilleæske med alarm, et skærebræt med løgholder, en hovedpude mod tinnitus og morgenvækning på iPad’en. Det er bare nogle få af de mange ting, social- og sundhedshjælperne kan se, føle og lære at kende i en læringslejlighed på Østerbro i København. Her skal de på kursus i velfærdsteknologi. Kurset skal gøre byens ældre mere selvhjulpne og optimere ældreplejen.

Social- og sundhedshjælperne Per Hartwich og Linda Christina Søndergaard har som nogle af de første været afsted på kurset. De har begge fået øjnene op for vigtigheden af fremtidens teknologiske hjælpemidler.

”Vi får flere borgere og muligvis færre hænder i fremtiden. Derfor er det vigtigt, at vi får uddannet nogle ambassadører for velfærdsteknologi,” siger Per, og Linda er enig: 

”Det er vigtigt, at så mange som muligt kommer på den her uddannelse, så vi får øjnene op for, at velfærdsteknologien ikke tager hænder, men at det tværtimod giver borgerne værdighed,” siger hun.

Giver borgerne et værdigt liv

Linda fortæller, at hun i høj grad har brugt kurset i sin hverdag, når hun er på besøg hos borgerne. 

”Jeg tænker mere i dag, når jeg kommer ud hos borgerne, om de har svært ved at tage strømper på eller åbne forskellige pilleæsker, kartoner eller glas,” siger hun.

Læs også: Sosu'er er glade for velfærdsteknologi

Per er blevet ambassadør for skærmbesøg. Gennem videochat på en tablet vækker plejepersonalet borgerne om morgenen og sørger for, at de får taget deres morgenmedicin. På den måde kan plejerne fokusere på andre opgaver end pillegivning, og borgerne har mere selvbestemmelse over, hvornår de vil vækkes.

”Velfærdsteknologien kan gøre en borger til et helt, fungerende menneske,” siger Per.

Hjælperne kender borgerne godt

Ifølge sundheds- og omsorgsborgmesteren i København, Sisse Marie Welling, er der en særlig grund til, at det netop er social- og sundhedshjælperne, der skal uddannes i velfærdsteknologi.

”Social- og sundhedshjælperne er nogle af dem, der er tættest på borgerne i hverdagen, så de vil være særligt gode og hurtige til at spotte, hvornår der er behov for et hjælpemiddel. Derfor er det rigtig vigtigt, at dem, der er sammen med borgerne, også har den viden, der skal til,” siger hun.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies 

Vi bruger cookies på fagbladetfoa.dk til bl.a. at måle trafik og gøre siden bedre. Vælger du cookies fra, vil der være services, du ikke kan benytte. Læs mere om cookies