Annonce

En kvinde iført solhat og solbriller sidder i en swimmingpool med to børn.

Ny ferielov vedtaget: Se hvem den gavner

Den nye ferielov er især godt nyt for nyuddannede, der med den nye ordning kan holde betalt ferie i deres første år på arbejdsmarkedet. 

Annonce

De nye ferieregler, der træder i kraft 1. september 2020, vil ændre måden vi optjener og afvikler ferie. Det kommer især nyuddannede til gode. Colourbox

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Et bredt flertal i Folketinget har vedtaget en ny ferielov. Er du ny på arbejdsmarkedet, eller har du af anden årsag ikke optjent ferie, må den nye ferieordning få smilene frem.
 
Loven betyder nemlig, at du som nyansat og nyuddannet kan holde betalt ferie allerede i det første år af din ansættelse. Det er en stor forskel fra i dag, hvor nyansatte uden optjent ferie risikerer at må vente op til 16 måneder, før de kan holde betalt ferie.
 

Samme antal feriedage

Det skyldes, at lønmodtagere i dag optjener ferie i kalenderåret fra 1. januar til 31. december, som først kan afholdes året efter fra 1. maj og 12 måneder frem.
 
Med den nye ferieordning optjener du løbende din ferie i ferieåret fra den 1. september til den 31. august året efter. Ferien skal du afholde inden for samme periode og senest 31. december. Dermed bliver perioden, hvor du kan afholde ferie, fire måneder længere end den periode, hvor du optjener ferien.
 
Den nye ferieordning får ingen indflydelse på, hvor mange feriedage du har. Du vil fortsat optjene 2,08 dages ferie hver måned. Den væsentligste forskel er altså, at du for eksempel allerede i februar kan afholde den ferie, du har optjent i januar.
 

Glad beskæftigelsesminister

I en pressemeddelelse fra Beskæftigelsesministeriet siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen:
 
”Det glæder mig meget, at et bredt flertal af Folketingets partier i dag har vedtaget, at vi i Danmark skal have en ny ferielov. Udgangspunktet er klart: Alle lønmodtagere skal have ret til betalt ferie – også nye på arbejdsmarkedet. Hvert år er der 50.000 nyuddannede, som i deres første ansættelsesår ikke kan holde betalt ferie, ligesom alle andre. Det laver vi om på nu.”
 
Den nye ferieordning træder i kraft fra 1. september 2020. Den ferie, som du optjener i det sidste år på den gamle ordning – altså fra 1. september 2019 til 31. august 2020 – ”indefryses”, og den ferie kan du hverken afholde eller få udbetalt, før du forlader arbejdsmarkedet. Dermed har du ikke dobbelt så meget ferie det første år, efter den nye ordning træder i kraft, men derimod præcis det samme antal feriedage som normalt.


Kilde: regeringen.dk

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev