Sara Omar ryster af kulde. Hun har feber, er pakket ind under dynerne, og de højhælede sko, hun sjældent viser sig uden, er smidt ved siden af sengen.

”Det gør mig ikke noget at tale alligevel,” siger den 31-årige dansk-kurdiske Sara Omar, hvis romandebut 'Dødevaskeren', da den udkom sidst i november, blev udnævnt til årets vigtigste bog. Til årets modigste bog. Til en af den slags bøger, der har kraften til at ændre et samfund. Et knytnæveslag mod visse dele af det muslimske samfund, hvor kvinder undertrykkes, bliver udsat for vold og hvor pigers liv er truet, fordi de er piger. 

”Store dele af min bog er skrevet sådan her,” siger hun og nikker ned mod sit leje. Hun var indlagt, alt gjorde ondt, men hun gjorde det alligevel. Hvorfor hun var indlagt, vil hun ikke nærmere ind på. 

”Bogen er et kampskrift,” siger Sara Omar om 'Dødevaskeren', der handler om den muslimske pige Frmesk og det miljø i irakisk Kurdistan og i Danmark, hvor æren står over alt andet og i sidste ende kan få piger og kvinder dræbt. Det er her, hvor ingen løfter et øjenbryn over vold, incest, seksuelle overgreb og æresdrab. 

Den er en oplysningsmanual, tilføjer hun. Eller måske snarere en livsnødvendighed. 

”Jeg havde ikke noget valg. Valget stod mellem at dø og vælge livet og skrive. Jeg gjorde det for at træde ud af skyggeverdenen og den undertrykkelse, jeg selv har oplevet. Der hvor jeg kommer fra, er du bare en mands skygge. Du besidder ikke retten over dine egne overbevisninger. Du må ikke have meninger, du bliver ikke lyttet til. Du har ikke engang retten over dine egne penge og dine egne børn.”

Fiktion eller virkelighed

Sara Omar kører hånden igennem sit hår. En stribe lyst hår blander sig med det mørke. 'Dødevaskerens' hovedperson Frmesk er født med en lille lysende hvid plet hår på sin skaldede isse. Sara Omar tager salt for at få sit blodtryk op. Frmesk får vindruer med salt af sin mormor, for at styrke sit helbred. I 'Dødevaskeren' krydsklippes der mellem Frmesks opvækst i irakisk Kurdistan og en dansk hospitalsstue på Skejby, hvor hun er indlagt. 

”Jeg har valgt at sige, at min bog er inspireret af virkeligheden. Den virkelighed er ikke kun min, og så vil jeg ikke sige mere,” siger Sara Omar og understreger, at noget er virkeligt, andet er fiktion. Hvad der er hvad, vil hun ikke afsløre. 'Dødevaskeren' er trods alt en roman. 

Frmesk vokser op hos sine bedsteforældre. Hendes mor har sendt hende væk, fordi hun frygter, at faderen vil slå den lille pige ihjel. Hun er jo kun en pige, svagelig og oven i købet født med den mystiske hvide hårtot, der hviler over hende som en forbandelse. 

Mormoderen er muslim, men udstødt, fordi hun er dødevasker og vasker de kvinder og børn, andre ikke vil røre ved, fordi de er blevet æresdræbt. Morfaderen er ikke muslim, men høster alligevel en vis anseelse, fordi han er tidligere oberst i den irakiske hær.

Bedsteforældrene udgør en kærlig lomme for Frmesk, men de formår alligevel ikke at beskytte pigen fra det samfund, hvor volden og overgrebet er enhver piges og kvindes livsvilkår. 

Familiens ære

En af de første, voldsomme scener i 'Dødevaskeren' beskriver en pige, der cykler. Hendes far styrter ud af huset med en kniv, som han skærer hendes tunge og ører af med. Pigen har vanæret familien, fordi hun har cyklet. 

”Det var min barndomsveninde,” siger Sara Omar stille. 

”Når du lever i de kredse, jeg beskriver, så er det familien, der bestemmer alt. Æresbegrebet er større end alt andet. En kvinde er sin brors ære, sin mands ære, hele sin families ære. Og så bliver volden normaliseret. Når manden har slået dig, så siger du, ’sådan er manden’. Ikke engang kvinderne kan se, at en mand ikke skal være sådan,” siger Sara Omar og understreger, at det er netop de kvinder, hun vil nå. 

Årets Victor

Det er derfor, Sara Omar taler på trods af feber og derfor, hun på Kvindernes Internationale Kampdag den 8. marts holder tale hos FOA i København. Det er også derfor, hun har givet så mange interviews, at hun ikke længere har tal på dem. 

Mandag var det franske dagblad Le Monde forbi, inden hun samme aften modtog Ekstra Bladets hæderspris Årets Victor 2018 for at ”bruge sit mod” og for at være blevet ”tavse kvinders talerør”. Med livet som indsats, som der også står i begrundelsen. 

For Sara Omar har fået trusler, efter at hun udkom med 'Dødevaskeren'. Hun samarbejder tæt med myndighederne, siger hun kort. Mere vil hun ikke sige. Hun vil hellere tale om alt det gode, der er sket siden udgivelsen. 

”Jeg har fokus der, hvor jeg ved, jeg kan gøre en forskel. Og jeg ved, at de, der føler sig krænkede af min bog, er det, fordi de ser kvindens stemme som en trussel,” siger Sara Omar, der er overvældet over den positive modtagelse, hun har fået. 

”'Dødevaskeren' er kommet ud til alle afkroge i samfundet. Jeg er blevet kontaktet af så mange piger og kvinder, der har fortalt mig deres historier, og som har brudt deres tavshed. Det er en velsignelse at opleve, når man har givet op. Man tror, der kun findes mørke, og pludselig finder man lyset. Jeg er blevet til den kvinde, som jeg gerne ville have haft skulle kæmpe for mig engang,” siger Sara Omar. 

Ud af skyggen

Det er ordets kraft, mener hun. Den kraft, der kan få undertrykte kvinder til at træde ud af skyggen og mørket, og her kan alle være med, lyder hendes budskab på Kvindernes Internationale Kampdag.

”Jeg vil gerne opfordre alle til at bryde tavsheden,” siger Sara Omar og understreger, at undertrykkelsen findes alle vegne. Også der, hvor vi måske mindst venter den. 

”Vi har også helt almindelige lyshårede, danske kvinder, der bliver undertrykt. Selv om hun har rettigheder på arbejdsmarkedet og Matilde Bajer (stifter af Dansk Kvindesamfund, red.) har kæmpet for hendes stemmeret. Min kamp er alles kamp, og jeg vil ikke finde mig i uretfærdighed, uanset om kvinden er hvid, sort eller gylden. Hun er et menneske, der skal have ret til at leve det liv, hun ønsker,” siger Sara Omar, der opfordrer alle til at blande sig, når de opdager undertrykkelse. Uanset om det er på arbejdspladser, i skolerne eller i daginstitutionerne. 

Fælles ansvar

Det er en fælles kamp, understreger hun. For hvis man ikke løfter sløret for det, man selv kender til, så er man selv med til at reproducere den undertrykkelse, der sker. 

”I kan snakke med naboen, I kan banke på. Nogle gange er det det, der skal til. Lad dem vide, at du er der,” siger Sara Omar, der mener, at alle har et ansvar for at være med til at løfte de undertrykte kvinder, så de får samme muligheder, som vi andre har. 

”Det er den første kamp. Så kan vi tale om ulige løn og ulighed på arbejdsmarkedet bagefter,” siger Sara Omar og taler om berøringsangst og misforståede hensyn, der kun er med til at ødelægge. Det er sådan, hun selv har oplevet venstrefløjen tackle undertrykkelsen blandt muslimske kvinder. Samtidig har hun set højrefløjen bruge hendes ord som argument og bevismateriale i deres egen sag. 

”Jeg har ikke skrevet en bog for, at den bliver brugt som en hammer mod minoriteten. Jeg har skrevet bogen for at hjælpe minoriteten. Og fordi jeg selv tilhører minoriteten. Jeg vil sætte ord på det, der gør ondt, for så længe man vælger tavsheden, så gavner det ingen. Tavshed kan kun undertrykke.”  

Ære over menneskeliv

'Dødevaskeren' er en undersøgelse og et forsøg på at give smerten en stemme. Men hvis du vil give smerten en stemme, må du også finde ud af, hvor den kommer fra, mener Sara Omar. 

”Jeg har med 'Dødevaskeren' prøvet at forstå, hvor ondskaben kommer fra, og hvad den består af,” siger Sara Omar og nævner en scene fra bogen, hvor Frmesks far bliver presset af sin egen mor til at begå et æresdrab. 

”I de dele af den muslimske kultur – og her taler jeg om de konservative muslimske miljøer, som jeg kender til – så er din ære vigtigere end din datters liv. Ære er vigtigere end et menneskes liv, og en kvinde er ansvarlig for en hel slægts ry og ære. Hvis en kvinde bliver dræbt, og det bliver begrundet med ære, så trækker folk sig. Selv myndighederne blander sig udenom. Og sådan kan det blive almindeligt at dræbe.”

Islam eller kultur

- Men du har også fået reaktioner fra muslimer, der siger, at du blander islam og kultur, og at du ikke giver et retvisende billede af islam ...

”Religion og kultur går hånd i hånd, og Koranen giver kvinden rettigheder med den ene hånd og fratager hende dem med den anden,” lyder Sara Omars korte svar. 

Kritikken er ikke noget, der er kommet bag på hende. Den havde hun regnet med.  

”Jeg har stillet mig der, hvor der skal komme kritik. Men jeg tror, kritikken kommer fra de mennesker, der stiller de forkerte spørgsmål.”