Annonce

En ballonsælger i Fælledparken

Kend din ret: Disse helligdagsregler gælder for dig


Flere af forårets helligdage falder i år på en hverdag. Det betyder ekstra løntillæg for dem, der skal på arbejde. Men der gælder forskellige helligdagsregler for forskellige overenskomster. Find her ud af, hvad der gælder for dig.

Annonce

Der er mange helligdage, der falder på en hverdag i år. Faktisk tre flere end i 2017 og seks flere end i 2016. Det er blandt andet, fordi 1. maj og grundlovsdag falder på tirsdage. Colourbox

Af Ida Østerlund
Journalist

Af Merete Nielsen
Journalist

Annonce

I løbet af foråret i år bliver der god tid til at sove længe, slå benene op og nyde solen – hvis du er en af de heldige, der har fri i helligdagene. 

Hører du til gruppen, der holder Danmark kørende i helligdagene i april og maj, kan du til gengæld se frem til løntillæg. 
 
Store bededag, Kristi Himmelfartsdag og 2. Pinsedag er søgnehelligdage. Det betyder, at du får tillæg på 50 procent oveni din løn samt en fridag en anden dag, hvis du skal arbejde på en af de dage.
 

Læs også: Så mange ekstra penge og fridage skal du have for helligdage

Reglerne for 1. maj og grundlovsdag er forskellige i de enkelte FOA-overenskomster. Nogle har fri, nogle har halvt fri, og nogle skal arbejde. Her er, hvad der gælder for de største FOA-faggrupper:
 

Social- og sundhedspersonale i kommunerne

Arbejder du på social- og sundhedsområdet i en række kommuner i hovedstadsområdet – det såkaldte FKKA-område – betragtes 1. maj som en hel søgnehelligdag. Grundlovsdag er søgnehelligdag fra klokken 12. Arbejder du i en af kommunerne i FKKA-området, og skal du på arbejde 1. maj eller grundlovsdag, får du både et tillæg på 50 procent af timelønnen samt fri en anden dag.
 
Arbejder du i en kommune uden for FKKA-området, har du i videst muligt omfang fri klokken 12-24. Det gælder både 1. maj og grundlovsdag. Skal du arbejde efter klokken 12 de pågældende dage, får du 50 procent i tillæg. Til gengæld får du ikke fri en anden dag.
 

Social- og sundhedspersonale i regionerne

Er du ansat på social- og sundhedsområdet og arbejder i regionerne, har du i videst muligt omfang ret til en fridag 1. maj fra dagtjenestens begyndelse til klokken 24.
 
Kan det ikke lade sig gøre, får du et tillæg på 50 procent af timelønnen. Arbejder du 1. maj, får du ikke en erstatningsfridag en anden dag.
 
MED-udvalget i den enkelte region kan aftale, at det er grundlovsdag, der er fridag i stedet for 1. maj.
 

Det pædagogiske område

Er du dagplejer, er 1. maj en almindelig arbejdsdag. Til gengæld er grundlovsdag fridag fra klokken 12. Hvis du undtagelsesvis arbejder efter klokken 12, får du timerne som overarbejde.
 
Er du pædagog på dagområde i Københavns Kommune, har du fri 1. maj hele dagen og grundlovsdag efter klokken 12. Hvis du skal på arbejde 1. maj, skal du have en erstatningsfridag, og hvis du skal arbejde grundlovsdag efter klokken 12, skal du have erstatningsfri af samme længde.
 
Er du pædagog på døgnområdet i Københavns Kommune, har du i videst muligt omfang ret til en fridag 1. maj fra dagtjenestens begyndelse til klokken 24, hvorimod grundlovsdag sidestilles med en helligdag. 
 
Er du pædagogmedhjælper i de kommunale institutioner i København, skal du have et tillæg, hvis du arbejder 1. maj eller grundlovsdag.
 

Læs også: Nyt ferieår: Kend dine rettigheder

For pædagogmedhjælpere i øvrige institutioner i København og andre steder i landet er 1. maj en almindelig arbejdsdag. For grundlovsdag er der et tillæg.
 
Omsorgs- og pædagogmedhjælpere uden for København har 1. maj og grundlovsdag i videst muligt omfang ret til frihed i tiden 12-24, uden at normaltjenesten omlægges. Hvis du er på arbejde i det tidsrum, skal du have betaling efter reglerne om tjeneste på søndage.
 
Generelt for alle områder kan der dog være lokale aftaler, der erstatter disse regler. Spørg din tillidsrepræsentant.
 

Få hjælp af FOA

Hvis du er medlem af FOA, kan du se, hvad der gælder for din faggruppe i din overenskomst eller de tilknyttede arbejdstidsregler her. Du kan også søge yderligere råd og vejledning hos din tillidsrepræsentant eller i din FOA-afdeling.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev